Skovflåter er tidligt fremme i år

24-04-2014

Skovens farligste dyr har nydt godt af den milde vinter, og den er allerede nu klar til at bide.

Flåt
Blodsuger. Skovflåten er et ældgammelt dyr, der sandsynligvis også sugede blod fra dinosaurerne. Foto: Colourbox.

Naturstyrelsen råder til, at skovgæster tjekker kroppen for flåter, hvis man har været ude i naturen. For skovens farligste dyr – skovflåten - er tidligere på færde end normalt i år.

- Skovflåten er allerede nu klar til at hægte sig på sine byttedyr. Og det er flere uger før, den normalt kommer frem. Hvis de får lov at sidde, kan det få nogle ret alvorlige konsekvenser, så derfor er det vigtigt at være opmærksom på, om man har fået en flåt på sig. Heldigvis kan man nemt undgå sygdomme, hvis man følger nogle enkle råd, siger naturvejleder Jes Aagaard fra Naturstyrelsen i Hovedstaden.

Flåten kan smitte mennesker med en række sygdomme, og derfor er det vigtigt, at man opdager, hvis man er blevet bidt.

Sygdommen Borealia, der kan overføres til mennesker fra flåterne, kan medføre længerevarende sygdomsforløb og endda delvis lammelse, derfor er det vigtigt, at få fjernet flåter fra kroppen med det samme. 

Læs mere om skovflåten

Skovflåt bedøver med spyt

Den bedste forebyggelse mod flåter, og de sygdomme flåtbid kan medføre, er, at man undersøger kroppen efter et besøg i skove og naturområder. Husk også at undersøge børn, da det ofte er dem, der er mest udsat.

-Det er vigtigt at undersøge hele kroppen, da flåterne typisk sætter sig varme steder som for eksempel i lyskeregionen, armhuler, knæhaser og hårbund, så tjek en ekstra gang efter der, siger Jes Aagaard.

Man mærker ofte ikke, når skovflåten bider, fordi skovflåtens spyt virker lokalbedøvende. På den måde kan de kan nemt sidde i mange dage og mæske sig i blod, hvis man ikke får dem fjernet.

Flåttang er stor hjælp

Opdager man en skovflåt, der har bidt sig fast, skal man fjerne den hurtigst muligt. Det gøres nemmest med en flåttang, som man kan købe på apoteker og i større supermarkeder. 

Få fat om flåten med tangen så tæt på huden som muligt og drej flåten rundt, så den slipper.

Har man ikke en tang, kan man også kradse skovflåten væk med neglen. Sørg altid for, at der ikke sidder munddele tilbage ved biddet. Og vask altid bidstedet med sæbe.

Gummistøvler og langærmede bluser og bukser er måske ikke så rart at have på i skoven, men det kan være med til at forhindre, at man overhovedet bliver bidt at skovflåter.

Men det er vigtigt at være opmærksom på, at man kan blive bidt uanset beklædning. Derfor bør man altid undersøge kroppen efter en tur i skoven, engen eller områder med højt græs.

Læs mere om skovflåten