Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Tættere på arbejdsmarkedet med naturen

11-12-2014

Naturen har fået borgere på kanten af arbejdsmarkedet tættere på, viser resultater fra regeringens indsats for borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet.

socialt udsatte Peter Helles Eriksen
Nytte. Socialt udsatte hjælper blandt andet med at holde rent omkring lejrpladser. Foto: Peter Helles Eriksen.

Et halvt hundrede borgere har siden sommer været tilknyttet særlige projekter i skovene for at komme tættere på arbejdsmarkedet. De løser forskellige opgaver som at fjerne nedfaldne grene fra stier, vaske skilte, holde rent omkring lejrpladser, klippe buske og slå græs langs skovveje. 

Ordningen er et led i regeringens aftale med Enhedslisten og SF til 8,5 mio. kroner i 2013 om at yde en særlig indsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Målet er at hjælpe borgere, der har ekstra vanskeligt ved at finde arbejde, f.eks. borgere med andre problemer ud over ledighed, ved i en periode på 4-12 uger at udføre aktiviteter i naturen.

- Naturen er en ressource, som vi nu bruger til at give nogle af vores mest sårbare borgere en hjælpende hånd. De første resultater af indsatsen ser lovende ud. Naturen giver utrolig mange gode oplevelser, der kan være med til at styrke selvtilliden, psyken og fysikken.  Deltagerne begynder efter eget udsagn at leve sundere, får bedre sociale kompetencer og bliver mere motiverede for at møde omverdenens krav og muligheder, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Naturstyrelsen har ansat tre projektkoordinatorer, der sammen med kommunernes jobkonsulenter skal give borgere på kanten af arbejdsmarkedet nye muligheder for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. I øjeblikket er der samarbejder i gang med kommunerne: Allerød, Kolding, Struer, Sønderborg, Varde, Vesthimmerland og Viborg. Der er mulighed for ved kontakt til Naturstyrelsen, at flere kommuner kan indgå i ordningen.

Lars Bendix Poulsen

Specialkonsulent
Naturstyrelsen