Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Klip dit eget fastelavnsris

14-02-2017

Nu kan du hente dit eget fastelavnsris og samtidig give naturen en hjælpende hånd. Se her, hvor du kan finde birkeris, som du selv må klippe.

FAstelavn.jpg

For at forhindre, at sjælden natur som heder og højmoser gror til, fjerner Naturstyrelsen mange steder opvækst af nye birketræer. I anledningen af fastelavn kan du tage et smut i skoven mange steder over hele landet og klippe dit eget fastelavsris ud af de fældede træer.

- Hvis man traditionen tro vil have et fastelavnsris, så kan du komme og klippe grene og kviste af allerede fældede birketræer eller mindre levende birketræer over 35 steder over hele landet i disse dage. Samtidig giver man naturen en hjælpende hånd, siger skovrider Inken Breum Larsen, Naturstyrelsen Trekantsområdet.

Af hensyn til træerne er der ikke frit spil med saksen. Nederst på siden her har Naturstyrelsen samlet en oversigt over, hvor der er birk, som man gerne må klippe af.

- Mange steder på Naturstyrelsens arealer vokser birken frem med høj hastighed – og det er ikke alle steder, man gerne vil have en birkeskov. Vi forsøger ihærdigt at holde de lysåbne naturområder lysåbne, så for eksempel højmoserne og hedeområderne ikke springer i skov. Og det kan vi godt bruge noget hjælp til, siger Inken Breum Larsen.

Ud over, at man selv kan klippe fastelavnsris, er der nogle steder også arrangementer med en naturvejleder, hvor man kan lave fastelavnsris og høre fortællinger. I kalenderen her på siden kan du finde en oversigt over arrangementerne, hvoraf mange af dem foregår i vinterferien.

Når du kommer hjem, kan du pynte riset med fjer, kogler, blade og pap-katte eller tønder. Det er kun fantasien der sætter grænser.

 

Hvor finder jeg klip-selv-stederne?

Stederne, hvor du og din familie kan klippe fastelavnsris, er at finde i drop-down menuen nedenfor.

God birkeris-jagt. 

Fakta: Hvorfor skal man binde fastelavnsris?

Engang indledte dagene omkring fastelavn jo en egentlig faste. Sådan er det ikke længere, men alligevel er fastelavn fyldt med traditioner.
En gammel tradition foreskriver, at man skal binde et ris (fastelavnsris) og "rise" sine forældre eller børn op fastelavssøndag.
Det gælder derfor om at være forberedt og have sit fastelavnsris klar, så man kan liste op tidligt søndag morgen til fastelavn, og forsigtigt slå til dynen, som forældrene eller børnene sover under.
Herefter hedder det sig, at man skulle op og have et lækkert morgenmåltid, med alt det bedste huset kunne præstere.

 

Himmerland
Vadehavet
Sønderjylland
Bornholm

Hammerknuden nord

Hammerknuden syd

Arrangement: Birk på Hammerknuden

Lav dit eget fastelavnsris og hjælp naturen på Hammerknuden

I vinterferien inviterer Naturstyrelsen Bornholm børnefamilier på en tur ud i Nordbornholms klippefyldte natur, hvor vi hjælper jer med at finde det helt rigtige fastelavnsris.

Vi skærer risene af birketræ og hjælper samtidig Hammerens natur. Birken har det nemlig med at skyde op på Hammerknudens våde hedeområder, hvor den fortrænger plantearter som plettet gøgeurt og rundbladet soldug. Derfor er det vigtigt, at birkeopvæksten holdes nede, så det er et oplagt sted at hente sit fastelavnsris.

Vi mødes på parkeringspladsen ved Sandvig Familiecamping onsdag den 15. februar klokken 10:00. Medbring lille grensaks og snor til at binde risene.