Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Mød islandske heste få kilometer fra Rådhuspladsen

08-06-2017

En stor flok islandske heste græsser nu på Kalvebod Fælled på Amager for at forbedre forholdene for områdets unikke fugleliv.

islandskeheste_1920

Blot en halvtimes cykeltur fra Rådhuspladsen i København kan du nu nyde synet af en stor flok islandske heste, der går og græsser. De er netop blevet sat ud på engene på Kalvebod Fælled, der er en del af Naturpark Amager - et 3.500 hektar sammenhængende landskab med storslået natur og en fantastisk kyststrækning på den sydligste del af Amager. I alt 75 heste skal sammen med en flok Galloway kvæg pleje strandengene, så vadefugle som engryle, rødben, vibe og brushane har de bedste forhold til at yngle og søge føde.

- Det er et skønt og anderledes at se 75 islandske heste, der nyder livet på engene, mens de hjælper vadefugle. Islandske heste er nøjsomme dyr, og samtidig er de ikke kræsne. Selv stride græsser, som andre hesteracer og kreaturer lader stå, æder de med velbehag, siger Jes Aagaard, Naturvejleder i Naturstyrelsen Hovedstaden.

Få øje på hestene

Du kan opleve synet af de islandske heste ved strandengene omkring Klydesø. Enten fra Reservatvej eller fra fugletårnene på Dæmningen. Det er ikke tilladt at færdes på strandengene, hvor hestene går, da det er den del af Kalvebod Fælled, hvor der er færdselsforbud hele året. Her har fuglene helle. Hestene må heller ikke fodres.

Hestene er ejet af en lokal forpagter og græsser på er areal svarende til 300-400 hektar. De kan opleves helt frem til november, hvor de flytter tilbage til stalde, når området bliver for vådt.    

Fakta: Naturpark Amager

  • 3.500 ha sammenhængende naturlandskab.
  • 25 km kystlinje fra Islands Brygge til Dragør.
  • 300 eller flere fuglearter kan træffes i den varierede natur.
  • 450 plantearter, hvoraf nogle er meget sjældne.
  • Mulighed for at overnatte i shelters og på lejrpladser.
  • Mange hundrede kilometer cykel og vandresti.

Læs mere i naturguiden for Naturpark Amager.  

 

 

Jes Aagaard

Naturvejleder
Hovedstaden