Sælunger kan klare sig selv

23-06-2015

Naturstyrelsen får mange opringninger fra strandgæster, der vil vide, hvad de skal gøre, når de støder på en sælunge på stranden. Svaret er kort og godt: Ingenting.

undefined
Hårdfør. Sælunger ser søde ud, men de har bedst af at klare sig selv. Foto: Naturstyrelsen.

Hvis man støder på en sælunge på stranden, skal man lade den passe sig selv. Sælunger kan se ensomme ud, og de kan hyle, så man får lyst til at hjælpe dem. Men de har ikke brug for hjælp, tværtimod. Som regel er moderen ude at hente føde, så hvis man nærmer sig ungen, tør moderen ikke komme ind til ungen.

- Folk tror, at de gør sælungen en tjeneste ved at passe lidt på den. Vi har eksempler på folk, der har sat sig lige ved siden af den, nogen har indhegnet den at beskytte den. Det er alt sammen meget stressende for sælungen. Man skal lade den være i fred. Også selv om den hyler. Den kalder bare på sin mor, og hun skal nok finde den, siger vildtkonsulent Lars Richter Nielsen fra Naturstyrelsen.

Spættede sæler får unger i juni og juli. Det er helt normalt, at moderen efterlader ungen på stranden i mange timer, mens den søger føde. Men moderen vender altid tilbage for at give ungen mælk.

Når sælungen senere på sommeren ikke længere får mælk, ligger den også ofte alene på stranden. Også her skal man lade den være i fred. Den er ved at lære at klare sig selv ved at finde krabber og smådyr tæt på kysten.

Hvis man ser en sæl, der er syg eller alvorligt skadet, kan man ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812.

Læs mere om sæler på strandene