Vær forsigtig i skoven efter storm

15-03-2014

Stormen Carl har kun væltet helt få træer i statens skove, men der er grund til at færdes varsomt.

Spærret. Sidste års storme gik hårdt ud over de danske skove. Her er det billeder fra Sønderjylland. Carl var mere barmhjertig. Foto: Naturstyrelsen

Statens skove slap stort set uskadt gennem stormen Carl, der natten til lørdag blæste hen over landet. Flere steder har vindstødende været hård storm som i Vestjylland, Nordjylland og Nordsjælland. Men der er kun væltet ganske få træer.

Alligevel er der grund til at færdes i skovene med største forsigtighed og måske lade naturudflugten gå til mere åbne arealer mens vejret er præet af stærke vinde.

- Selv om vi under denne storm ikke har set de store skader som ved de to forgående, så skal man være meget påpasselig i skovene. Det blæser stadig, og der er træer, som ikke står helt fast. Det betyder, at der stadig kan falde enkelte træer, eller store grene kan falde ned, siger skovrider i Naturstyrelsen Vestjylland, Thomas Borup Svendsen.

Det gælder som altid, at færdsel i skovene sker på eget ansvar.