Skovens Historie

Historisk oversigt – tilplantningen af Klosterhedens skovdistrikt belyst gennem driftsplanerne.

Med Christian 7. resolution af 4. juni 1788 var startskuddet givet for skovtilplantningen af de udstrakte heder i Vestjylland. De første skovanlæg blev etableret på Alheden – Stendal Plantage syd for Viborg - og i de følgende århundrede rullede tilplantningen efter mange startvanskeligheder, men også forstærkede ønsker til en bedre udnyttelse, langsomt mod vest.

Hundrede år senere var man nået til egnene vest for Holstebro. I årene 1880-1891 opkøbte staten en mængde større og mindre hedeparceller – i alt ca. 2700 ha - i Klosterheden og Kronheden. Parcellerne hørte til gårde og huse i det dengang øde hedeareal. De erhvervede arealer henlå i det væsentlige udyrkede i lyng. Kun godt 110 ha omkring Hulvej i skovens østligste del og et lille areal ved Sønderby var tilplantet nogle år forinden af de tidligere ejere. De spredte ege og ædelgran i Egehaven er fra den tid.

I 1886 var det bevoksede areal – fortrinsvis bjergfyr – på ca. 146 ha – dvs. ca. 5% af det samlede areal på 2708 ha. De flotte ca. 25 meter høje blandingsbevoksninger i afd. 506-507 og 511-512 med rødgran og ædelgran/nordmannsgran, som i dag udgør ca. 35 ha, er fra 1883/84. De er anlagt med bjergfyr, som for længst er borthugget.

I 1896 var arealet vokset til ca. 6173 ha og det bevoksede areal var øget til 1576 ha eller ca. 26% af totalarealet. De ubevoksede arealer – langt overvejende hede – udgjorde 4597 ha. Bjergfyr var fortsat den dominerende træart men ca. 284 ha var nu tilplantet med gran og andet nåletræ som hovedtræart. Bjergfyr blev efter erfaringerne med skovanlæg på hederne benyttet fordi træarten er hårdfør og havde vist sig meget effektiv til at kvæle lyngen. Den blev benyttet som hjælpetræart eller forkultur for senere indplantning af mere værdifulde træarter som rødgran og skovfyr. Herved opnåede man også en vis beskyttelse af de produktive træarter mod ødelæggende nattefrost i juni og i august, meget lave vintertemperaturer og vestenvindens salt og udtørring.

Administrativt hørte arealerne indtil århundredeskiftet under Feldborg skovdistrikt, men den 1. april 1900 blev Klosterheden udskilt som selvstændigt skovdistrikt. Det erhvervede areal på ca. 6200 ha udgjorde det største samlede plantageområde i landet, og selv om der efterfølgende skete større arealændringer som følge af mageskifte, tilkøb af arealer og afståelser til landbrugsformål m.m. forblev det totale areal stort set uændret frem til midten af 1970-erne.

I 1905 blev der fastsat nye regler for regulering af statsskovene, hvorefter der skulle udarbejdes driftsplaner gældende for perioder af 15 år.

Det blev besluttet, at den normale planrevision for Klosterheden skulle udskydes til 1909, hvorefter distriktet lige siden har fulgt den 15-årige planprocedure. Driftsplanerne indeholder bl.a. en statusopgørelse og en hugst- og kulturplan for den følgende 15 år.

I driftsplanen fra 1909 er det bevoksede areal opgjort til 2997 ha eller ca. 49 % af totalarealet på 6166 ha. Bjergfyr var fortsat hovedtræarten, men de øvrige nåletræer udgjorde nu 689 ha, og der var desuden plantet ca. 17 ha eg og andet løvtræ. Over halvdelen af arealet var forstat hedearealer m.m.

Kultur af bjergfyr blev overvejende anlagt efter stribevis bearbejdning (undergrundspløjning), mens de øvrige nåletrækulturer – navnlig rødgran – fortrinsvist blev anlagt på fuldbearbejdet hede efter reolpløjning.

Om egekulturerne oplyses, at de er anlagt på reolpløjet hede ved såning i rug, resultatet er en tæt og fuldstændig opvækst, som dog senere er truet af græsvækst, og andre egesåninger har mødt vanskeligheder i form af frostskader eller snetryk.

Grankulturerne på fuldbearbejdet bund angives ikke at være særlig frodige. Højdevæksten er ringe og farven gullig når rensninger eller tilpløjninger ikke er foretaget i tide. Granerne har ofte lidt ved tørke, opfrysning og sandpiskning. Gran uden indblanding af bjergfyr går let i stampe når lyng genindfinder sig i kulturerne, så efterplantning er nødvendig. På den anden side har indblandet bjergfyr mange steder trykket og pisket granerne, fordi man ikke har kunnet overkomme at klippe og kappe fyrrene rettidigt. Nedsabling af bjergfyr var et generelt problem, fordi det krævede meget mandskab, og i konsekvens heraf dæmpede man takten for tilkultiveringen af hedearealerne.

Sitkagranen har flere steder vist særdeles god vækst. Bjergfyr klarer sig generelt godt og bedst hvor jordbearbejdningen har være mere omfattende. Det samme gælder skovfyr som er indført spredt i andre kulturer.

Man fandt i det store hele, at der kun kunne være tale om at dyrke nåletræer, og at det kun er rødgran og bjergfyr der kan dyrkes i større stil, henholdsvis på de bedre og tarveligere jorder.

Ved driftsplanen i 1924 var det bevoksede areal øget til 3741 ha eller ca. 61 % af totalarealet på 6168 ha. Bjergfyr kulminerede med 2322 ha mens det øvrige nåletræ nu udgjorde 1402 ha. Eg og birk m.v. er fortsat på 17 ha. Med begrundelse i distriktets økonomiske stilling indskrænkedes nykulturarealet meget stærkt i forhold til den forudgående plan.

Betragtningerne fra 1909-planen med hensyn til valg af kulturtræarter anså man fortsat for gældende, idet det dog tilføjedes, at man i større omfang ville anvende skovfyr, mens det modsatte var tilfældet for ædelgran. Sitkagranen blev spået en større betydning.

Med hensyn til de åbne sandflugtsarealer var det tanken, at de indtil videre skulle ligge i naturtilstand med mindre sandflugten bredte sig til dyrkede arealer. Kun hvis det var tilfældet måtte de tilplantes.

Ved den på grund af krigen forsinkede plan i 1941 blev en del afdelinger i Kronhede Plantage stærkt berørt af, at den tyske værnemagt indrog over 200 ha til anlæg af Rom flyveplads m.v. og senere flygtningelejr.

Distriktets areal er i 1941 opgjort til 6218 ha heraf 4230 ha eller 68% bevokset. Det øvrige nåletræ – herunder især rødgran - udgør nu med 2175 ha mere end bjergfyrarealet på 2038 ha, mens løvtræarealet – langt overvejende eg - uændret er på 17 ha.

Som ved de tidligere planændringer fandt man, at rødgran så ubetinget er den træart, der bør vælges som blivende træart ved foryngelse af de gamle bjergfyrbevoksninger. Bjergfyr anses fortsat som den træart der bør foretrækkes ved tilkultivering af hedearealerne. Skovfyr bør benyttes i nogenlunde samme omfang som hidtil, og sitkagranen, som ofte været forbavsende god bør stadig kultiveres i et nogen udstrækning. Man har haft forholdsvis gode resultater med nordmannsgran og lærk, grandis og douglasgran foreslås anvendt forskellige steder.

Også fyrrearter som østrigsk fyr, contortafyr og fransk bjergfyr finder man bør forsøgsvis anvendes, sidstnævnte som erstatning for almindelig bjergfyr.

Dyrkning af løvtræ i større udstrækning kan der stadig ikke være tale om. Egen indskrænkes til små beskyttede lokaliteter. Bøgen som har vist sig tarvelig, og birken som har vist sig dårlig egnet opgives foreløbig.

Med hensyn til etablering af læbælter hældede man efterhånden til den anskuelse, at deres betydning er minimal efterhånden som man begynder at få højde på de eksisterende nåletræbevoksninger, og man går helt væk fra at lave læbælter med andre træarter.

For kulturerne gjaldt fortsat den almindelige regel, at den benyttede hovedtræart skulle indblandes med ca. 25% bjergfyr, men også at nogen blanding med andre træarter kunne finde sted.

I planperioden skete der en del større arealændringer. Distriktet erhvervede i 1945 godt 200 ha i Ørs-området og afgav som modydelse en række hedeejendomme i Gudum og Fabjerg. Endvidere blev der i forbindelse med Rom flyveplads i 1951-53 afgivet ca. 150 ha til landbrugsformål gennem jordlovsudvalget, men det blev arealmæssigt kompenseret ved en række erhvervelser, bl.a. blev den tidligere statsungdomslejr Åbogård på ca. 90 ha overdraget distriktet i 1949.

I den følgende driftsplan af 1956 er det samlede areal opgjort til 6290 ha, heraf 5462 ha bevokset, svarende til 87%. Det øvrige nåletræ udgør nu 3774 ha, heraf alene gran 2901 ha, mens bjergfyrarealet fortsat er relativt højt med 1614 ha. I alt 65 ha er nu løvtræ svarende til godt 1% af det bevoksede areal.

Rødgran anses fortsat som hovedtræart. Knap halvdelen af den kommende periodes kulturareal på ca. 1100 ha skal forynges med rødgran. Det pointeres dog, at de større rene rødgranflader kan komme ud i store vanskeligheder. På grund af saltnedslag og stadig vindpåvirkning kombineret med næringsfattig jord anses rødgran for ikke at være i vækstmæssig balance. De unge kulturer under bjergfyrskærm vokser udmærket, men når skærmen efter ca. 20 år fjernes og rødgranen udsættes for egnens barske klima, kamp mod lyngvegetation m.v. stagnerer væksten, og træarten har hårde vækstvilkår indtil ca. 50-års alderen. Sundhedsmæssigt er rødgranbevoksningerne desuden udsat for svære angreb af rodfordærver. Man valgte derfor i stor udstrækning at indblande ædelgran og andre abiesarter i rødgrankulturerne, for at begrænse anlæg af rene rødgranbevoksninger mest muligt.

På baggrund af de resultater, hede- og klitskovene havde haft ved anvendelse af abiesarter i nærheden af havet fandt man, at disse træarter skulle anvendes på mere beskyttede lokaliteter. Omkring en trediedel af det samlede kulturareal blev derfor sat til foryngelse med abiesarter som hovedtræart, ligeligt fordelt mellem alm. ædelgran på den ene side og nordmannsgran, grandis og nobilis på den anden.

På planlægningstidspunktet fandtes ca. 500 ha med contortafyr, som havde haft en særdeles god udvikling i de yngre aldre. Den ansås som stormfast, men et stort rodtryk umuliggør dens anvendelse som overstandertræ. Med stormfastheden forholder det sig desværre lige modsat, så heldigvis sættes kun godt 60 ha til foryngelse i perioden.

Som øvrige kulturtræarter anvendes fortsat sitkagran med godt 80 ha, selvom tilliden til denne træarts stabilitet også er svækket noget, samt mindre arealer med hvidgran og omoricagran. Sidstnævnte introduceres for at undersøge dens påståede ufølsomhed over for saltnedslag. Desuden anvendes fortsat skovfyr med ca. 30 ha og lærk med ca. 40 ha mens tiltroen til løvtræ stadig er minimal – kun 3 ha sættes til foryngelse med eg.

I planperioden blev det ubevoksede areal forøget med 250 ha ved en brand den 17. juni 1968. De vestjyske lyngheder var ved at blive en truet naturtype. Distriktets hedearealer var på det tidspunkt reduceret til mindre end 250 ha, så halvdelen af det brændte areal blev ikke gentilplantet men overført til den store lynghede med Fladhøj midt i plantagen.

Ved driftsplanen i 1971 er både distriktets areal på 6277 ha og det bevoksede areal på 5574 ha eller 88% af totalarealet stort set uændret i forhold til den forrige planperiode.

Granarealet er øget til ca. 3560 ha, andet nåletræ til 1007 ha og løvtræet til 76 ha svarende til knap 1,5 % af det bevoksede areal. Alle forøgelser er sket på bekostning af bjergfyr, hvis areal nu er reduceret til 861 ha, dvs. næsten en halvering.

I den kommende periode skal der kun forynges ca. 400 ha. Det er langt overvejende bjergfyr – ca. 250 ha - men også ca. 70 ha gran, som nu er i tømmerstørrelse. Rødgran er med ca. 100 ha fortsat den mest benyttede kulturtræart men også grandis og contortafyr med hhv. ca. 80 og ca. 70 ha er der tiltro til. De resterende 150 ha kulturarealer deles mellem de øvrige bekendte nåletræarter: Sitkagran, omoricagran, ædelgran, nordmannsgran, nobilis og lærk. Løvtræet er der ej heller i 1971 tiltro til – der skal kun kultiveres 4 ha eg og rødeg. Grundholdningen om at der kun skal dyrkes nåletræ i Klosterheden er ikke ændret, dog foreslås en større repræsentation af andre træarter end rødgran.

Som noget nyt indeholder 1971- planen også en afsnit om landskabsværdier og deres pleje, hvor natur- og publikumsarealer er lokaliseret til særlig behandling. I alt ca. 420 ha søer, kær, moser og heder m.v. fredes administrativt, og ca. 120 ha udpeges til publikumsområder eller lystskov.

Nye skovdyrkningsmæssige forbedringer sker i perioden. Dels iværksættes fra slutningen af 1970 et omfattende skovgødskningsprogram som både øger tilvækst og sundhed i nåletræbevoksningerne, og muliggør en mere sikke etablering af løvtræ. Dels igangsættes på initiativ fra distriktet en produktion af brændselsflis, som betyder, at afsætning af træ fra de første tyndinger og afvikling af bjergfyr kan ske med et økonomisk overskud. Herved skabtes mulighederne for en langt bedre bevoksningspleje.

Perioden var i øvrigt præget af stormen d. i 24. november 1981, hvor der faldt 62.000 m3 træ svarende til knap 5 normale årshugster. Fladefaldet blev opgjort til ca. 140 ha som udover rødgran fortrinsvis blev tilplantet med omoricagran og pyntegrøntsarterne nobilis og nordmanngran.

Til naturpleje af heder og slugter samt renholdelse af nykulturer med pyntegrønt m.v. indføres midt i 1980-erne skovkreaturer fra Mols Bjerge. Dyrene er for få år siden anerkendt som en særlig race.

I perioden overtages fra eller erhverves i samarbejde med fredningsmyndighederne en lang række arealer – i alt ca. 420 ha. Midt i 1970-erene overdrages opkøbte arealer til friluftsformål - de såkaldte FPU-arealer – til statsskovene fra amterne og arealer ved Fjaltring , Sønderholmene og Plet Enge, Resenborg Plantage, Toftum Bjerge, Birkild Hede m. fl. erhverves ved fredning.

Kærgårds Mølle blev erhvervet i 1973 og den første naturskole med en fuldtidsansat naturskoleleder blev oprettet her i 1978.

Ved den igangværende planperiodes begyndelse i 1987 er totalarealet opgjort til 6666 ha, heraf er 5574 ha bevokset, svarende til 84%.

Granarealet er øget til 4140 ha og udgør nu omkring ca. 75% af det bevoksede areal. En del bevoksninger er dog anlagt under skovfyrskærm eller er iblandet andre nåletræarter. Andelen af øvrige nåletræer er reduceret lidt til 892 ha og bjergfyrarealet er mere end halveret og nu nede på 307 ha. Løvtræandelen er med 235 ha til gengæld tredoblet og udgør nu 4% af det bevoksede areal. Det skyldes dog i nogen grad det løvtræ som er tilgået distriktet, bl.a. i Resenborg Plantage og Plethøj.

Planen foreskriver, at der skal forynges i alt 1200 ha, heraf 900 ha med gran (picea), 120 med ædelgranarter (abies), 65 ha med skovfyr og andet nåletræ, 85 ha med løvtræ – fortrinsvis eg - mens 30 ha overgår til ubevoksede naturarealer.

Gødskningsprogrammet er indarbejdet i planen, idet det bl.a. på Klosterheden er beregnet, at en grundgødskning med Cheminovafosfat og produktionsgødskning med NPK vil give en økonomisk rentabel mertilvækst på ca. 3 m3/ha i granbevoksningerne samtidig med, at der opnås en bedre sundhed.

Gødskningen og ikke mindst produktionen af brændselsflis, hvor der efterhånden er skabt et større marked, medfører, at træproduktionen fordobles til godt 25.000 m3, og samtidig kommer store dele af de tidligere anlagte pyntegrøntkulturer – ca. 180 ha - i produktion i løbet af perioden.

Arealer til særlig behandling er stærkt udvidet til ca. 920 ha, idet de bl.a. omfatter alle de i forrige planperiode tilgåede arealer. Samlet omfatter arealerne ca. 220 ha fredet ved kendelse, ca. 420 ha administrativt fredede naturarealer og ca. 280 ha publikumsarealer og lystskov. Nogle af de fredede arealer er primært erhvervet af publikumshensyn.

Med naturforvaltningsloven i 1989 senere naturbeskyttelsesloven åbnes der for statsskovene op for erhvervelser til naturgenopretning, skovrejsning og publikumsformål m.v. På Klosterheden erhverves fra 1989 arealer i Anglandsmose – ca. 20 ha – til genopretning og til skovrejsning erhverves i årene 1991-1997 i alt ca. 660 ha. Ud over naboarealer til Klosterheden – ca. 85 ha - anlægges 4 nye større skove – Skalstrup, Møborg, Åbjerg og Nees – på mellem 125-155 ha. Desuden erhverves der ved fredning en række arealer langs vestkysten, samt Rammedige med kulturhistorisk formål.

I 2000 er distriktets samlede areal således vokset til 7408 ha, hvoraf 6049 ha er eller 82% er bevokset. Granarealet er yderligere øget til 4587 ha eller nu 76% af det bevoksede areal. Heraf er rødgran med 3279 ha fortsat den dominerende hovedtræart mens arealerne med sitkagran, omoricagran og ædelgranarter hver er repræsenteret med godt 400 ha. Stort set ingen kulturer anlagt siden 1995 er monokulturer, men etableret med mindst 10%’s indblanding med andre træarter end hovedtræarten. Bjergfyrrens rolle er nu helt udspillet og med 62 ha udgør den kun ca. 1% af det bevoksede areal. Også andelen af andet nåletræ er reduceret til nu 690 ha. Det er især gået ud over contortafyr, mens andelen med skovfyr og lærk er øget lidt. Til gengæld er løvtræarealet øget markant og igen tredoblet til nu 710 ha eller ca. 12% af det bevoksede areal. Det skyldes dels krav om mindst 25% løvtræ på de nye skovrejsningsarealer, dels flere års grønne projektbevillinger til øget løvtræanvendelse. Den dominerende løvtræart er naturligt for hededistrikterne eg med ca. 575 ha, men bøgens andel er mere end tredoblet til 78 ha. Alle skovbryn og læbælter med løvtræ er etableret som artsrige blandinger med en stor andel småtræer og buske.

Klosterheden har gennemgået de helt traditionelle faser for hedeskovbruget. Bjergfyrren som blev benyttet i kampen mod lyngheden toppede omkring 1930 med mere end 2300 ha, kultiveringen af hede ophørte omkring 1960, hvor hedearealerne var på det laveste niveau og udgjorde mindre end 250 ha, og rødgranen som bjergfyrrens afløser og dominerende vedproducent toppede omkring 1990 med ca. 3400 ha.

Driftsplanerne indeholder ikke meget om dyrelivet i Klosterheden, selv om især hjortevildtet har skovdyrkningsmæssige omkostninger. Råvildtet indfandt sig få år efter de første nyplantninger for 100 år siden og kronvildtet, som tidligere havde optrådt som strejfdyr, etablerede sig med en lille bestand i slutningen af krigen. Kronvildtbestanden var omkring 1980 vokset til ca. 500 dyr men er af hensyn til skovdriften reduceret til ca. 300 dyr. Drift af vildtagre og mange nye kulturarealer har medvirket til gode levevilkår for vildtet, men samtidig har det været nødvendigt at hegne et stort antal nykulturer med løvtræ og ædelgranarter i kronvildtets kærneområde. Kronvildt betragtes som karakterdyr for Klosterheden, og er en af distriktets største attraktioner.

Urfuglen, som nu helt er forsvundet i Danmark, forsvandt her sammen med heden omkring 1960.

I september 1999 blev der som det første sted i landet udsat bævere i Flynder Å. Der blev forsøgsvis udsat 6 familier med det formål at genskabe en dynamisk natur med variation og uforudsigelighed. Bæverne skaber levesteder for mange truede plante- og dyrearter. De har ynglet og stortrives.

Distriktet står i dag på tærsklen til det der populært kaldes - fra plantage til skov. De tanker og den drift man forsøgsvist har praktiseret de senere år går i retning af en større variation ved plantning under skærm, større artsrigdom i alle bevoksninger, mere løvtræ, og på sigt en skov som kan selv kan forynge sig selv og drives ved plukhugst, en naturnær driftsform hvor man bl.a. går bort fra renafdrifter. Forudsætningen er skabt gennem det skovklima der er opbygget. Incitamenterne i den retning er tydelige, ikke mindst fordi en stor alders- og træartsvariation kan sikre kvalitet, stabilitet og sundhed. Samtidig må det forventes, at skovens flersidige hensyn med naturbevaring og pleje, kulturhistorie og ikke mindst publikumsinteresser vil blive tillagt større vægt.

d. 10. oktober 2000 PKN