Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Vi er vilde med at overnatte i den danske natur

12-10-2017

156.000 danskere har indtil nu booket en af Naturstyrelsens store lejrpladser i 2017. Det er det største antal nogensinde. De statslige skove og naturområder har åbent hele døgnet rundt – også i efterårsferien.

At vågne midt i naturen til frisk luft og fuglefløjt er populært blandt mange danskere. Nye tal viser, at der indtil nu i 2017 er booket mere end 156.000 overnatninger på en af Naturstyrelsens store lejrpladser. Det svarer til en stigning på 40-50 procent de seneste fem år.

- Vi har de seneste år oplevet en stigning i antallet af mennesker, der overnatter i de statslige skove og naturområder. Det er især shelters, hvor man sover i naturen under et åbent halvtag, der er populære. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at folk gerne vil have mere actionprægede aktiviteter og "eksotiske" oplevelser i naturen. Når man vælger at overnatte i naturen, får man hele pakken. Det er en kontrast til hverdagslivet at lave mad over bål og krybe i soveposen, når solen går ned, siger kontorchef i Naturstyrelsen Mads Jensen.

Naturstyrelsen oplever også, at brugerne i stigende grad efterspørger muligheden for at booke en lejrplads og dermed have bedre mulighed for at planlægge en tur. Statens skove og naturområder rummer foruden de store lejrpladser også adskillige mindre lejrpladser og shelters, der ikke kræver booking, og hvor alle må overnatte efter først-til-mølle-princippet.

- Vi har en vigtig rolle med at få benyttelse og beskyttelse til at gå hånd i hånd. Folk efterspørger valgmuligheder, samtidigt med at hensynet til naturen altid skal tænkes ind. Naturstyrelsen har siden årtusindskiftet arbejdet med at skabe forskellige former for overnatning, så der er noget for såvel børnefamilien, den store gruppe som den selvstændige friluftsentusiast.  Derfor har vi også udvidet vores ordning med Fri teltning gennem de sidste par år, så man nu kan slå sit eget telt op i 201 skove, siger Mads Jensen.

Hvis man foretrækker frit kig til stjernerne, kan man rulle soveposen ud i skovbunden i alle statens skove og naturområder uden at skulle have tilladelse.

På  www.udinaturen.dk  kan man se et bredt udsnit af overnatningsmuligheder, som Naturstyrelsen stiller til rådighed for alle.

Huskeliste til overnatning i naturen i efterårsferien:

  1. Varm sovepose og underlag
  2. Varmt og vindtæt tøj
  3. Tørt brænde
  4. Lommelygte
  5. Skumfiduser og mariekiks

Fakta: Overnatning i statens skove og naturområder

- Borgerne kan frit sove i sovepose i skovbunden uden at skulle have tilladelse.

- Borgerne kan frit telte i 201 skove uden at skulle have tilladelse. Teltene skal dog bl.a. være uden for synsvidde af drifts- og beboelsesbygninger, herunder for eksempel naboer og campingpladser samt bilveje.

- Borgerne kan frit telte på omkring 250 ”Små lejrpladser”. Disse pladser er rettet mod en familie på op til 7-8 personer. På en mindre del af disse pladser er der også shelters.

- Større grupper kan, når de på forhånd har booket, frit telte på omkring 150 ”Store lejrpladser”. Pladserne har typisk flere shelters, bålplads og andre faciliteter med god plads til for eksempel skoler, foreninger, børneinstitutioner og organisationer, men pladserne bliver også brugt af familier og andre større grupper.

Mads Jensen

Kontorchef
Naturstyrelsen