Fiskeørneunge angrebet af duehøg

25-07-2017

Der var dramatik i ørnefamilien i Gribskov i går aftes, da en unge blev angrebet og væltet ud af reden af en duehøg.

Klokken 20.45 mandag aften flyver en duehøg med stor fart imod den ene af fiskeørnens to unger i dens rede. Det lykkes duehøgen af få skubbet ungen halvt ud af reden, og da den ene af forældrene får jaget duehøgen væk, rev duehøgen ungen med ud over kanten på reden. Ungen hang længe med halen stikkende op over redekanten, inden den forsvandt helt ud af reden.

- Det viste sig, at ungen har siddet på en gren lige under reden hele natten, men lidt før kl. 9.30 her til formiddag fik den møvet sig tilbage til reden. Den viser ikke tegn på store skader, men det ser ud til, at den har brug for hvile og venstre øje er lukket meget af tiden, siger skovfoged Jens Ole Andersen, Naturstyrelsen. 

Der er ellers ikke længe tilbage i reden, før ungerne går på vingerne og forlader deres  barndomshjem. I den første tid efter at de har forladt reden, vil forældrene stadig bringe fisk til reden, som ungerne vil hente og spise i reden eller siddende i et af de nærmeste træer. Det første æg klækkede natten mellem d. 6. og 7. juni, så ungerne er i dag 48 dage.

- Vi forventer, at de vil kunne tage de første flyveture senere i denne uge, og vi håber at historien ender lykkeligt. Episoden har givet os et indblik i, hvor barsk naturen kan være, siger Jens Ole Andersen.

Vi havde ikke forventet at ungerne ville blive angrebet på nuværende tidspunkt, men der er andre eksempler på at duehøgen har taget store fugle. Dette eksempel viser, hvor bark naturen kan være.

I Danmark har vi kun ganske få par fiskeørne tilbage. Ørnene er fredet, og de må derfor ikke jages. Du kan læse mere om fiskeørne http://mst.dk/natur-vand/natur/artsleksikon/fugle/fiskeoern/

Se et klip af angrebet fra mandag aften:

Se ørneungens vej tilbage i reden fra tirsdag morgen:

www.nst.dk/fiskeoern kan du følge ørnenene live fra reden.