Kommuner har fart på vindmølleplanlægning

15-08-2014

Uudnyttede områder i kommuneplanerne rummer stort potentiale for flere vindmøller. Det viser en ny opgørelse fra Miljøministeriet og KL.

Vindmøller
Grøn strøm. Der er mulighed for at finde plads til nye og større møller, viser ny opgørelse. Foto: Naturstyrelsen.

Vindmølleplanlægningen på land fortsætter i kommunerne.

Det er tydeligt, efter Miljøministeriet og KL har spurgt kommunerne, hvor mange vindmøller de har planlagt for i deres kommuneplaner.

Her svarer kommunerne på baggrund af deres udpegninger i kommuneplanerne, at der er potentiale for at opføre vindmøller for op til 1.870 megawatt (MW). 1 MW er nok til at forsyne ca. 500 parcelhuse med el.

Ved seneste opgørelse i 2012 var der kommunalplanlagt for 1.600 megawatt, hvilket viser, at kommunerne fortsat er i gang med opgaven.

- Vi har et klart mål for den grønne energi og for flere og større vindmøller herhjemme. Det er ikke altid nemt at finde plads til de nye eller de større møller, så jeg vil gerne kvittere for, at kommunerne tager opgaven på sig og finder de steder, der kan bidrage til, at flere kan få grøn strøm i Danmark, siger miljøminister Kirsten Brosbøl, som i eftermiddag er i Thy for at se vindmøllerne ved testcenteret i Østerild.

Formanden for KL’s teknik- og miljøudvalg, borgmester Jørn Pedersen, siger:

- Det er glædeligt, at det også i denne omgang er lykkedes kommunerne at finde og udpege nye arealer. Samtidig vil udskiftningen af de gamle vindmøller med nye vindmøller føre til færre vindmøller samlet set, fordi de nye vindmøller er større end de gamle.

Regnestykke klar i 2020

Men selv om kommunerne har planlagt for 1870 MW, er det langt fra sikkert, at disse opstilles. Der er lang vej fra planlægning til opstilling. Derfor er det vigtigt med et fortsat fokus på planlægning; der kan stadig være et godt stykke vej til mål.

Regeringen indgik i 2012 en bred politisk energiaftale, hvor man frem mod 2020 forventer at øge vindkraften på land med 500 MW. Det sker ved at opsætte og udskifte møller for 1.800 MW samtidig med, at 1.300 MW tages ned. Det er primært mindre og ældre møller, der forventes at blive taget ned, men præcist hvor mange er usikkert.

- Vindmøllerne er privatejede, så det er ikke til at sige nøjagtigt, hvor mange møller, der tages ned. Men denne undersøgelse viser, at der er grundlag for at nå målene for vindmøller på land i energiaftalen, og det er en god nyhed, siger Kirsten Brosbøl.

I 2020 vil man have et samlet billede af, hvor mange vindmøller der er kommet op, og hvor mange der er taget ned, og dermed det endelige MW-regnestykke.

I slutningen af 2011 var nettokapaciteten for vindmøller på land 3.082 MW.

Find opgørelsen her