Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historisk mange havørreder spræller i Villestrup Å

13-02-2017

Ny optælling viser et historisk højt antal ørreder i Villestrup Å, der løber ud i Mariager Fjord i Himmerland. Syv dambrug er fjernet, så fiskene nu kan vandre frit mellem fjord og å.

villestrup
En elektrofisket havørred bliver målt og registreret inden genudsætning (Foto: Peter A. Larsen)

For tyve år siden var det nærmest ikke til at opdrive én eneste havørred i Villestrup Å i Himmerland. Nu viser en ny optælling, at åen bugner med fuldvoksne havørreder. DTU Aqua har netop opgjort bestanden til cirka 3.500 havørreder, hvilket svarer til 250 fisk per km. i den 14 km. lange å.

Udviklingen er sket i takt med, at spærringer ved de sidste dambrug er blevet fjernet, og at åen er genetableret, som den var oprindeligt. Nu kan de mange ørreder fra Mariager Fjord vandre frit mellem fjord og å – resultatet er, at havørredbestanden nærmest er eksploderet, så åen i dag ligger i den europæiske superliga.

- Succesen fra Villestrup Å viser med al tydelighed, at det batter at få opkøbt de mange ældre dambrug, så spærringer i vandløbene bliver fjernet, og fiskene kan svømme frit. Det giver en spræl-levende å med mange flere fisk, som ikke mindst vil være til stor glæde for lokale lystfiskere, der får bedre mulighed for at få en fin fangst med hjem, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Mange flere fisk på vej

Der er mange flere fisk på vej i de danske åer og fjorde. For nylig afsatte Esben Lunde Larsen knap 47 mio. kroner til opkøb af ældre dambrug frem til 2021, så kommunerne kan indgå frivillige opkøbsaftaler med lodsejere.

- Når vi flytter dambrugsproduktionen over på større og mere miljøeffektive anlæg, giver det ikke alene mulighed for at producere flere fisk for en langt mindre miljøbelastning – det giver også flere fisk i åer og fjorde, ligesom vi har set det med Villestrup Å, siger Esben Lunde Larsen.


Fakta

• I efteråret vandrer havørreder fra Mariager Fjord op i Villestrup Å for at gyde deres æg på grusede vandløbsstrækninger. Fiskeynglen lever de første par år i åen, hvorefter de trækker ud til Mariager Fjord, hvor de vokser sig store. De mange spærringer ved dambrug i Villestrup Å har forhindret denne vandring og ødelagt mange af levestederne i åen.
• Naturprojekter til forbedring af Villestrup Å blev igangsat af Nordjyllands Amt i midten af 90-erne. I 2007 overtog Naturstyrelsen opgaven med genopretning af åen. Det lykkedes at skaffe et tocifret millionbeløb fra den daværende VK-regerings miljømilliard, så de resterende syv dambrug kunne nedlægges. I perioden 2007-2012 blev spærringerne fjernet og åen lagt tilbage, som den var oprindeligt.
• I 2014 fandt Naturstyrelsen i Villestrup Å den største tæthed af ørredyngel, der nogensinde er målt i et dansk vandløb – 2.700 små ørreder på en 100 meter lang strækning.
• Tidligere tællinger fra DTU Aqua har vist, at antallet af små ørreder, der vandrer fra Villestrup Å ud i Mariager Fjord, steg markant fra 1.665 stk. i 2004 til 26.210 stk. i 2015.
• Den nye tælling af DTU Aqua er en opgørelse over de voksne havørreder, som vender tilbage til åen.
• Den voksne bestand af havørred i Villestrup Å er steget siden 1996: 

- 2016: 3.500 ørreder
- 2009: 1200 ørreder 
- 2004: ca. 330-340 ørreder 
- 1999: ca. 40 ørreder 
- 1996: meget få

Se video om Villestrup Å.

Jeanette Løv Rasmussen

Pressesekretær
Miljø- og Fødevareministeriet

Jørgen Bidstrup

Projektleder
Naturstyrelsen Himmerland