Stormfaldsordning alligevel godkendt

02-09-2014

Først blev den underkendt, men nu har EU-kommissionen alligevel godkendt den nye stormfaldsordning.

Stormfald 2
Op igen. Den nye tilskudsordning til at genrejse skov efter stormfald er faldet på plads. Foto: Colourbox.

Der er godt nyt til skovejere, som ønsker at gøre brug af den nye stormfaldsordning til genplantning af skov.

Efter at have sat spørgsmålstegn ved tilskuddet til pesticidfri anlæg og skånsom jordbearbejdning og bremset den nye ordning, har EU-kommissionen nu ombestemt sig og godkendt den alligevel.

Naturstyrelsen har været i kontakt med EU-kommissionen, siden den afviste ordningen i første omgang. Og det har nu båret frugt.

Dermed kan skovejere komme videre med at planlægge genplantning og bestille planter i vished om, at den nye stormfaldsordning træder i kraft i den form, den ligger nu.

Ansøgning rykket

På grund af det ekstra arbejde med at få ordningen til at falde på plads bliver ansøgningsrunden rykket.

Ansøgningsrunden starter senest 1. december og har frist 1. februar 2015.

Vejledningen til tilskud ved genplantning kan læses her