Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Alhedens Plantager Karup

19-12-2008

Vandretursfolder nr. 74





Udgivet af Naturstyrelsen, 1993. Må citeres mod kildeangivelse.

Statens skovtilplantning på de jyske heder
I 1788 gav kongen ordre til at udføre de første hedetilplantninger, det der blev til Alhedens Kongeskov (Stendal, Havredal og Ulvedal plantager). Målet var at producere træ og at skabe læ til den opdyrkning af Alheden, som havde været i gang siden 1759.
De første, som forsøgte at opdyrke heden, var familier fra omegnen af Frankfurt, som mod løfte om skattefrihed og anden hjælp havde taget mod tilbuddet om at slå sig ned i Jylland. Familierne blev indkvarteret i midlertidige jordhytter i de første kolonibyer: Grønhøj og Havredal.

Året efter begyndte de at bryde heden op, og de såede korn og lagde kartofler, som de havde indkøbt i Slesvig og Hamborg. Kartoffeldyrkning var ukendt i Midtjylland på den tid, og den skaffede kolonisterne tilnavnet "kartoffeltyskere". De fik efterhånden bygget gårde, købt dyr og redskaber, men udbyttet var magert, og i 1786 havde mange af kolonisterne givet op og var rejst.

Man var klar over, at den læ træplantning giver, havde gavnlig virkning på agerbruget, men alle hidtidige forsøg på skovtilplantning var mislykkedes. Jorden, som 100-200 år tidligere var skovbevokset, var blevet udpint ved dyrkning og ved brug af lyng og lyngtørv. På foranledning af den lokale koloniforvalter kom der dog skred i tankerne om skovtilplantning, og den 4. juni 1788 underskrev Christian VII en resolution om: "at et forsøg foretages til skovs anlæg og plantning på dertil tjenlige strækninger i Alheden".

Samme år udstak forstinspektør Brüel grænsen for den første plantage på 40 tdr. land, knap 1 km vest for kolonigården Stendalgård. Arealet var afstået af kolonisterne i Havredal. Året efter rejstes der et lyngtørvsdige om arealet (tur 3), og da det var for vanskeligt at pløje lyngen, blev der hakket huller på 3 x 3 fod, hvori der blev sået granfrø fra Norge og lokalt indsamlet birkefrø.

I 1790 blev et areal ved Davrehøj inddiget og tilsået med skovfyr og birk fra Nordtyskland. Frøet spirede og skovanlægget var i gang. I løbet af 40 år var hele Kongeskoven inddiget og tilsået. I starten indtoges hvert år et stykke hede til besåning med skovfrø, efter at det var indhegnet med et dige af lyngtørv for at beskytte de små planter mod græssende kvæg og får og mod den rå blæst. Det var dog ikke rationelt og derfor tilkøbtes arealer, så der kunne "kombineres en plantage af god geometrisk form"; på den måde kunne indhegningen reduceres til et yderhegn. Digerne er markeret på detailkortet, hvor de forskellige inddigninger kan ses. Diget omkring Stendalgård er af sten og markererede skovriderens tjenestejord. Kalvekrogen i den nordlige del af Stendal Plantage har måske været et område, hvor hedebøndernes kalve kunne få læ.

Frederik VI var meget optaget af plantagernes anlæg og udvikling. Han besøgte derfor plantagerne 5 gange fra 1820-28.

Alhedens Kongeskov eller Alhedens skovpart, som den hedder i statsskovvæsenets administration, fremtræder i dag som en velfungerende skov med et godt skovklima. Man vil bl.a. flere steder kunne se nåletræerne så sig selv under de gamle træer, hvilket er et tydeligt bevis for den udvikling, der har været siden de første bevoksninger blev til under besvær.

Plantagerne drives først og fremmest med vedproduktion for øje, men samtidig tages der ved skovdriften vide hensyn til skovens udseende og til bevaring af kulturhistoriske værdier. Det tilstræbes bl.a. at opbygge et løvtræsskelet i og omkring skoven. Dette sker både af hensyn til skovens stabilitet og for at skabe mere variation i skovbilledet. De forskellige nåltræarter vil stadig være dominerende i plantagen for at sikre en høj vedproduktion, hvilket også var det oprindelige mål med tilplantningen. Man har tidligere satset meget på rødgran og ædelgran som produktionstræarter men bruger nu også bl.a. douglasgran og sitkagran. Resultatet vil blive bevoksninger, der består af en blanding af forskellige nåletræarter, eg og bøg.

Distriktet har siden midten af 50'erne arbejdet med de såkaldte kulisseforyngelser, hvor de gamle træer fjernes stribevis i øst-vestgående rækker startende nordfra (tur 3 og 4). På denne måde opretholdes der et skovklima for de nyplantede træer. Plantagerne ligger på overgangen fra endemoræne (hovedisrandslinien) til hedesletten, og den er gennemskåret på tværs af flere smeltevandsdale.

Mest karakteristisk er Stendalen. Her er i midten af 1800-tallet blev etableret en sti med rekreativt formål; det viser, at skoven også tidligere har haft værdi som andet end kilde til træproduktion. Som alle andre steder i skoven skifter stien karakter med tiden. I øjeblikket er området hyggeligt beskyttet af 60-årige graner, hvorigennem man kan skimte bækløbet i bunden af dalen. Når bevoksningen fældes om 10-20 år vil udsigten blive en helt anden.

Plantagerne er etableret på tidligere hede og dermed på udpint jord. I forbindelse med tilplantning på marginal landbrugsjord kan man bruge erfaringer, der er indhøstet her gennem 200 år. Man kan se, hvorledes forskellige træarter vil kunne gro og hvilken skov man kan få opbygget i tidens løb.

Da plantagerne i sin tid blev til, benyttede man såning af træfrø. Det viste sig være en usikker metode. I moderne skovbrug planter man træerne, når de er ca. 4 år gamle. I Stendal Plantage findes en mindre planteskole, der stort set forsyner Viborg Statsskovdistrikt med planter.


Historiske mindesmærker
Fra historisk tid har Alhedens Kongeskov ikke blot bevaret minderne om skovens tilblivelse: Digerne, men også de tidligere kulturspor, hvor især kan nævnes et gammelt vejnet bestående af spor, hulveje og vad, der kan sættes i forbindelse med Hærvejsstrøget og lokale trafikbehov.

Den kongelige vildtbane (jagtområde) fra Frederik II's tid havde sin østre ende midt i Stendal Plantage, hvor der findes to lange faldgruber med forbindelse med vold på østsiden, også kaldet ulvegrøften (tur 3). Dette navn har måske forbindelse med de klapjagter, der blev holdt på ulve i 1700-tallet. Stednavnet på kæmpehøjen Ståhøj kan vise hen til ordet stade, der angiver samlingsplads for kreaturer. Det viser, at området før skovplantningen benyttedes til græsning. Måske står en stensat brønd, der endnu holder vand, i forbindelse med hyrdelivet (tur 2). At dette ikke har været ganske ufarligt, i hvert fald for dyrene, viser navnet Ulvedal.

Mange af statsskovvæsenets bygninger har efterhånden så mange år på bagen, at de bør regnes for mindesmærker, heriblandt det nuværende Stendalgård og skovfogedhuset i Ulvedal, bygget af den store arkitekt Hack Kampmann. Men også de øvrige tjenesteboliger er endnu levende vidnesbyrd om en tid, hvor lønnen hovedsageligt bestod af det, tjenestejorden kunne yde, hvorfor boligerne også måtte have lade og stald knyttet til sig.


Gravhøjene og langdyssen

Langs østkanten af Havredal Plantage ligger et markant bælte af mere end 50 gravhøje (tur 1). De har meget forskellig størrelse og udseende; de mindste opdager man knap, og den største, Store Ståhøj, er 3½ meter høj (tur 2). Toppen af den er det højeste punkt i hele skoven.

Gravhøjene er fredede, så vi ved ikke, hvad de rummer, men vi kan gætte os til en hel del, for højene udgør den sydligste del af en række, der har strakt sig i lige linie 5 km nordpå. Der er nu kun ganske få tilbage af dem, der har ligget uden for plantagen; nogle er helt enkelt blevet overpløjet, andre er forsvundet ved vej- og jernbaneanlæg. Men heldigvis er de fleste af dem forinden blevet udgravet af Nationalmuseet. Herfra ved vi, at højene i stenalderen har været ret små og lave, netop som de uanseeligste af dem, der er tilbage i Havredal Plantage. De er bygget af sand og var græs- eller lyngbevoksede.

Nedgravet i en flad grube af undergrunden lå graven, en trækiste på ca. 3/4 x 2 meter med den døde liggende på siden med benene trukket op til brystet. Var det en mand lå hovedet mod vest, var det en kvinde lå hovedet mod øst; blikket var altid rettet mod syd. Med sig i graven havde de næsten altid en flække, og manden kunne desuden have en flint- eller stenøkse, kvinden nogle ravperler. I tidens løb er højene blevet brugt flere gange, og mere sand, stenlag eller hele stenbunker blev lagt ovenpå i løbet af de følgende 1000 år, dvs. i slutningen af stenalderen og i bronzealderen. Højrækken ligger nedenfor morænebakkerne lige på grænsen til den flade hedeslette.

Vi ved ikke, om stenalderfolkene har lagt den langs et vejforløb, i kanten af bevoksning af en bestemt type eller hvad årsagen kan være til, at de følger en så ret linie. Der er ikke fundet nogen bopladser i nærheden, og området mellem Havredal og Bruunshåb er så ekstremt rigt på høje, at man næsten ikke kan forestille sig, at der var plads til så mange mennesker, selvom højene er anlagt indenfor et tidsrum på 200-300 år. I Stendal Plantage holder rækken af gravhøje op; i stedet er der en lille klynge gravhøje, som alle er meget små. De indeholder næppe mere end 1 eller 2 stenalderbegravelser (tur 3).

Der er meget få steder i landet, hvor disse helt små høje er bevaret. Området har næppe nogensinde været intenst opdyrket, for der skal ikke meget til at jævne dem med jorden. Derfor er oldtidsmindene i Stendal og Havredal plantager ikke ubetydelige, men netop på grund af den beskedne størrelse enestående.

En helt anden gravtype møder man i Ulvedal Plantage: Langdyssen, Jens Langknivs røverhule (tur 4). I kanten af langdyssen står der 62 næsten mandshøje sten, og fra nordøstsiden kan man komme ind i 2 små kamre, desværre uden dæksten, så den uhyggelige stemning er forlængst blæst bort.

Gravkamrene stammer fra tiden før de små enkeltgravshøje, men de har også været benyttet i senere tider. Det eneste arkæologerne har fundet, er nemlig en flintdolk og et bronzearmbånd, alle de fine slebne flintøkser, dekorerede krukker og ravsmykker, som oprindelig har været der, er forlængst forsvundet. Gravkamre har altid været meget udsatte for gravrøvere - det behøver såmænd ikke være Jens Langkniv, der har pyntet sig med ravkæderne.


Vandretur Tur 1: Kæmpehøje - Havredal Plantage (ca. 2 km, ca. 1/2 times gang)
Turen går fra P1 mod nord. Turen krydser ind gennem en nåleskov langs et bredt bælte af kæmpehøje. På ruten tilbage passeres en bøgebevoksning. Turen starter og slutter langs asfaltvejen.


Tur 2: Stendalsturen - (ca. 3,5 km, 1 1/2 times gang)
Turen går fra P1 mod syd. Hvor ruten drejer fra Stendalvej ses 4 diger, der støder sammen. Herfra gås over Dovrehøj, igennem Kalvekrogen til Norskestien nord om Stendalen. Efter at broen er krydset, fortsættes syd om Stendalen langs en smuk skovsø. En stensat brønd passeres på vejen tilbage til P-pladsen.


Tur 3: Stendal plantage - (ca. 6 km, 2 timers gang)
Turen udgår fra P2 og P3. På turen passeres Cramers Mose, et åbent areal med flere kæmpehøje, gammel bøgeskov, hulveje, Norskestien langs Stendalen, det vestlige skovdige med udsigt over marker, plantagens først tilplantede areal omgivet af lyngtørvsdiger, mindesten for plantagens start, en vildtbanegrøft og løvtræsbæltet mod skovens sydkant. Turen kan halveres ved at dreje mod syd fra Norskestien ved afmærkningen. Ved Jagtjunkervej drejes til venstre mod Stendalgård. Stendalvej fører til P3, og Papsøvej fører til P2.


Tur 4: Ulvedal plantage - (ca. 4,5 km, 1 3/4 times gang)
Turen udgår fra P4 og P5. Turen fører til Jens Langknivs Røverhule (langdyssen), Bredemose med hulveje og diger, en rødgranbevoksning med gamle skovfyr og over Krogdalen. Langs
Gl. Karupvej ses 70-80 år gamle nobilis og ædelgraner.


Offentlig transport
Bus 53 (Viborg - Karup - Herning) kører ad Havredalsvej.
Bus 78 (Kjellerup - Frederiks - Karup) kører ad Ulvedalsvej.
Bus 916 (Vejle - Viborg) kører ad hovedvej 13 forbi Papsøvej.


Administration
Alhedens plantager forvaltes af Naturstyrelsen i Midtjylland .

Til naturguider

Naturguider

Find inspiration i vores naturguider til at tage ud og opleve Danmarks mangfoldige natur.

Find naturguide

Ture i private skove

Dansk Skovforening udgiver foldere med vandreture i skove, som ejes af private, kommuner og stiftelser. I private skove må du færdes på veje og stier fra kl. 6 til solnedgang. Husk, at hunde altid skal føres i snor.
Folderne med ture i private skove er udgivet med støtte fra Naturstyrelsen. Find dem på 
Dansk Skovforenings hjemmeside