Holsteinborg Nor

16-03-2009
  • Jagt
  • Natur, planter og dyr
  • Storstrøm
  • Folder
  • Reservater
  • Publikation

Reservatfolder - nr. 93

Tegnet af Jens Overgård Christensen

Landskabet
Holsteinborg Nor er et lavvandet farvand på den sydvestsjællandske kyst ca. 20 km vest for Næstved. Noret afgrænses mod Smålandsfarvandet af Glænø, Glænø Stenfed og Glænø Østerfed. Noret har forbindelse med Smålandsfarvandet gennem to smalle løb mellem henholdsvis Østerfed og Bisserup Havn og mellem Østerfed og Stenfed. Feddene forandres imidlertid til stadighed som følge af materialevandringer fra vest mod øst. Vest for Holsteinborg Nor ligger et af landets ældste vildtreservater, Basnæs Nor Vildtreservat. Norene deles af vejdæmningen til Glænø. Store dele af Holsteinborg Nor tørlægges i perioder, og på de blotlagte flader af sand og mudder er der en stor produktion af fødeemner for fugle.
Fuglene
Reservatet rummer sammen med det tilstødende Basnæs Nor et særdeles rigt fugleliv.

De almindeligste ynglefugle er ederfugl, sølvmåge, stormmåge, hættemåge, havterne og knopsvane. Derudover er der hvert år ynglepar af flere forskellige ande- og vadefugle.

På Ormø findes landets næststørste skarvkoloni med omkring 4500 par. Samme sted ruger 150-200 par fiskehejrer.

Området benyttes hvert år af et stort antal trækfugle, der raster i området. De mest talrige arter er grågås, kanadagås, gråand, pibeand, krikand, knopsvane, vibe, ryle og hjejle.

Af andre arter kan nævnes sangsvane, sædgås, bramgås, spidsand, blishøne, lille kobbersneppe og stor regnspove.

Vildtreservat
Miljø- og Energiministeren har med virkning fra 1. september 1999 udlagt Holsteinborg Nor som vildtreservat. Reservatordningen indebærer, at jagt er forbudt i Holsteinborg Indernor. På øerne er jagt på vandfugle forbudt. Jagt fra motordrevet fartøj, sejlads med mere end 5 knob og brætsejlads er forbudt i hele noret. Herudover gælder, at færdsel på Ormø og Fuglehøj er forbudt uden ejerens tilladelse. Reservatet omfatter 659 ha, heraf er 14 ha landareal.

Tegnet af Jens Overgård Christensen

kort

Nye reservater for vandfugle

Folketinget besluttede med vedtagelsen af lov om jagt og vildtforvaltning i 1993 at fuglebeskyttelsen i de danske Ef-fuglebeskyttelsesområder skulle styrkes. Holsteinborg Nor Vildtreservat er et af ca. 50 reservater, der bliver oprettet eller udvidet inden år 2001 for at føre denne beslutning ud i livet.

De nye reservater udbygger det eksisterende netværk for ynglende og trækkende vandfugle i Danmark. Reservaterne er fristeder, hvor fuglene har fred til at raste og søge føde.

Det forventes - blandt andet på baggrund af erfaringer fra forsøgsreservater i Limfjorden og ved Møn - at reservaterne vil medføre, at flere fugle opholder sig i områderne i længere tid. Samtidig kan både jægere og andre naturinteresserede glæde sig over, at mulighederne for gode naturoplevelser vil blive større.

Effekten af reservaterne bliver fulgt gennem et overvågningsprogram, som Danmarks Miljøundersøgelser gennemfører for Naturstyrelsen.

Tegnet af Jens Overgård Christensen

Naturområder

Gribskov. Foto: Tobias Markussen

Find inspiration til at tage ud og opleve Danmarks mangfoldige natur.

Find naturområde