Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hugorme solbader i marts

09-03-2017

Hanhugorme kommer lige nu frem fra deres vinterdvale for at varme op til parring

Hugormene kommer normalt frem fra vinterskjulet på forårets første solskinsdage. Hannerne kommer altid først, for de skal bruge solvarmen til at modne deres sædceller efter at have ligget i dvale siden oktober. Hunnerne dukker op cirka en måned senere.

- Lige nu erhanhugormene ivrige efter at få sol. Hvis du gerne vil se en hugorm, så snig dig ud en dag med sol, og stil dig i skovbrynet, kanten af mosen, klitten eller andre egnede steder, hvor der er læ. List dig STILLE afsted og lur, hvor solen kan skinne og der samtidig er dækning for de mange fjender – dér ligger hugormen og solbader, fortæller naturvejleder Jan Kjærgaard fra Naturstyrelsen Søhøjlandet.   

Husk at holde afstand, for hugormens gift kan i værste fald være livsfarlig. Man skal passe ekstra på hugormene om foråret, fordi de er kolde. Det gør hugormen langsom, og så kan det være den bider, fordi den ikke kan nå at flygte. Om sommeren er hugormene varme og hurtige, og så når de oftest at gemme sig længe inden, man kommer i nærheden.

Brydekamp i skovbunden
- Her i marts solbader hanhugormen blot. Omkring 1. april kommer hunnerne også frem og midt i april, skifter hannerne ham og får den flotte parringsdragt på – og så går det løs.  Nu søger hannerne rundt i egnen efter parringsvillige hunner. Da hunnerne kun parrer sig hvert andet år, kan der nemt blive kamp om dem. Derfor kan man også se to hanner, der snor sig sammen og brydes. Det svarer nærmest til, når vi lægger arm. Vinderen er den, der bedst modstår presset, siger Jan Kjærgaard.

Ved slutningen af parringstiden, omkring 1. juni får hannerne endelig tid til at æde. På det tidspunkt har de fastet i otte hele måneder. Det kan de holde til, fordi de er vekselvarme dyr. De bruger solen til at varme sig op i stedet for at ”spilde” værdifuld føde på at holde en høj temperatur.  

Resultatet af alle hugormens anstrengelser kommer først til august, hvor hunnerne føder 6-8 nydelige små unger, der straks kan klare sig selv.

Læs mere om hugormen i artsleksikonet