Fem smukke udflugtsmål nær Folkemødet

15-06-2017

Tag en pause fra debatter og networking, og oplev nogle af Bornholms naturperler inden for en overskuelig afstand af Allinge.

1: Hammershus

Hammershus er Nordeuropas største borgruin og et af Danmarks mest betydningsfulde historiske monumenter. Ruinen ligger isoleret og majestætisk på sin klippeknude 74 meter over havoverfladen. Borgen blev formentlig bygget omkring år 1200 og blev gennem 500 år brugt som fæstning, magasin, statsfængsel og sæde for øens administration. I øjeblikket bygges der øst for ruinen et nyt besøgscenter, doneret af A.P. Møller Fonden.


2: Hammerknuden

Hammerknuden er en kæmpe rundklippe formet af gletsjerne under sidste istid. På Hammerknudens højeste punkt, 82 meter over havet, ligger Hammerfyr. Der er offentlig adgang til fyret, som byder på enestående udsigter over Hammerknudens hedelandskab, skoven, klipperne og havet. På Hammerknuden kan du møde både får, kvæg og geder som græsser og dermed holder landskabet åbent og sikrer en stor biodiversitet.

 

3: Cirkelstien

Cirkelstien binder Allinge-Sandvig sammen med Hammershus og leder gæsterne forbi de mange helleristninger i området og gennem et storslået og varieret landskab. Stien har sit navn fra de tre cirkelformede udsigtsplatforme, som man finder undervejs på stien, hvorfra man kan nyde landskabet. Det tager cirka en time at gå stien. Cirkelstien er skabt af Naturstyrelsen og Realdania.

 

4: Opalsøen

Opalsøen er et varigt minde om stenbrydningstidens storhedstid. Det store hul i Hammerknudens klippe opstod ved bortsprængning af tonsvis af granit. Efter området blev rømmet i 1971, blev hullet langsomt fyldt op med vand.


5: Langebjerg

Fra Langebjerg er der en fremragende udsigt over Allinge-Sandvig mod syd og øst og Hammerknuden mod nordvest. På Langebjerg plejes naturen ved hjælp af græssende får, og derfor kan man være heldig at finde den sjældne orkide hyldegøgeurt og den mere almindelige tyndakset gøgeurt. Ifølge traditionen er det under Langebjerg, at trolden Krølle Bølle bor med sin familie: Faderen Bobbarækus, moderen Bobbasina og søsteren Krølle Borra.

 

Se flere udflugtsmål i naturguiden for Nordbornholm og Hammershus her