Bisoner tiltrækker turister i massevis

27-08-2014

Bornholms bisoner er på kort tid blevet en af Danmarks mest besøgte naturdestinationer.

Tiltrækningskraft. Interessen for at for at se Bornholms vilde bisoner er stor. Foto: Knud Haagen Rasmussen.

I løbet af sommeren har mere end 80.000 mennesker lagt vejen omkring det indhegnede aflukke i skoven Almindingen på Bornholm, hvor syv vilde bisoner blev udsat i 2012.

Så mange besøgende skal man ellers forbi klassikere som Råbjerg Mile og Møns Klint for at finde.

- Folk kommer langvejs fra for at opleve den sjældne europæiske bison, som kun få før har været i nærheden af. Mange er tiltrukket af det lille gys ved at bevæge sig rundt i indhegningen, hvor skovens kæmper går frit omkring i terrænnet, siger skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen i Bornholm.

De besøgende tæller både danske turister, feriegæster fra udlandet, lejrskoler og mange fra lokalområde, og Naturstyrelsen anslår, at omkring 75 procent af de besøgende er i bil, mens resten er på cykel og til fods.

Læs mere om bisonprojektet 

Upåvirket af virakken

Højsæsonen for bisonturismen er juli og august måned, hvor nye tal viser, at der mange dage kom mere end 1000 mennesker på besøg hos bisonerne i Almindingen.

Men selv i den mørke januar måned registrerede Naturstyrelsen over 100 personer om dagen hos bisonerne.

- Bisonerne går ofte ret tæt på, især hvis man kommer i bil. Og der er ikke nogen tegn på, at trafikken generer dyrene. Den største udfordring er sådan set, at undgå at dyrene bliver vænnet til mennesker. Det skal absolut helst blive ved med at være vilde dyr, siger skovrider Søren Friese.

Naturstyrelsen fraråder derfor, at man bevæger sig væk fra veje og stier i indhegningen og ind i den tætte skov for at bevare bisonernes naturlige skyhed overfor mennesker.

Den mørke granskov giver bisonerne skjulesteder, hvor de kan få fred for de mange nysgerrige blikke, så der skal de helst ikke forstyrres.

Antallet af gæster i bisonernes indhegning registreres ved hjælp af varmefølsomme fotoceller. Tællerne blev sat op i november 2013. Besøgstallet for sommerens besøg er indsamlet i perioden 1. juni til 20. august.

LÆS NYHED: ’Bornholmske bisoner avler som vilde’

Fakta: Skovriderens gode bisonråd

Vær stille og følg de markerede stier og veje i skoven. 

Bevæg dig langsomt og brug eventuelt en kikkert.

Vær tålmodig.

Chancerne for at se en bison er bedst ved solopgang og solnedgang.

Om vinteren kan man lægge vejen forbi foderstedet. Fodringen annonceres på Naturstyrelsens hjemmeside.