Referat fra naturparkrådsmøde mandag den 29. april 2019 kl. 13.00-15.50. I høring til 24. maj.

Tilstede:

Lars Hein (Grønt Råd Tårnby/Dragør) Inge Christiansen (DOF), Javier Corvalán(Dragør Kommune), Kim Søderlund (NST, formand), Rolf Andersen (Danmarks Idrætsforbund), Ove Løbner (DN), Ole Rasmussen (Friluftsrådet), Erhard Frandtzen (Amager lokaludvalg Vest), Sven Norup (NST), Simon Nathanael Madsen (Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, Betina Grimm (Tårnby kommune), Axel Bendtsen (Dragør Turistråds), Emil Høgsberg Kristensen (Københavns kommune). Per Schultz (By og Havn), Michael Lundgaard (By & Havn), Jan Frederiksen (Handicaprådet Tårnby)

Afbud fra:

Arne Holten (Danmarks Jægerforbund)Toni Lykke Christiansen (Dyrenes Beskyttelse), Michael Pedersen (Tårnby Forenings Råd), Jens Ole Juul (Københavns kommune), Kurt Wriedt (Grunderforeningerne i Tårnby)

Anna-Maria Kosmicki (Dansk Rideforbund), Lone Pintos Pereira (Seniorrådet Tårnby), Michael Rosenquist (KFUM spejderne)

Mødet startede med en kort ekskursion i bus fra ”Hovedindgangen Ved Otto Baches Allé”. Første stop var ved Kanonvej, hvor der var opsat et eksempel på dyrehegn parallelt med vejen på vest siden af den brede afvandingskanal. En tilsvarende hegnslinje diagonalt på Granatvej blev efterfølgende også besigtiget. Se pkt. 4 i referatet for rådets holdning til Naturstyrelsens alternative forslag til placering af dyrehegn. Sidste punkt på ekskursionen var en besigtigelse af et naturgenopretnings projekt nord for Granathøj. Her har Naturstyrelsen på en ca. 100 meter lang strækning af en stikgrøft ændret profilen, så grøften i stedet for at være smal og dyb med stejle sider, er blevet bred og mindre dyb med meget flade sider. Projektet skal især forbedre leveforholdene for grønbroget tudse og strandtudse, mens vadefuglene ligeledes får væsentligt forbedret vilkår.

Herefter blev selve mødet afholdt på Naturcenteret Amager i Friluftshuset.

Dagsorden:

  1. Velkomst og meddelelser.

Kim Søderlund bød Naturparkråd velkommen, og mødet blev indledt med en kort bordrunde hvor medlemmer præsenterede sig,

 

  1. Orientering.

Orientering om Naturskole for de yngste

Naturskoleleder i Tårnby kommune Jacob Jensen gav en kort status for projektet. Alle myndighedstilladelser er på plads. Byggeriet går i gang efter sommerferien, og forventes afsluttet inden næste sommer.

Life-Sandlife

Sven Norup orienterede om et nyt LIFE-projekt, som Naturstyrelsen er medansøger på. Projektet er ledet af Estland, og formålet er at forbedre forholdene for bl.a. strandstudse, grønbroget tudse og markfirben. På Kalvebod Fælled er det primært ændring af grøfteprofilen på de mange stikgrøfter, men også bekæmpelse af rosa rugosa er en del af projektet. EU-kommissionen afgør hvilke projekter der støttes til sommer.

Life-Semiaquatic

Sven Norup orienterede om status for det igangværende LIFE-projekt på Kalvebod Fælled. At de allerede etablerede paddeskrab vil blive kontrolleret i juni, og eventuelt forbedret i uge 32, hvor der også vil blive gravet nye. Der er ca. 100.000 kr. tilbage, at gøre godt med. Der vil også blive udsat strandtudser i 2019.

Pinseskoven udlagt til urørt skov, forvaltningsplan i hørring

Kim Søderlund orienterede om status for arbejdet med at udlægge Pinseskoven til urørt skov, som det er blevet besluttet i regeringens Naturpakke. Forslaget er p.t. i offentlig høring, hvor alle har mulighed for, at komme med input. Naturstyrelsen har foreslået, at skoven lades urørt med det samme med undtagelse af muligheden for, at tynde i de anlagte skovkulturer, ikke for at udtage effekter, men for at sløre plantagepræget. Der justeres ikke på den naturlige hydrologi i Pinseskoven, dvs det eksisterende grøftesystem planlægges opretholdt. Rolf Andersen spurgte om træer væltet ind over stier ikke vil blive fjerne, nu da skoven er urørt. Kim Søderlund svarede, at træer der vælter ind over befæstede større stier og veje, vil blive trukket til side eller skåret op, men ikke fjernet fra skoven. Træer væltet ind over selvtrådte trampestier vil ikke blive rørt, her må folk trampe en ny sti udenom.

Status Naturstyrelsens driftsplan

Kim Søderlund orienterede om, at Naturstyrelsen Hovedstaden afventer endelig afklaring internt i Naturstyrelsen.

Status plejeplan for Kalvebodkile fredningen

Sven Norup orienterede om, at Naturstyrelsen Hovedstaden afventer endelig afklaring internt i Naturstyrelsen.

Status for Ullerup landdiget

Sven Norup orienterede om byggeriet. Vestamager Pumpedigelag er færdige med at køre jord. Der er kørt ca. 300.000 ton i landdiget. Mandag den 6. maj starter arbejdet op igen, med en finjustering af diget, etablering af de 4 overgange og en sti fra Kongelundsvej til Kystdiget. Betina Grimm orienterede om status for Tårnby kommunes arbejde med at hæve Kongelundsvejen over landdiget. Det forventes, at arbejdet udføres til efteråret. Rolf Andersen spurgte om Kongelundsvejen vil blive spærret under anlægget. Betina Grimm svarede, at det gjorde det formodentligt, og der vil være en omkørsel, sandsynligvis via Nørresmindevej, Tømmerupvej og Kalvebodvej.

Status for Projektprogrammet for Naturpark Amager

Kim Søderlund orienterede om status for projektprogrammet. Møller & Grønborgs forslag er udvalgt af dommerkomiteen. Forslaget blev præcenteret på Kalvebod Fælled skole i januar. Efterfølgende har der været afholdt flere workshopper, hvor flere fra Naturparkrådet også deltog. Kim Søderlund takkede for de mange fine input. Møller & Grønborg fremlægger et mere detaljeret forslag baseret på de mange input f.eks. fra workshopperne.  Erhard Frandtzen nævnte problemstillingen med forslagets valg af broer i stedet for grusstier. Over Løbner gjorde opmærksom på, at broer med trædæk kan være meget glatte.

Kampagne målrettet imod cykelryttere om hensyns cykeltræning

Kim Søderlund orienterede om et samarbejde mellem Naturstyrelsen og DGI, hvor der i forsommeren afvikles en kampagne om hensynsfuld opførsel. Budskabet er at 9 ud af 10 opfører sig hensynsfuldt over for andre brugere i Naturparken. Kampagnen vil både være på de sociale medier og via opstilling af plakater ved indgangene. Rolf Andersen spurgte, om DCU var blevet spurgt om de vil være med. Kim Søderlund svarede, at DCU var blevet spurgt, men de ønskede ikke at være medafsender af budskabet. Erhard Frandtzen spurgte om det ikke vil komme et problem med hurtigt kørende cykelryttere ved de kommende Blå Støttepunkter. Sven Norup svarede, at erfaringerne vise, at på de gode sommerdage, var der ikke noget problem ved den eksisterende formidlingsbro. Når der er mange brugere på samme sted, så sætter cykelrytterne automatisk farten ned.  

Naturparken på Instagram

Sven Norup orienterede om, at nu er Naturparken på Instagram, og opfordrede medlemmer til at følge os og dele det glade budskab.

Ny sti fra Naturcenteret igennem fårefolden

Sven Norup orienterede om, at borgmester Allan S. Andersen i foråret indviede "Fårestien",som går fra Naturcenteret til Ponyfolden ved Kanalvej. Det er et godt eksempel på arbejdet med at skille de langsomme og hurtige brugere i Naturparken.  Stien er etableret af Skovhjælperne.

Nyt medlem af Naturparkrådet
Det Danske spejderkorps har henvendt sig for at anmode om medlemskab af Naturparkrådet. Jævnfør kommissoriets § 2 er det rådet der afgør, om der skal optages nye medlemmer. Ole Rasmussen mente, at spørgsmålet havde været rejst før, og rådet havde afvist at optage nye medlemmer, og spejderne var repræsenteret igennem Friluftsrådet. Kim Søderlund konkluderede, at der ikke var stemning for at optage nye medlemmer, især taget i betragtning at KFUM-spejderne allerede er medlem af rådet. Der var ikke modstand imod, at Det Danske Spejderkorps overtager KFUM-spejdernes plads i rådet, da KFUM-spejderne sjældent deltager i møderne, hvis de 2 korps bliver enige om at ville skifte repræsentation  

  1. Dyrehegn mellem Ørestad Syd og Kalvebod Fælled.

Eksempler på placering af dyrehegn blev besigtiget på ekskursionen. Et eksempel langs Kanonvej og et eksempel diagonalt ved Granatvej i bunden af fårefolden.

Kim Søderlund understregede, at Naturstyrelsen ikke har truffet beslutning om hegnets placering, men spørgsmålet er blevet aktuel i forbindelse arbejdet med,at etablere nye hovedindgange ved Asger Jorns Alle og ved Ørestads Boulevard. Der er ikke nogen tidsplan for flytningen, og der bliver ikke nogen myndighedsbehandling og dermed formel høring, da det ikke kræver nogen tilladelse at flytte hegnet. Men Naturstyrelsen vil meget gerne rådføre sig med rådet i dette spørgsmål.

Den generelle holdning i rådet var at eksemplet ved Kanonvej, hvor hegnet stod vest for kanalen, ikke var en god løsning da den landskabelige oplevelse fra Kanonvej blev væsentligt forringet. Derimod var rådet ikke bekymret for placeringen ved Granatvej ud fra en landskabelig betragtning.

Derefter var der en bordrunde.

Betina Grimm og Lars Hein fandt placeringen ved Granatvej fin, mens placeringen vest for kanalen ved Kanonvej, ud fra en landskabelig betragtning ikke var heldig. Alternativt kunne hegnet placeres i krattet på østsiden af Kanonvej.

Per Schultz var helt enig i, at hegnet skulle flyttes væk fra skellet, og foretrak en løsning hvor hegnet ikke var synligt placering i landskabet.

Ove Løbner så gerne, at dyrehegnet på vest siden af Ørestad Syd blev placeret enten i skel, eller alternativt længere ude på Ndr. Klapper. Var bekymret for en placering ved Kanovej, da han frygtede, at man på den måde vil overlade arealet mellem Kanonvej og Ørestad Syd til "byudvikling". Kim Søderlund takkede for ideen om at flytte hegnet længere mod vest og understregede, at det ikke var hegnet, der  hindrede "byudvikling", men fredningen.

Javier Corvalán foretrak et hegn, der var så lavt så muligt, og en placering, der var mindst skæmmende i landskabet.

Ole Rasmussen vil have dyrehegnet skal stå i skel.

Emil Høgsberg Kristensen så gerne, at dyrehegnet blev trukket væk fra skel og længere ud i Naturparken.

Simon Nathanael Madsen var sikker på, at beboerne i Ørestad Syd vil se frem til, at dyrehegnet blev flyttet væk fra skel, og længere ud i Naturparken. Fandt at den sydlige løsning var rigtig god og meget lidt skæmmende.

Jan Frederiksen var enig i, at dyrehegnet godt kunne flyttes fra skel, men placering måtte ikke være landskabeligt skæmmende.

Inge Christiansen mente, at dyrehegnet langs Kanonvej skal stå i skel, mens det sydlige hegn godt kunne placeres syd for fårefolden.

Axel Bendtsen så gerne en placering i skel. Ved en alternativ placering så skulle det være en løsning der ikke var skæmmende i landskabet.

Rolf Andersen var enig i, at dyrehegnet godt kunne flyttes fra skel, men at det ikke måtte placeres som eksemplet ved Kanonvej. Støttede Ove Løbners forslag om en placering længere ude på Ndr. Klapper. 

Erhard Frandtzen mente, at dyrehegnet kunne placeres hvor som helst, bare det ikke var skæmmende i landskabet.

Kim Søderlund afsluttede punktet med at takke for de mange bidrag og konstruktive forslag. Naturstyrelsen ville  arbejde videre med sagen og herunder også drøfte det med arkitekterne Møller & Grønborg, som jo arbejder med hovedindgangene  til Naturparken.

  1. Ændring af Ørestadsloven  

Emil Høgsberg Kristensen fra Københavns Kommune orienterede om, at folketinget d. 19. marts vedtog ”Lov om ændring af lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S” således, at denne trådte i kraft d. 1. april 2019. Formålet med lovændringen er at give By & Havn mulighed for at udvikle en række arealer som erstatning for Ørestad Fælled Kvarter. Resultatet af lovændringen er, at By & Havn får mulighed for at byudvikle følgende tre områder, hvor den eksisterende fredning frafalder:

  • ”Campingarealet”: Nord for Vejlands Allé, hvor vandrehjemmet ligger i dag.
  • ”Selinevej Nord”: Syd for Sjællandsbroen og slusen, nord for jernbanebroen.
  • ”Stejlepladsen”: Øst for Bådehavnsgade i Sydhavnen (Tippen). 

Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune og By & Havn arbejder i øjeblikket på at gennemføre overdragelsen af de to første arealer fra kommunen til By & Havn.

Ifm. lovændringen er det ligeledes besluttet, at Ørestad Fælled Kvarter friholdes for bebyggelse. Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune er i denne sammenhæng ved at udarbejde et fredningsforslag for naturområdet i Ørestad nord for Vejlands Alle, der i dag er reguleret ved lov.   

Herudover besluttes det med lovændringen, at de gældende fredningsbestemmelser for Bellahøjmarken ændres, så det bliver muligt at udvide åbningstiden for campingpladsen der og udvikle og udvide faciliteterne til tidssvarende standard. Dette vil træde i stedet for den planlagte campingplads i naturparken.

Det er muligt, at Naturpark Amagers afgrænsning skal justeres som et resultat af lovændringen. Der vil blive taget stilling til dette ifm. udarbejdelse af Naturparkplan 2020-2024 og ansøgningen om genmærkning hos Friluftsrådet.

Naturparkplan 2020-2024.


Emil Høgsberg Kristensen fra Københavns Kommune orienterede om, at partnerskabet bag Naturpark Amager er gået i gang med udarbejdelsen af Naturparkplan 2020-2024, der skal erstatte den eksisterende naturparkplan. Den nye naturparkplan er en revision af den eksisterende naturparkplan.

Københavns Kommune er tovholdere på processen, og hvis naturparkrådets medlemmer har input til eller spørgsmål omkring den nye naturparkplan, så kan disse sendes til Anja Egede Bjødstrup fra Københavns Kommune. Hendes e-mail er

  1. Eventuelt

 

  1. Næste møde.

Mandag d. 30. september 2019 kl. 13.00