Ny maskine kan redde engblomsterne

30-09-2015

En græsklipper på brede larvefødder kan gøre vandlidende enge til en god forretning og beskytte naturen.

Opfindsom. Maskinen er specialbygget og skånsom mod engen. Video: Naturstyrelsen.

Sjældne orkidéer, insekter og engfugle får i disse dage hjælp fra en mærkelig maskine med kæmpesakse og larvefødder. Køretøjet kan høste græs og siv i våde enge, hvor alle andre maskiner har måttet give op. Den er dermed i stand til at beskytte de sjældne dyrs og planters levesteder mod tilgroning.

Testen af den hollandske byggede maskine sker med støtte fra Aage V. Jensen Naturfond, Landbrug og Fødevarer og Naturstyrelsen. Målet er at støtte udviklingen af nye maskiner, der kan gøre en god forretning ud af at høste hø i de våde enge, der elles ligger hen uden landbrugsdrift eller pleje.

- Forsøget med bæltekøretøjet tegner godt. Alt for mange våde enge bliver i dag hverken høstet eller afgræsset, fordi landmanden hverken kan skaffe dyr eller egnede maskiner. Det er et stort tab for naturen, når engene gror til, og levesteder for dyr og planter forsvinder. Samtidig er det et tab for landmanden, der går glip af vigtige indtægter, siger skovrider Jesper Blom-Hansen fra Naturstyrelsen i Vendsyssel.

Det høstede hø fra de våde enge bliver i den kommende tid omdannet til miljørigtig biogas. Naturstyrelsen anslår, at der hvert år er mere end 100.000 hektar våde enge, der i dag hverken bliver høstet eller afgræsset.

Læs mere om naturpleje og landbrugsdrift