Pas på pastinak

11-08-2015

Den vilde pastinak giver vabler og sår, hvis man plukker den.

undefined
Farlig. Vild pastinak kan kendes fra de fleste andre skærmplanter på dens små gule blomster. Foto: Naturstyrelsen.

Alle ved, at man ikke skal plukke en bjørneklo med de bare næver. Men for få ved, at man også skal holde nallerne fra den vilde pastinak – der blomstrer og er særdeles dekorativ lige nu. Og på grund af den kølige sommer er den mere talrig end normalt.

Derfor advarer Naturstyrelsen nu om den vilde pastinak, som ikke skal forveksles med rodfrugten pastinak, som man bruger i maden. Man kan få betydelige skader, hvis man kommer i kontakt med plantesaften fra den vilde pastinak, der i sin virkning minder om bjørnekloens – pastinakkens gift er dog mildere.

-I år har vi fået flere henvendelser fra folk, end vi plejer, der har brændt sig på pastinak. Og nu, hvor sommeren er blevet fin og solrig, frygter vi endnu flere skader, når blandt andet børn leger ude med bare arme og ben, siger skovfoged Jens Nielsen fra Naturstyrelsen i Østsjælland.

Pastinakken er fristende at plukke lige nu, hvor dens skærme står helt gule, men hvis man gør det, skal man have handsker på. Får man først saften på sig, skal man skal man vaske og tildække huden. De mest ubehagelige skader opstår nemlig, hvis direkte sollys rammer den giftpåvirkede hud.

Læs mere om vild pastinak i artsleksikonet