Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Danmarks første nationale friluftspolitik er klar

23-04-2015

Miljøminister Kirsten Brosbøl lancerer i dag Danmarks første nationale friluftspolitik. Danskernes friluftsliv er en milliardindustri, der skaber tusindvis af arbejdspladser.

1980friluftsivUdklip.jpg
Allemandseje. Naturen skal være for alle, mener miljøministeren. Foto: Jan Djenner, Scanpix

Det er en milliardindustri, når danskerne køber udstyr eller overnatninger i naturen. Danskernes friluftsliv skaber beskæftigelse til 37.000 danskere og en omsætning på næsten 30 mia. kroner hvert år, viser tal fra Københavns Universitet, der har kortlagt friluftslivets fodaftryk på samfundsøkonomien. Dermed skaber det tusindvis af arbejdspladser fx i yderområderne og friluftslivet styrker samtidig sundheden og livskvaliteten.

På den baggrund ønsker miljøminister Kirsten Brosbøl, at naturen og friluftslivet i langt højere grad skal være en del af alle danskeres liv, og derfor har Miljøministeriet i godt to år arbejdet med at lave Danmarks første nationale friluftspolitik. Den præsenterer Kirsten Brosbøl i dag på Friluftsrådets generalforsamling.

- Friluftslivet rummer et kæmpe potentiale for at styrke danskerens sundhed og livskvalitet samt at skabe vækst i yderområderne, og med friluftspolitikken sætter vi nu en inspirerende retning for, hvordan vi i fællesskab kan udvikle danskernes friluftsliv. Rigtig mange borgere, foreninger, organisationer og myndigheder har deltaget aktivt i at udvikle Danmarks første nationale friluftspolitik, som jeg er meget stolt af at kunne præsentere. Det viser tydeligt, hvor meget vi værdsætter at komme ud at røre os, få frisk luft og dele nogle oplevelser sammen, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Mere end 350 organisationer, foreninger, myndigheder og ildsjæle har været med til at udvikle friluftspolitikken, og hundredevis af danskere er kommet med deres idéer til, hvordan friluftslivet og naturen kan gøre danskerne sundere, øge livskvaliteten, skabe mere fælleskab, styrke udkantsområder, skabe arbejdspladser og vækst og fungere som social løftestang.

Arbejdet med friluftspolitikken blev sat i gang i efteråret 2012 og den omfatter tre dele: ”Friluftslivets samfundsværdi”, der samler den forskningsmæssige viden om friluftslivet, ”Friluftslivets Idékatalog”, der rummer mere end 100 konkrete idéer, som kan inspirere til nye tiltag i friluftslivet, og ”Alle tiders friluftsliv”, som er ministerens redegørelse om friluftspolitik til Miljøudvalget og Folketinget. 

Naturen som social løftestang

Et af fokusområderne i friluftspolitikken er de mange sårbare mennesker, der sjældent bruger naturen, ikke deltager i friluftslivet og ofte ikke kender de muligheder, den rummer. De mennesker har samfundet en særlig forpligtelse til at hjælpe, støtte og give muligheder for et aktivt friluftsliv, mener miljøministeren.

- Jeg er glad for, at jeg i dag kan fortælle, at vi har fundet yderligere tre millioner kroner, så der nu er otte millioner kroner i den pulje, som kan søges af foreninger, organisationer og kommuner, der vil hjælpe de allermest sårbare. Jeg er ikke i tvivl om, at naturen kan fungere som social løftestang, for jeg kender ingen, som ikke får det bedre af at komme ud i naturen. Og det har forskning også vist igen og igen, siger Kirsten Brosbøl.

Terapihaven Nacadia i Hørsholm, der hører under Københavns Universitet, er et godt eksempel på, hvordan eksempelvis krigsveteraner, der lider af posttraumatisk stress, kan få hjælp til at sænke stressniveauet og genskabe balancen i nervesystemet gennem terapi i naturen. Terapiforløbet er kombineret med yoga, meditation og åndedrætsøvelser og konkrete opgaver i haven.

Pressen er velkommen til at deltage, når miljøminister Kirsten Brosbøl i morgen besøger Terapihaven Nacadia i Hørsholm.

Tid: Fredag den 24. april fra 14.15 til 15.30.

Adresse: Arboretet i Hørsholm, Kirkegårdsvej 3, 2970 Hørsholm - mødestedet er på p-pladsen

Her kan du læse meget mere om friluftspolitiken.

Jens Fuglsang Edelholt

Pressesekretær
Miljø- og Fødevareministeriet, departementet