Første medarbejder i Randbøl

01-02-2016

Fra i dag ansætter den nye naturstyrelse medarbejdere i Randbøl.

undefined
Ny i job. Amela (til højre) har i dag første arbejdsdag i den nye naturstyrelse. Foto: NST.

Der er ved at komme liv i den nye naturstyrelse i Randbøl mellem Billund og Vejle. I dag begynder Amela Hrnjic som den første nye medarbejder med fast tjenestested i Randbøl.

Syv stillinger i Naturstyrelsen er foreløbig blevet besat efter at have været slået op på digitale jobbørser og i lokale jyske medier. De medarbejdere er endnu ikke flyttet til Randbøl. Yderligere fem stillinger kan søges her og nu, og mindst fem stillinger forventes slået op inden for kort tid. 

Den kommende naturstyrelse (Naturstyrelsen) flytter fra København til Randbøl som led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser. Naturstyrelsen skal forvalte Miljø- og Fødevareministeriets skove og naturarealer og sætte nye naturprojekter i søen til gavn for dyr, planter og mennesker. Andre dele af det nuværende Naturstyrelsen skal varetages af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, der får adresse i København.

Senest om et år, 1. februar 2017, skal den nye Naturstyrelsen være fuldt bemandet og oppe at køre i Randbøl.