Sjældent insekt fundet i vandløb

01-04-2014

Efter flere års naturgenopretning af Villestrup Å i Nordjylland er vandet nu igen rent nok til de krævende slørvinger.

Kræsen. Vandet i Villestrup Å er nu igen rent nok til slørvingerne. Foto: Jens Skriver.

Slørvingerne er vendt tilbage til Villestrup Å i Nordjylland efter mere end 50 års fravær. 

Naturstyrelsens biologer har fundet slørvingen med det latinske navn ’Perlodes microcephala’ i forbindelse med overvågningen af naturen.

Slørvingerne stiller høje krav til vandkvaliteten, og de forsvandt i sin tid fra stort set alle levestederne i Nordjylland på grund af forurening. 

- Den tid, hvor dambrug spærrede for vandet i Villestrup Å og udledte skadelige næringsstoffer, er heldigvis ovre. I dag er åen noget af det nærmeste, vi kommer en lille norsk elv med et rigt insekt- og fiskeliv i krystalklart vand, der risler over grus og sten, fortæller biolog Lars Bille Hansen, Naturstyrelsen i Aalborg.

Kun i et enkelt vandløb i Rold Skov overlevede slørvingerne, og de har længe været på listen over de mest truede arter i Danmark, rødlisten, men er nu i fremgang flere steder.

Slørvingen forlader vandet

Naturgenopretningen af Villestrup Å fra 2008 til 2011 nedlagde syv dambrug og forbedrede forholdene for mange planter og dyr i åen. Blandt andet er antallet af havørreder, der vandrer op i åen for at gyde, vokset fra nogle få hundrede til flere tusinde.

Skjern Å, Gudenåen og Storå er andre jyske åer, hvor slørvingen har bredt sig efter, at vandkvaliteten er blevet forbedret.

Netop nu kan man være heldig at se de op til fire centimeter lange slørvinger. I marts og april kravler slørvinge-larverne op af vandet og sætter sig på store sten, grene og broer. Her skifter de hud og forandrer sig fra vandlevende larver til flyvende insekter.