Nu bliver nye jægere bedre skytter

10-04-2014

Den nye jagtprøve skærper flere af kravene til nye jægere. De skal blandt kunne ramme mere præcist og være bedre til at kende dyrene fra hinanden.

jagtskydeprøve
Pletskud. Vil man være jæger, skal man kunne ramme lerduer på skydebanen. Foto: Peter Lassen.

Premieren på den nye jagtprøve nærmer sig.

Naturstyrelsen får 15. april de første jagttegnsaspiranter til op til den nye jagtprøve, som blev vedtaget i efteråret 2013.

For at gå på jagt skal man som noget nyt blandt andet bestå en haglskydeprøve, hvor man skal ramme flyvende lerduer på en skydebane. Tidligere var det nok at kunne håndtere haglgeværet forsvarligt.

- Det hører med til at være en god jæger, at man rammer præcist, så dyrene bliver ordentligt nedlagt. Derfor er det helt naturligt, at vi nu også stiller krav om gode skydefærdigheder for de kommende jægere, siger vildtkonsulent Lars Richter Nielsen fra Naturstyrelsen i Storstrøm.

Anskydning af dyr må ikke finde sted, og undersøgelser viser, at mange gæs og ænder flyver rundt med hagl i kroppen.  

Jægere skal kende dyrene

Nye jægere skal fremover også vide mere end tidligere om vildtets biologi, og de skal også vide, hvordan man kan pleje naturen til gavn for dyrene.

Fremover skal de nye jægere også være bedre til at kende de vilde dyr, de møder i naturen.

- Tidligere var det muligt at træne til jagtprøven ved at lære en række billeder af dyrene udenad. Til prøven var billederne af dyrene altid de samme, og de var tilgængelige før prøven. Men fremover vil billederne variere meget mere, så man er nødt til at lære dyrenes særlige kendetegn. Det vil gøre det lidt sværere, men vi får bedre jægere ud af det, siger Lars Richter Nielsen.

Naturstyrelsens vildtkonsulenter tager de kommende måneder knapt 5.000 aspiranter til prøve under de nye regler.

Den nye haglskydeprøve, der fremover er en del af jagttegnsprøven, afholdes af Danmarks Jægerforbund, og forbundet har det sidste halve års tid lagt et stort arbejde i at få efteruddannet deres skydeinstruktører.

Læs mere om den nye jagtprøve