Vandkantsdanmark skal have flere turister

20-06-2014

Nye badehoteller ved stranden eller restauranter med panoramaudsigt til naturen kan blive virkelighed i kommuner, der har en plan om at tiltrække flere gæster til Danmarks store turistattraktioner.

Rummeligt. Der er plads til flere turister ved kysterne. Foto: Colourbox.

Kampen om feriefolkets gunst er hård. Trods nogle af Europas smukkeste kyster, nationalparker og nordisk mad-bølgen, så er antallet af overnatninger i dansk kyst-og naturturisme faldet med 27,5 procent i løbet af bare 10 år, ifølge tal fra regeringens vækstplan for dansk turisme. 

Regeringen går derfor nu i offensiven og indfører en forsøgsordning, hvor kommuner kan indsende en samlet plan for udviklingen af turismen i deres område og få grønt lys til byggeri indenfor strandbeskyttelseslinjen eller kystzonen.

-Vi ved fra svenske og norske forsøg, at det kan lade sig gøre at opføre nye anlæg ved kysterne, uden at det går ud over naturoplevelsen. Nu prøver vi det i Danmark. Vi inviterer derfor kommuner, hvor der er et stort potentiale, til at komme med bud på, hvad man kan gøre i netop deres område. Forslagene skal være gennemarbejdede, ambitiøse og tilpasset naturen, for i sidste ende er det den, mange turister kommer for at opleve, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Gennem forsøgsordningen kan en kommune alene eller i samarbejde med nabokommuner søge om lov til at gennemføre større planer, der inkluderer eksempelvis campingpladser, hoteller og restauranter i nærheden af steder, hvor der i forvejen er turismemæssig aktivitet.  

Forsøg tilpasset naturen

Forsøget forventes at komme til at omfatte op til 10 nye steder i Danmark, hvor kommunerne kan fremlægge en plan, der vil gøre en markant forskel for at styrke turismen.

- For mig er det vigtigt, at vi værner om vores kyster og smukke natur, og derfor kommer vi ikke til at se anlæg dukke op midt i den uberørte natur. Men på steder, hvor det giver god mening, er vi nu klar til at give grønt lys, så der kan komme godt gang i turismen igen, siger Kirsten Brosbøl. 

Forsøgsordningen er et supplement til regeringens vækstplan for turisme, der blev fremlagt i januar måned, og det forventes, at forsøget kan gå i gang i løbet af 2015.