Nye jægere kan komme på gratis jagt

19-10-2017

I år er der oprettet ca. 1.000 pladser på de såkaldte nyjægerjagter. Dermed får flere nye jægere end sidste år mulighed for at komme med Naturstyrelsens erfarne jægere på jagt i en af statens skove.

Nye jægere kan komme med Naturstyrelsens erfarne jægere på jagt i en af statens skove. Foto: Colourbox.com

Den 1. oktober gik jagtsæsonen ind på rådyr, skovsneppe og fasan. Og for tusindvis af jægere er det den første jagtsæson, efter de har taget deres jagttegn og bestået haglskydeprøven. I år er der oprettet ca.1.000 pladser på de såkaldte nyjægerjagter, der bliver afholdt i statens skove af Naturstyrelsen. 

På en nyjægerjagt kan nye jægere både få de første konkrete erfaringer med at gå på jagt samtidig med, at de får en god introduktion til både sikkerhed og god skik på jagter. I alt er der oprettet cirka 1.000 pladser fordelt på 51 jagter, der bliver afholdt fra slutningen af oktober og frem til midt i januar næste år.

Tilbuddet om at komme med på en nyjægerjagt gælder i 18 måneder efter, at man har bestået haglskydeprøven. Ifølge tal fra Miljøstyrelsen vil godt 3.300 jægere få tilbud om at deltage i en nyjægerjagt. Nyjægerjagterne er finansieret via jagttegnsmidlerne. Nyjægerjagter er hagljagter, og jagterne bliver afviklet på hverdage af hensyn til skovens andre gæster.

Sådan tilmelder du dig til nyjægerjagt:

Tilmelding sker via Mit jagttegn, hvor du kan se, hvor der er plads på nyjægerjagter.

Du skal have bestået jagtprøven efter den 1. januar 2015 og efterfølgende have bestået haglskydeprøven. Der bliver via E-boks sendt en direkte besked ud til alle, der opfylder ovenstående betingelser, med tilbud om at deltage i en nyjægerjagt. Du kan frit vælge, hvor i landet du vil med, så længe der er ledige pladser.