Løver spiser langelændere

30-01-2014

Naturstyrelsens vilde heste bliver fremover sendt til at Odense ZOO, når de må aflives på grund af alderdom eller svækkelse.

Naturlig mad. Langelands vilde heste minder om løvernes naturlige byttedyr på savannen.

Når de vilde heste på Langeland bliver gamle eller svækkede, så de ikke kan klare sig i naturen, ender de fremover som et måltid for de store rovdyr i Odense ZOO.

En ny aftale mellem Naturstyrelsen og Odense ZOO betyder, at vilde heste fra Sydlangeland, der bliver aflivet, nu sendes til Odense ZOO.

- Hestene får en afslutning på livet, der er lige så vild, som deres hesteliv har været. I andre områder af verden er det for eksempel ulve og bjørne, der tager de svageste. Her er det os, siger forstfuldmægtig Ejgil Andersen, Naturstyrelsen, Fyn.

Læs mere om de vilde heste i naturguiden for Sydlangeland

Døde heste ligner zebra

I Odense ZOO er de døde heste højt værdsat som mad til løverne og tigrene. Hestene er noget af det nærmeste, rovdyrene i fangenskab kommer på at få et naturligt måltid som zebra eller bøffel.

- Livet som løve bliver alt for kedeligt, hvis vi hver dag bare serverer dem en skål hakkekød. Hestene giver rovdyrene mulighed for udleve deres naturlige adfærd, fordi de får en masse at arbejde med. Desuden er hestekød magert og ligner det, løverne ville nedlægge på savannen, siger zoolog Michael Wallberg Sørensen fra Odense ZOO.

En dyrlæge kontrollerer hvert år de vilde hestes helbredstilstand og udpeger de dyr, der ikke længere kan klare sig selv. Det kan for eksempel være fordi, hestenes tænder med alderen er blevet så slidte, at de har problemer med at spise.