Miljøministeren lader rod efter stormen ligge

01-11-2013

Mange danskere har sendt tweets og facebook-beskeder til miljøminister Ida Auken med gode råd om, hvad der skal ske med væltede træer landet over.

Lad det ligge. Væltede træer kan skabe liv dyr, planter og insekter i skoven og skal derfor blive liggende. Foto: Naturstyrelsen.

Mandagens voldsomme storm har fået mange danskere til at twitte og sende facebook-beskeder til miljøminister Ida Auken med gode råd om, hvad der skal ske med tusindvis af væltede træer landet over.


Splintrede løvtræer, massive stammer og trætoppe skal efterlades i skovbunden i statens skove efter mandagens voldsomme storm.
Det mener både Danmarks Naturfredningsforening og mange borgere, der har skrevet til miljøminister Ida Auken via Twitter, Facebook og e-mail. Og det er også netop det, der vil ske. Ifølge Miljøministeriets retningslinjer skal træer, der vil gavne naturens mangfoldighed, blive liggende.
- På trods af den barske storm og de mange skader er jeg også lidt glad. Danskerne er interesseret i naturen, og jeg har fået masser af gode forslag til, hvad vi skal stille op med de mange væltede træer. De fleste vil have, at vi lader dem ligge, så de kan skabe nyt liv. Det er lige, hvad vi gør. En del af de væltede træer får lov til at ligge og rådne, så de kan blive til levesteder for insekter, planter og dyr, siger miljøminister Ida Auken.
Samlet set vurderer Naturstyrelsen, at der er væltet op mod 110.000 m3 træ under mandagens storm, hvoraf 10 procent er løvtræ, som vil være velegnet til at blive efterladt i skovbunden.

Størstedelen af de væltede nåletræer vil fortsat kunne bruges til træ-produkter og til vedvarende energi.
- Mange store, gamle løvtræer er faldet i stormen, og selv om det ser voldsomt ud, så kan storme berige naturen. I hvert fald i dette tilfælde, siger Ida Auken.