Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Alger i badevandet

Sidst på badesæsonen kan vind- og vejrforhold betyde, at badevandet omkring Danmark får et meget stort indhold af alger, som kan være til gene for mennesker og dyr.

Gode algeråd

  • Hvis vandet er varmt og vejret er godt, kan der være alger i juli og august.
  • Hold øje med skilte, der fraråder badning.
  • Gå ud i vandet til knæene og kik på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.
  • Bad ikke ved kraftigt skum i vandet, det kan være algeopblomstringer.
  • Hold børn og dyr væk fra skumdannelser på stranden. Det kan være døde alger.
  • Hold øje med kommunens hjemmeside.

OBS: Alle kommuner skal løbende kontrollere deres badevand og advare de badende, hvis der er for store mængder af alger.


Værd at vide om alger

Hvornår?

Algerne kræver så høje vandtemperaturer, at de i Danmark trives bedst i juli og august. Varmen får dem til at formere sig, og når vejrforholdene er stille, samler de sig i vandoverfladen – ofte ret pludseligt.

Hvor?

Algerne er primært et problem i Østersøen og i søer, og de bliver med østenvind drevet ind til danske farvande og op gennem Øresund og Bælterne. De forekommer normalt kun i de sydlige farvande.

Hvordan ser det ud?

Når algerne optræder i store mængder, vil de som regel ligne en film af maling på vandoverfladen – eller et lagt af meget fint andemad. Det kan også klumpe sig sammen i tykkere lag på overfladen eller danne skum. Alger, der bliver skyllet op på stranden, vil ligne skum.

Hvad er alger?

Alger er en fælles betegnelse for cyano-bakterier og planktonalger. Deres celler har små hulrum med luft i, der gør dem i stand til at bevæge sig i vandet. Alger findes i mange varianter: Grønne, røde, gule, brune, grålige og blågrønne. Paradoksalt nok er de ikke rigtig til at kende på farven. Blågrønne alger, der skaber mest ravage, kan være grønne, blå-grønne, men også gullige eller røde.

Er de giftige?

Langt de fleste alger er ufarlige, men der er giftige arter, f.eks. de blå-grønne (cyano-bakterier). De kan selv i lave koncentrationer forgifte f.eks. muslinger. Men for den almindelige badende er også de giftige alger i reglen harmløse, fordi deres gift bliver fortyndet i vandet. Kun når der opstår meget store opblomstringer af giftige alger, kan de udskille så meget gift, at det bliver et sundhedsproblem for mennesker og dyr. Jo flere blågrønne alger, jo større risiko for forgiftning. Største gift-koncentrationer finder man i det skum, der dannes, når de blågrønne alger skyller ind på kyster og søbredder og begynder at dø.

Hvornår er man forgiftet?

Man kan få gift fra alger på flere måder. Hyppigst vil de berøre huden og give kløe eller irritation. Men de kan blive optaget ved, at man kommer til at sluge vand – eller man kommer til at indånde forstøvede alger, der ligger på stranden. Symptomerne på algeforgiftning er: hovedpine, hudirritation, feber, kvalme, diarré. Ingen mennesker er døde af algeforgiftning i Danmark, men hvis du oplever symptomer på algeforgiftning, bør du overveje af søge læge.

Svage grupper

Børn skal passe mere på end voksne. De vil reagere på mindre mængder gift, fordi de er små – og de vil gennem deres leg i vandet og på stranden være mere udsatte for algerne. Lad derfor ikke børn lege i algefyldt vand – og hold dem væk fra skumansamlinger på stranden. Også mennesker, der i forvejen er svækkede eller allergiske, skal holde sig væk fra algerne.

Dyr

Fugle, kvæg og hunde er udsatte, fordi de ofte drikker store mængder vand fra søer og kyster. De bør derfor holdes fra kysterne og fra døde alger på sø- eller strandbredden.

Overvågning

Kommunerne foretager løbende kontrol af badevandskvaliteten. De vil meddele, når der er for store mængder alger i badevandet. Også Naturstyrelsens miljøcentre følger situationen.

Mere information