Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Bæver sætter tænderne i Himmerland

04-12-2014

Sønderup Å i Himmerland har fået en ny beboer, der har efterladt sig tydelige tandmærker i træer langs åen.

baever1.jpg
Appetitlig. Bævere lever om vinteren af bark fra grene og unge skud. Foto: Niels Sørensen.

Alt tyder på, at Himmerland, efter flere hundrede års fravær, har fået sin første bæver.

Ved Sønderup Å sydøst for Løgstør har en sportsfisker for nylig fotograferet en stor bunke grene uden bark på brinken af åen og et piletræ, hvor der er et kraftigt aftryk af tandmærker. 

Sporene tyder på, at en bæver har slået sig ned i området.

- Det er med 90 procents sikkerhed en bæver, der har været på spil. Billederne af ædepladsen med de store, afbarkede grene ligner fuldstændigt det, vi kender fra områder med mange bævere, siger biolog Henning Fjord Aaser fra Naturstyrelsen i Vestjylland.

Naturstyrelsen har tidligere fået henvendelser fra borgere om bævere omkring Sønderup Å, men det er første gang, at Naturstyrelsen har set dokumentation fra området.

Rekordlang svømmetur

Afstanden fra det oprindelige udsætningssted i Klosterheden syd for Struer i Vestjylland og til Sønderup Å er cirka 100 kilometer. 
Det gør bæveren i Sønderup Å til den danske bæver, der har bevæget sig absolut længst væk fra det sted, hvor 18 bævere blev sat ud i 1999.

- Bævere lever i ferskvand, med de kan faktisk svømme ganske langt i saltvand. Mit gæt er, at bæveren er gået i vandet ved Struer i det vestlige af Limfjorden, og så er den svømmet gennem Limfjorden forbi Løgstør og derfra op i Sønderup Å, siger biolog Henning Fjord Aaser. 

Der findes i dag bævere i vandløb ved Viborg, Holstebro, Herning og så langt sydpå som Varde og Skjern Å. Den jyske bæverbestand vurderes i dag at tælle omkring 200 bævere.

LÆS NYHED: Første bæver er nået til Skjern Å

Venter på en mage

Bæveren i Sønderup Å er formentlig en ung han, der er søgt ud for at finde et ledigt territorium og en mage.

-Det er ikke til at sige, om bæveren bliver i Sønderup Å og venter på, at en mage kommer forbi, eller om den søger videre. Hvis den bliver, kan der godt gå mange år, før den kan yngle. Men det virker som om, at den har fundet et godt sted med rigelig pilekrat og sumpet mose. Så mangler vi bare, at en hunbæver også kommer til området, siger Henning Fjord Aaser.

Hvis man finder nye spor af bæverne i området omkring Sønderup Å, er man velkommen til at kontakte den lokale afdeling af Naturstyrelsen.

 

Læs mere om bæverne

Læs Forvaltningsplan for bæver 

baever2.jpg

Ædepladsen. Bæveren har faste steder på åbrinken, hvor den spiser barken fra de friske grene. Foto: Niels Sørensen.