Boardwalk på Møns Klint vinder handicappris

16-01-2015

Vordingborg Handicapråd kaldte ved prisoverrækkelsen til Naturstyrelsen den plankebelagte sti for et forbillede.

500_20121218Boardwalk.jpg
Naturlig. Boardwalken er bygget af lærketræ. Foto: Naturstyrelsen.

Træstien på Møns Klint eller boardwalken, som den også kaldes, har åbnet et af landets flotteste naturområder for mennesker, der har det svært med bulede skovstier. For den præstation tildeler Vordingborg Handicapråd 16. januar boardwalken handicapprisen 2014.

- Boardwalken får prisen, fordi den i harmoni med naturen åbner et vanskeligt tilgængeligt område for alle. Den er i sin funktion, konstruktion og form verdensklasse, og den er et forbillede for alle fremtidige plankestier, lyder det fra formand Anders J. Andersen fra Vordingborg Handicapråd i begrundelsen.

Det var hendes Majestæt Dronning Margrethe II der i 2007 satte gang i idéen til boardwalken med en bemærkning om, at det kunne være rart, hvis man lettere kunne komme ud og se klinten. Geocenter Møns Klint og Naturstyrelsen tog udfordringen op og kunne i 2013 indvie boardwalken.

Boardwalken af lærketræ bugter sig 267 meter langs klintekanten fra GeoCentret til udsigtspunktet Freuchens Pynt. Undervejs er der bænke og åbninger, hvor man kan mærke vinden og se kridtpynterne.

LÆS NYHEDEN: Oplev Møns Klint på hjul

Læs den digitale naturguide til Møns Klint