Pas på i skoven

31-10-2013

Der er fortsat risiko for væltende træer og faldende grene, så pas på dig selv, hvis du færdes i skoven.

Stormen mandag d. 28. oktober 2013 gav en masse skader rundt om i landet. Naturstyrelsens skove på Fyn gik heller ikke fri: Træer væltede, store grene brækkede af, mindre grene, kviste og blade fløj langt omkring. Det gælder fx i Svanninge Bakker og Sollerup Skov ved Faaborg og skovene på Langeland, men i alle fynske skove er der stormskader.

I øjeblikket har vi travlt med at rydde op i skovene, og det kommer til at tage tid.

I første omgang har vi koncentreret arbejdet om de offentlige veje, så folk kan komme til og fra arbejde, i skole, ud og købe ind, eller hvad man nu ellers skal i hverdagen.

Nu er vi begyndt at rydde skovvejene, så det igen bliver muligt at færdes i skovene, men der kommer til at gå nogen tid, før vi er helt færdige.

Hvis du tager i skoven, skal du passe på dig selv! Der er stadig træer som står løst, og som pludseligt kan vælte. Oppe i trækronerne hænger der fortsat brækkede grene, og de kommer ned før eller siden.

Stormen i mandags kom fra sydvest, men vind fra andre retninger kan få løse træer til at falde i andre retninger. Der er  forøget risiko ved at færdes i skovene i øjeblikket.

Naturstyrelsen Fyns foreløbige vurdering er, at der er faldet omkring 1.500 m3 træ i vores skove. Det er hovedsageligt enkelttræer, som er faldet, men der er også væltet hele bevoksninger.

Yderligere oplysninger: Skovfoged Anders Hersø Pedersen, mobil: 21 49 00 21

Honningstien i Sollerup Skov er spærret af væltede graner. Foto: NST Fyn/JVC