Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Bornholm får nyt børne- og begyndervenligt mountainbikespor

18-08-2017

På søndag åbner det første af en række nye, begyndervenlige mountainbikespor midt i Almindingen på Bornholm.

Bornholmere og turister på solskinsøen får fremover bedre muligheder for at køre mountainbike. Ved Bornholms højeste punkt, Rytterknægten, der ligger mindt i Almindingen, står det første af en række nye mountainbikespor klar. Sporet, der er 1,5 kilometer langt, bliver indviet på søndag og er et spor af nemmeste sværhedsgrad. Samlet set bliver der etableret seks kilometer nye mountainbikespor samt et børne- og tekniksor. Sporene bliver særligt egnede til nybegyndere og let øvede mountainbikeryttere og vil stå klar inden turistsæsonen 2018.

”Når de nye, nemme mountainbikespor står klar, kan man som mountainbiker finde hele paletten af sværhedsgrader ved Rytterknægten – fra begynder til ekspert. Så sporene vil appellere til en bred skare af mountainbikeentusiaster. Vi oplever flere og flere, der kører mountainbike i skoven, og sporene guider rytterne rundt, så de forstyrrer skovens andre gæster og naturen mindst muligt,” forklarer skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen på Bornholm.

Hen over sommeren har de eksisterende spor ved Rytterknægten også fået en overhaling og er blevet markeret med skilte og sværhedsgrader, som har gjort det nemt at finde rundt og vælge ruter. Arbejdet udføres af frivillige fra foreningen Trailbuilders Bornholm i samarbejde med Naturstyrelsen og er finansieret af Bornholms Regionskommune, LAG Bornholm og Naturstyrelsen.

”Vi arbejder sammen med Naturstyrelsen for at styrke outdoorturismen på Bornholm, i første omgang ved at skabe nogle rigtig gode og sjove faciliteter til mountainbikere. Jeg er glad for at Naturstyrelsen lægger arealer til og tilrettelægger arbejdet under hensyntagen til naturværdierne og de mange andre naturbrugere,” siger Winni Grosbøll, borgmester i Bornholms Regionskommune.

Åbningen af sporet fejres søndag den 20. august fra kl. 11-15 med taler, gratis guidede ture ved Trailbuilders Bornholm, DGI Bornholm låner mountainbikes og hjelme ud gratis, og man kan bage sine egne pandekager og snobrød over med hjælp fra Skovhjælperne.

Om projekt Trailcenter Bornholm – Almindingen

Projektet er støttet af Bornholms Regionskommune, LAG Bornholm og Naturstyrelsen og omfatter færdiggørelsen af de eksisterende MTB-spor og etableringen af en række nye spor med udgangspunkt fra Rytterknægten. Byggeriet vil være afsluttet inden turistsæsonen 2018 og til den tid vil der være ca. 11,5 km mountainbikespor samt et børne- og teknikspor ved Rytterknægten.