Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Kæmpebiller klækker for første gang i årtier

28-06-2017

Arbejdet med at få Europas største bille, eghjorten, genindført i den danske natur er nu kommet et skridt i den rigtige retning. To hanner og to hunner er netop klækket i Dyrehaven efter fire år i jorden.

For første gang i omkring 50 år er der klækket eghjorte i Danmark. Projektet med at opbygge en bestand af Europas største bille i den danske natur blev startet i 2013, hvor der både blev udsat voksne biller og larver. Det er larverne fra denne udsætning, der nu er dukket op af jorden i Jægersborg Dyrehave nord for København.

- Eghjorten er en fantastisk bille, der næsten kan blive 10 centimeter lang og larme som en plæneklipper. Den har en livscyklus, hvor den lever fem år som larve i jorden, inden den forvandles til en voksen bille. Det er fire år siden, vi udsatte larver flere forskellige steder i Jægersborg Dyrehaven, og det er disse larver, vi nu ser dukke op som voksne biller et år før forventet, siger skovrider Hans Henrik Christensen.  

Der er højst sandsynligt flere biller, men der er indtil videre fundet to udklækkede hanner og to hunner i Dyrehaven.

Synligt bevis på biodiversitet
Eghjorten forsvandt fra Danmark for cirka 50 år siden, og den store bille kræver både masser af dødt træ og sollys for at trives. For at give den en hjælpende hånd er eghjorte derfor blevet udsat tre steder i Dyrehaven, hvor der er særligt mange store, gamle egetræer og døde stammer. Der har været net over udsætningsstederne midlertidigt, fordi det øger chancen for, at de fåtallige eghjorte finder hinanden og parrer sig. Desuden beskytter nettet billerne mod naturlige fjender som krager og skader.

- Naturstyrelsen har målrettet arbejdet for at skabe de bedst mulige betingelser for eghjorten ved blandt andet at sørge for, at der kommer lys og dermed varme til de mange gamle veteranegetræer, der findes i Dyrehaven. De nyklækkede eghjorte er et synligt bevis på, at der er en stor biodiversitet lige netop her, og hvis den trives, er der mange andre arter, der også kan trives, siger Hans Henrik Christensen. 

Eghjorte udsender en dyb brummen, når de flyver. Hanbillen har markante kindbakker, der minder om hjortegevirer, og det er disse, der har givet den navnet. Trods den betydelige størrelse er den ganske ufarlig.

Der er indtil nu udsat i alt 275 eghjorte i Dyrehaven

 

Hans Henrik Christensen

Skovrider
Hovedstaden