Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Planlagt p-afgift i naturen skrottes

12-12-2014

Naturstyrelsen har varslet, at 19 strande og naturområder skulle have parkeringsafgift fra foråret. Men Kirsten Brosbøl sløjfer nu planerne.

tobiasmarkussen_dyrehaven_klampenborg_port

 

Danskerne kommer alligevel ikke til at betale for at parkere bilen ved 19 meget besøgte naturområder og strande, som det ellers var varslet af Naturstyrelsen.

Miljøminister Kirsten Brosbøl har valgt at sløjfe planerne:

- For mig har præmissen været, at etablering af betalingsparkering på de udvalgte steder ikke må få som konsekvens, at borgernes frie adgang til naturen bliver mindre. Det viser sig nu, at adgangen til naturen vil blive mere besværlig nogle steder, fordi der ikke som forudsat findes alternative gratis parkeringsmuligheder i nærheden.  

Den danske natur får 110 mio. besøg årligt. Med Naturplan Danmark har regeringen besluttet, at det tal i 2020 skal være steget til 120 mio. besøg.

- Naturen kan noget ganske særligt. Når vi går ture i skoven om søndagen med familien, løber en tur eller bader i rent havvand om sommeren, er det med til at skabe det gode liv og give danskerne mere velfærd i hverdagen. Det skal en P-afgift ikke hindre, siger miljøministeren.      

Læs også Naturstyrelsens nyhed fra den 1. december 2014: 19 naturområder får betalingsparkering