Fugle-elskere skræmmer sjælden fugl

20-02-2015

Fuglelyde fra mobiltelefoner stresser mellemflagspætten, der er set i Draved Skov i Sønderjylland.

Eftertragtet. Mellemflagspætte med unge. Arkivfoto: André Chartroux/Wikimedia Commons.

Den meget sjældne mellemflagspættes ophold i Draved Skov kan vise sig at blive uhyre kortvarigt. Flere hundrede fugleinteresserede er kommet til skoven og skaber så meget postyr, at fuglen risikerer at blive skræmt væk. Især får den stress af fuglefolkenes mobiltelefoner.

Det fortæller Naturstyrelsen i Vadehavet, der vurderer, at fugleinteresserede er tæt på at fordrive den sjældne fugl. Mellemflagspætten blev observeret tirsdag 10. februar, og i weekenden var 300 mennesker ude at lede efter fuglen.

Fugleinteresserede afspiller fuglelyde på mobiltelefonen for at lokke mellemflagspætten frem. Men da lydene afspilles konstant og fra alle retninger, ender det med at stresse den uhyre sjældne fugl, der tror, at der er mager overalt – og bliver stresset.

Ifølge skovrider Bent Rasmussen kan man sagtens besøge skoven i håb om et glimt af mellemflagspætten, men han opfordrer til, at man bliver på veje og stier, og at man ikke afspiller trick-fuglelyde for at lokke den frem.

Ifølge jagt- og vildtforvaltningsloven er det forbudt at afspille lyde på fuglenes ynglepladser på en måde, så fugle og deres yngel forulempes.