Skovgæster skal nu sortere affald

20-11-2015

400 tons affald bliver miljøvenligt i Dyrehaven ved København.

undefined
Underjordisk. De nye affaldscontainere graves næsten to meter ned i jorden. Foto: NST.

Fremover skal skovgæster selv sortere deres affald, når de har været på picnic i Dyrehaven ved København. Madpapir, madrester og tømte vinflasker skal ikke længere bare proppes sammen i gammeldags affaldsstativer, men fordeles i nye affalds-opsamlinger med særlige containere til metal, glas og andet.

Naturstyrelsen indfører det nye affaldssystem inden nytår. Der etableres ti affaldscentre i og omkring Dyrehaven. Containerne skal efter planen udstyres med sensorer, så de selv sender besked, når de er fyldte og skal tømmes. Skovtursgæster afleverer hvert år omkring 400 tons affald i Jægersborg Dyrehave.

- Vi er glade for, at vi nu kan bidrage til miljørigtigt genbrug af de 400 tons affald, som Dyrehavens otte millioner besøgende efterlader hvert år. Det nye system betyder, at vi skal tømme sjældnere, og det er langt mere rationelt i drift, siger skovfoged Steen Bjarke Hansen fra Naturstyrelsen i Hovedstaden.

I dag er der 125 affaldsstativer, der skal tømmes dagligt. På den nye, mere miljørigtige måde forventer styrelsen at kunne spare 300.000 kroner om året.

Affaldsøerne placeres blandt andet ved Eremitageslottet, Fortunen, Springforbi, Ulvedalene og ved Bellevue.

 undefined

De nye affaldscontainere er markeret med stjerner på kortet.