Ulvepar med hvalpe fanget på vildtkamera

03-07-2017

Tre vestjyske ulvehvalpe er observeret på kamera opstillet af Naturstyrelsen i et naturområde syd for Holstebro.

Vildtkameraet har fanget to hvalpe i forgrunden, og den sidste kan anes i baggrunden. Foto: Naturstyrelsen

De første ulve er begyndt at yngle i Danmark. Et ulvepar i Vestjylland har fået mindst tre hvalpe. Miljøstyrelsen har tidligere registreret ulvepar i området, og det er efter al sandsynlighed samme par, som nu har fået hvalpe.

- Danskerne behøver ikke være at være bange for ulven, fordi der nu er dokumenteret ulvehvalpe. Det gør hverken ulven mere eller mindre problematisk. Derfor gælder den forvaltningsplan for ulv, som blev vedtaget i 2014 stadig, siger fungerende kontorchef i Miljøstyrelsen, Annette Samuelsen.

Yngler i statsligt naturområde

Naturstyrelsen modtog for små to uger siden forlydender om, at der var ulvehvalpe i det pågældende område og satte derfor på Miljøstyrelsens foranledning vildtkameraer op. Et af kameraerne fangede i weekenden tre hvalpe. Billederne er siden blevet verificeret af ulveeksperter fra LUPUS Instituttet, som overvåger og forsker i ulve i Tyskland.

- Det område, hvor ulven nu yngler, er et stort, sammenhængende statsligt naturområde, der er forholdsvist uforstyrret. Ligesom vi beskytter andre fredede dyr, vil vi også tage hensyn til ulvehvalpene. Derfor melder vi ikke ud præcist, hvor billederne er taget, siger skovrider Thomas Borup Svendsen fra Naturstyrelsen i Vestjylland.

Det er mere end 200 år siden, at den sidste registrerede ulv blev skudt i Danmark. Men siden 2012 er ulve igen blevet spottet i landet, de fleste i Vestjylland.

Ulven lever primært af hjortevildt, men hvis ulven nedlægger husdyr, udbetaler Miljøstyrelsen erstatning. Udover erstatningerne giver Miljøstyrelsen tilskud til ulvesikring af hegn for mindre husdyr som får og geder i netop det område ved Holstebro, hvor ulven nu er begyndt at yngle.

Husdyrholdere tilbydes hjælp til at forstærke indhegning, så husdyr sikres mod angreb fra ulve. Ordningen er målrettet indhegning af mindre husdyr, som får og geder, da det typisk er dem, som udsættes for angreb af ulve.

Foreløbigt ser ordningen ud til at virke efter hensigten. Naturstyrelsens lokale ulvekonsulent har i årets første fire måneder konstateret 13 angreb på får indenfor området. Efter ulvesikring af hegn i slutningen af april, har der kun været ét enkelt angreb, og det var et sted, hvor hegnet ikke var monteret korrekt.

Læs mere om ulven i Miljøstyrelsens artsleksikon

Billederne skal krediteres Naturstyrelsen