Hammershus er kommet i skanneren

21-11-2013

High tech møder senmiddelalder, når Naturstyrelsen kortlægger Danmarks største borgruin med moderne 3D-skannere.

21.11.2013_Hammershus _er _kommet _i _skanneren _naturstyrelsen _2032_1143
High tech. Sådan ser Hammershus' forborg ud på en laserskanning. Illustration: Naturstyrelsen.

Laserskannere laver en nøjagtig kopi af Danmarks største borgruin. Det skal hjælpe håndværkere med at udskifte murenes fuger uden, at huset braser sammen.

Tommestok og loddesnor er for en tid skrottet på borgruinen Hammershus.
Opgaven med at registrere, hvor hver en mursten er placeret, er så voldsom, at Naturstyrelsen i samarbejde med Kulturstyrelsen, som de første i Danmark har taget laserskannere i brug for at lave en digital kopi af et fortidsminde.

Den enorme ruin er ved at blive gennemrenoveret, så de halve mure og resterne af bygninger stopper med at falde fra hinanden.
Men inden man kan få lov til at kratte alle de gamle fuger ud af et klenodie som Hammershus, skal det kortlægges ned i mindste detalje.

- Restaureringen af Hammerhus er en gigantisk opgave, der har krævet, at vi tager helt nye metoder i brug. Ellers bliver arbejdet både enormt tidskrævende og voldsomt dyrt. Før kunne vi måle nogle hundrede punkter på borgens gamle, forvitrede overflade på en hel dag. Nu kan vi med laserskanner måle 50.000 punkter i sekundet, fortæller skovrider Søren Friese, Naturstyrelsen på Bornholm.

Han vurderer, at laserskanningen sparer omkring to millioner kroner i forhold til før, hvor man gik rundt med loddesnor, tommestok og notesbog. Samtidig er resultatet meget bedre med den nye metode.

3D skanning slår ældre metoder
Kulturstyrelsens bygningsarkæologer og arkitekter bruger 3D-billederne til at finde ud af, hvad der skal ske ved restaurering af hver enkelt lille fuge i den store borg.

-Med papir og blyant måler man punkter med én centimeters nøjagtighed. Laserskanneren registrerer detaljer helt ned til én millimeter og giver os oven i købet et tredimensionelt billede, der har en helt anden kvalitet end de plane opmålinger, man tidligere lavede , forklarer kontorchef og arkitekt Mogens Morgen fra Kulturstyrelsen.
Læs mere om restaureringen af Hammershus

Skotske arkæologer på besøg
Skotske arkæologer besøger Hammershus i uge 47, og de skal blandt andet lære Naturstyrelsen at kombinere laserskanningsteknikken med billeder i meget høj opløsning.
Skotterne har tidligere 3D-skannet operahuset i Sydney i Australien og andre bygninger, der står på UNESCOS verdensarvsliste.

3D-skanningen begyndte for et år siden, og lige nu er hele forborgen svarende til en omkring en tredjedel af borgruinen skannet færdig.

Naturstyrelsens står bag opmålingen og restaureringen af Hammershus i samarbejde med Kulturstyrelsen.
Restaureringen varer 3 år og er muliggjort af en donation på 28 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Nyt besøgscenter afsløres
Alle er desuden velkomne, når Naturstyrelsen i næste uge offentliggør vinderen af arkitektkonkurrencen for det kommende besøgscenter ved Hammerhus.

Besøgscenteret kommer til at rumme både udstilling og cafe til glæde for de cirka 500.000, der hvert år besøger Hammershus.

Tid: Torsdag 28. november klokken 9:30 – 11:30.

Sted: Kyllingemoderen, Christianshøj, Segenvej 48, 3720 Aakirkeby.