Ny panoramaudsigt til Nationalpark Thy

11-07-2016

Et af de bedste udsigtspunkter i Thy bliver endnu mere storslået.

Nyt perspektiv. Udsigten over Nors Sø set fra Isbjerg. Foto: Naturstyrelsen.

Flere tusinde grantræer er ved at blive fældet på det såkaldte Isbjerg, der er et af de højeste udsigtspunkter i Thy. Rydningen giver nye panoramaudsigter over Hansholm Vildtreservat og Nors Sø, hvor man kan være heldig at se kronvildt, havørn, fiskeørn og traner.

De nye udsigtspunkter er første trin i et samarbejdsprojekt mellem Naturstyrelsen og Realdania under overskriften ’Stedet tæller’. Målet er at forbedre adgangs- og oplevelsesmulighederne omkring Isbjerg.

- Det er et af landets bedste naturområder, der nu kommer til at præsentere sig endnu bedre. Når vi tager nogle hjørner og kanter af skoven, opstår der nye udsigtspunkter, hvor man kan spejde ud over Nors Sø, klitheden og helt ud til Vesterhavet, siger skovrider Ditte Svendsen fra Naturstyrelsen i Thy.

I løbet af den kommende tid bliver der også bygget udkigsplatforme, ny p-plads og bronzealderhøjen på Isbjerg bliver restaureret. Arbejdet forventes afsluttet i foråret 2017. Publikum vil i den kommende tid kunne opleve gener i form af dybe hjulspor og afhuggede grene, fordi traktorer og skovningsmaskiner kører på stierne.

Hedelyng og græsser vil vokse frem i nogle af de nye åbne områder, der har en størrelse på cirka 2,5 hektar svarende til tre fodboldbaner. Andre steder vil der komme løvtræer og buske.

Læs naturguiden til området

Se kort over området

undefinedNors Sø. Foto: Ole Akhøj.