Kom til Naturens Dag på søndag

06-09-2013

Der er masser af aktiviteter for hele familien i en række skove i weekenden.

Alt fra pandekager og ponyridning til træklatring og skovhugning er på programmet, når Naturens Dag åbner under overskriften ”Vild med naturen”.


Helt vildt. Skoven er fuld af udfordinger, hvis man kan lide af kravle og klatre. Foto: Jesper Ludvigsen.

Der er ekstra god grund til at tage familien med på en vild skovtur søndag 8. september, når der åbnes op for en lang række arrangementer i anledning af Naturens Dag, der i år har overskriften ”Vild med naturen”.

I Nordsjælland kan man blandt andet blive iført en klatresele og kravle højt til vejrs mellem træer og meterhøje master, og man kan lære om bier og bestøvning af blomster. Man kan endda lave sin egen friskpressede most af æbler.

Miljøminister Ida Auken byder velkommen klokken 10. Det hele foregår på Skovskolen i Nødebo, der på dagen fejrer sit 50 års jubilæum.

Naturens Dag er arrangeret af Naturstyrelsen, Københavns Universitet, Danmark Naturfredningsforening og Friluftsrådet.

Her kan du læse mere om arrangementet, der finder sted kloken 10-15 på Skovskolen

Hæld vand i åen
Ved Middelfart på Fyn kan man være med til at hælde det allerførste vand i Viby Ås helt nye slyngninger, som erstatter den tidligere lige kanal.

Den genslyngede å giver flere levesteder til fisk, fugle og planter, og på de våde enge i ålandskabet fjernes næringsstoffer, der ellers ville være til gene i vandmiljøet.

Ved indvielsen vil der være et lettere traktement og taler fra blandt andet borgmester Steen Dahlstrøm (S) og lensgreve Bendt Wedell af Wedellsborg og Frijsenborg, der ejer store arealer i området.
Læs mere om arrangementet, der foregår klokken13-15

Smag på en dunhammer
Under overskriften ”giv en time til naturen” tilbyder Naturstyrelsen i Hovedstaden, at man kan spise sig mæt i dunhammer, hvis man selv hiver planterne op.

Dunhammer truer med helt at overgro mange af Vestamagers vandhuller. Men planten er god at spise, for dens store, tykke rødder smager godt stegt på panden.

Man kan også plukke mirabeller, brombær og hyben og lave sin egen marmelade på Vestamager.

Naturstyrelsen tænder bål og rører dej til lækre pandekager. Hele dagen er der mulighed for at gratis ture med hestevognen. Det finder sted fra kl. 11-15 på Naturcenter Vestamager.

Læs mere om arrangementet på Naturcenter Vestamager

Skovhugger for en dag
Har man lyst til at prøve at fælde træer, så er der mulighed for at prøve kræfter med det i Feldborg Nørreskov ved Holstebro. Grantræerne udvælges, så det passer til kræfterne bag håndsaven.

Bliver man sulten efter arbejdet, kan man lave sig en urtefrikadelle. De indeholder masser af skvalderkål, brændenælder og mælkebøtter, og slet intet kød.

Derudover byder Danmarks Naturfredningsforening på kaffe, sodavand og kage.

Læs mere om Naturens Dag ved Holstebro

Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets mærkedag for naturoplevelser.
Se alle Naturen Dag-arrangementerne på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside