Teglstrup Hegn Hellebæk Skov

19-12-2008

Vandretursfolder nr. 4

Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov, der tilsammen er på 806 ha, er en del af Kronborg Statsskovdistrikt (på i alt ca. 4.500 ha).

Skovene ligger i et særpræget terræn, der er kendetegnet af sydøst-nordvest orienterede, parallelt løbende bakker med mellemliggende, smalle moser eller søfyldte lavninger. Disse landskabsformer er dannet for ca. 12.000 år siden under et fremstød mod nord af istidens sidste ismasser i Danmark, den såkaldte Øresundsgletscher.

Langs Øresundskysten udgør stenalderhavets hævede klinter et karakteristisk træk i kystlandskabet, adskilt fra nutidens kystlinje ved en smal terrasse af hævet havbund, der blandt andet giver plads til Strandvejen. l slutningen af 1700-tallet strakte skovene sig langt ud over sine nuværende grænser, men var overvejende af en ringe beskaffenhed, da de var præget af den daværende driftsform.

Skovene fungerede dengang som nu som producenter af gavntræ og brænde, men leverede samtidigt græsningsarealer for kreaturerne, der gik ude en stor del af året. Afgræsningen omfattede også nye fremspirende træer, således at der ikke fremvoksede nye træer til erstatning for dem, der blev fældet.

For at afhjælpe denne situation blev der i 1805 vedtaget en lov, hvorefter landbrug og skovbrug skulle adskilles og kreaturgræsningen i skovene ophøre. Som værn mod kreaturernes indtrængen i skovene blev disse indhegnet med de stendiger og jordvolde, der stadig ses som skovenes grænse mod de tilstødende agerjorder.

l årene efter 1805 kom der gang i tilplantningsarbejdet; således blev der i de følgende 14 år alene i Teglstrup Hegn tilplantet 166 ha eller omkring 30% af skovens areal med forskellige nåletræarter, hvoraf hovedparten er rødgran. l de følgende 40 år har man frembragt samtlige nuværende ældre bøgebevoksninger nord og syd for Gamle Hellebækvej.

Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov fremstår i dag som blandingsskove af løv- og nåletræ, hvor løvtræet (fortrinsvis bøg) dominerer nærmest kysten og på den højereliggende bund. Nåletræet er overvejende indplantet i moserne, men omkring Sortesø, Klaresø, Hvidlykkedam og Kobberdam findes store partier af birk og el, der har været den oprindeligt forekommende vegetation på disse arealer.

Hammermøllen
Da Frederik Il begyndte opførelsen af Kronborg Slot i 1574, fik man brug for vanddrevne møller og smedjer. Terrænet i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov med de mange smalle moser og søfyldte lavninger, beliggende mellem højderygge, gjorde det relativt nemt ved hjælp af dæmninger og kanaler at skabe mølledamme til en kontinuerlig vandforsyning af møllerne, der blev anlagt omkring Hellebækken.

I perioden 1597-1600 anlagdes her Kronens våben- og metalværksted, kobber, støbe- og valsemøller samt en hammermølle.

Omkring disse møller opstod Hellebæk by, hvor fabrikker og beboelse udgjorde en samlet enhed, sådan som det kendes fra samtidige, tidligere industricentre, f.eks. omkring Mølleåen. Den nuværende Hammermølle blev opført i år 1765. Her fremstilledes indtil år 1870 gevær- og pistolløb, der i andre møller blev slebet og boret før endelige prøveskydning, der fandt sted i Probérhuset, der ligger på den anden side af jernbanen ca. 250 m. nord for Hammermøllen. Den årlige produktion var på 3-6.000 geværer. Hellebæk - Aalsgaard Egnshistoriske Forening begyndte i 1960 i samarbejde med Nationalmuseet og Kronborg Statsskovdistrikt arbejdet med at restaurere møllen.

Ved efterfølgende udgravninger fandt man så velbevarede fundamenter og rester af de gamle møllehjul og af hammerværket, at det, sammenholdt med gamle tegninger og billeder, var muligt at udføre arbejdstegninger for den videre restaurering, der er helt i overensstemmelse med Hammermøllens oprindelige mål. Egetræet, der er anvendt ved rekonstruktionen af møllehjulene og hammerværket, er leveret af Kronborg Statsskovdistrikt. Hammermøllen blev indviet i sin nuværende skikkelse den 10. november 1982.

Med udgangspunkt i parkeringspladserne kan De ved at følge de gule rutemarkeringer selv kombinere en tur, der på grund af terrænets afvekslende og spændende karakter vil være rig på oplevelser uanset rutevalg.

Det anbefales, at De kombinerer et besøg ved Hammermøllen med en spadseretur rundt om den idylliske Bondedam, der leverer vandkraft til at drive møllehjulene.

Trafikforbindelser
Tog fra Helsingør til Gilleleje (Hellebæk St).
Busrute 340 fra Helsingør til Gilleleje.

Hunde må medtages i snor
Hellebæk Skov: Hele arealet nordøst for jernbanen.
Teglstrup Hegn: Hele arealet nordøst for Gl. Hellebækvej.


Administration
Teglstrup Hegn, Hellebæk Skov forvaltes af  Skov- og Naturstyrelsen, Øresund, tlf. 49 70 90 90.

Vandreture i statsskovene
Teglstrup Hegn, Hellebæk Skov er nr. 4 i serien af vandretursfoldere og findes også i en trykt udgave. Yderligere oplysninger om denne og de øvrige mere end 100 foldere .


Udgivet af Naturstyrelsen, 1999. Må citeres mod kildeangivelse.


Se mere om området på

Lokalfoldere: Hellebæk Kohave

Teglstrup Hegn Hellebæk Skov