Hugst, kulturer og bevoksningspleje

Indledning

Ved driftsplanlægningen fastlægges centrale parametre som den samlede hugst i den 15-årige planperiode, niveauet for nye skovkulturer, plejen af naturarealer, pleje af fortidsminder, omfanget af nye friluftsfaciliteter mv.

I nærværende kapitel er der fokus på rammerne for de næste 15 års hugst og foryngelse. En ramme som indgår i den årlige planlægning på enheden blandt andet i forbindelse med den årlige hugstplanlægning og kulturindsats.

Helt overordnet er det målet at skovdriften sker bæredygtigt – det vil blandt andet sige, at der på lang sigt sikres balance i aldersklassefordelingen, i tilvækst og hugst og at dyrkningsgrundlaget ikke forringes. Dette sikres gennem Naturstyrelsens generelle retningslinjer og årlig opfølgning. Der sker kontrol af dette som følge af styrelsens certificering i henhold til FSC og PEFC-standarterne.

Kapitlet er opdelt i tre afsnit og kan sammenfattes i følgende:

• Grundlag for beregning af vedmasse og hugst: Taksationen viser, at de tidligere højde-vedmasse kurver kan anvendes uændret for bøg og rødgran, mens der er behov for justering i eg. Vedmasse, tilvækst og hugst i eg fra 70 år og opad er nedsat med 20 pct. i forhold til den hidtidige beregning. Hugstmodellen tilsiger, at der efter endt tynding sker en langsom afvikling og mindre hugst end tidligere. I forhold til den tidligere hugstmodel vil der ligeledes være en større vedmasse på arealet når hugsten ophører.

• Status, tilvækst og hugst: Aldersklassefordelingen viser, at der er en relativ stor andel af bøg, der er mellem 100 - 130 år, mens der er relativt lavere andel mellem 80 og 100 år. For eg samt ask og ær indgår betydelige arealer med yngre bevoksninger, mens ældre bevoksninger er mindre repræsenteret. Fordelingen i nåletræ viser at aldersklassen for rødgran 30-39 år er høj (anlagt efter stormfald i 1981) mens ældre og yngre arealer er lave. Sidstnævnte som følge af praksis om begrænset anlæg af nye bevoksninger.

Den planlagte hugst resulterer for alle løvtræarterne i en betydelig opsparing i den samlede stående masse. Således går for eksempel bøg fra 240 m3/ha i planperiodens start til 258 m3/ha i planperiodens slutning. Dette er ligeledes tilfældet for nåletræ hvor der for eksempel i driftsklassen gran sker en opsparingen fra 279 m3/ha til 316 m3/ha. En undtagelse er driftsklassen ”andet nål” hvor hugsten stort set svarer til tilvæksten. Den samlede opsparing på enheden skal dog sammenholdes med aldersklassefordelingen. En betydelig del af opsparingen sker således i de yngre aldersklasser bland andet på grund af en stor del skovrejsning.     

• Foryngelse og skovudvikling: Med naturnær skovdrift sker udviklingen frem mod den ønskede skovudviklingstype[1] langsommere og mere glidende end i det tidligere renafdriftssystem. Overgangen vil således ske med gradvis træartsskiftet over en eller flere trægenerationer. Med de planlagte foryngelser vil 68 % af det skovbevoksede areal have nået sin langsigtede skovudviklingstype efter den kommende 15 årige planperiode. Bøg er den primære træart i de ønskede skovudviklingstyper og indgår derfor i 307 ha af en samlet foryngelse på 410 ha. Udover bøg satsets der på eg hvorimod de godt 800 hektar gran med tiden vil blive konverteret.

Grundlag for beregning af vedmasse og hugst

Hugstberegningen er en konsekvensberegning af hvor meget træ der står i skoven, hvor meget skoven gror og de valgte behandlingsmetoder - som igen bygger på de generelle retningslinjer for naturnær skovdrift. Tidligere indeholdt en driftsplan for en skov normalt en oversigt over hvilke bevoksninger, der i den kommende planperiode skulle fjernes – ”renafdrives” hvad der skulle plantes og hvornår. Men som konsekvens af beslutningen i 2005 om at konvertere statens skovdrift til et naturnært skovbrug, søges renafdrifter så vidt muligt helt undgået. Og derfor giver dette afsnit en overordnet ramme for hugst og foryngelsesindsatsen i den kommende periode og ikke som tidligere en detaljeret lokalitetsfastsat indsats.

Grundlaget for beregning af vedmasse, tilvækst og hugst er ajourføringer af arealanvendelser og bevoksningsforhold. Det sker gennem markregistrering og taksation som giver anledning til justering af eksisterende bevoksningsdata i planlægningsværktøjet Proteus samt vækst- og hugstmodeller.

Skovene på enheden er gennemgået med en vurdering af bevoksningsforhold og en ajourføring af nye foryngelsesarealer. Der er anvendt luftfotos som grundlag, og tvivlstilfælde er der udført kontrol i skoven.

I den efterfølgende taksation er der lavet stikprøver for at fastlægge vedmasse-niveau for træarterne bøg, eg og rødgran, der er blandt hovedtræarterne på enheden.

Der er gennemført taksation med målinger i 44 bevoksninger med bøg, 25 bevoksninger med eg samt 28 bevoksninger med rødgran. Desuden er der gennemført tællinger af stamtal i flådeeg bevoksninger.  

Der er ved de tidligere driftsplanlægninger fastlagt højde-vedmassekurver for enheden. Taksationen viser, at de tidligere højde-vedmasse kurver kan anvendes uændret for bøg og rødgran, mens der er behov for justering i eg. Vedmasse, tilvækst og hugst i eg fra 70 år og opad er nedsat med 20 pct. i forhold til den hidtidige beregning. Årsagen til den relativt lavere vedmasse i mellemaldrene og ældre eg skal primært findes i en ændret hugstpraksis i eg med stærkere hugst for at fremme diameterudviklingen end det var tilfældet da de anvendte hugst- og tilvækstmodeller blev udviklet.

Taksationerne for unge bøgeselvforyngelser viser, at der er behov for en nedsættelse af hugstdiameter for bevoksninger, hvor der endnu ikke er sket udtyndinger. Baggrunden er, at mange af de unge bøgeforyngelser har været meget vellykkede og resulteret i et meget højt stamtal. Det betyder, at det enkelte træs diameterudvikling har været mindre end forudsætningerne i de anvendte tilvækstmodeller.

Beregninger af højder, diametre, stamtal, vedmasse, tilvækst og hugst tager udgangspunkt i træartsvise formtal og tilvækst- og hugstmodeller. Bevoksninger som er underlagt særlige hensyn tages ud af hugstberegningerne. Særlige hensyn kan for eksempel være bevoksninger udpeget som urørt skov. 

For yngre bevoksninger beregnes en årlig hugst svarende til den gennemsnitlige årlige udtynding af bevoksningerne. For ældre bevoksninger beregnes en hugst hvert femte år ved konvertering til ny skov. Begrundelsen for ikke at anvende almindelige hugstmodeller er, at de bygger på renafdrift eller hurtig afvikling, som ikke harmonere med styrelsens politik for naturnær skovdrift.

Et eksempel på den anvendte hugststyrke er for bøg givet i tabel 1. Indtil bøgen når 84 år er beregningerne baseret på normal tynding, hvorefter der for bevoksninger mellem 89 – 94 års alder gennemføres tre hugster med hver 11 pct. af vedmassen. For 95-104 år 14 pct. etc. Der beregnes desuden tilvækst indtil ca. 130 års alder, hvorefter der ikke regnes tilvækst, da bevoksningen har en lavere vedmasse og nedsat produktion.

Tabel 1: Anvendt hugst % som gennemføres 3 gange (hvert 5 år) i planperioden.

Hugstmodellen for bøg er eksemplificeret grafisk i figur 1 og fremstiller hvordan beregning af vedmasse, tilvækst og hugst vil se ud med de anvendte modeller. Der er beregnet en mindre hugst end ved en traditionel hugst med fældning af hele bevoksningen ved 110 år eller med selvforyngelse mellem 100 år og 125 år.

Figur 1: Afviklingsmodel for bøg. Bemærk at der ikke beregnes tilvækst fra 130 år. Ligeledes at slutmassen ved endt hugst er 50 m³, som følge af politikken om at efterlade 5 træer/ha til død og henfald.  

Det skal bemærkes, at en række naturgivne og praktiske forhold kan medfører, at beregningsforudsætningen med den opstillede hugststyrke og intervallet på 5 år ikke er den hugst der gennemføres i den enkelte konkrete bevoksning. Set over enheden som helhed er det planen at hugsten i bøgebevoksningerne skal følge den angivne kurve, men i den enkelte bevoksning vil det være afgørende om der findes en naturlig foryngelse i bevoksningen, som alt andet lige vil fordre lidt stærkere hugst i den konkrete bevoksning for at give foryngelsen lys. Omvendt vil der være bevoksninger hvor foryngelsen ikke kommer så godt og hvor det f.eks. kan være relevant at hugge lidt mindre end forudsat i modellen. Hertil kommer, at der ud fra en praktisk betragtning formentlig ofte vil forekomme sjældnere indgreb, men til gengæld en lidt stærkere hugst ved det enkelte indgreb.

Status, tilvækst og hugst

På baggrund af den aktuelle status samt tilvækst- og hugstmodellerne beregnes den aktuelle planhugst. Planhugsten beregnes samlet for planperioden og giver således en retningslinje for enhedens årlige hugst. 

Aldersfordeling

Et kendskab til aldersklassefordelingen af bevoksningerne i skoven er vigtig for at sikre, at der på kort sigt ikke sker en for kraftig hugst. I forbindelse med overgangen til naturnær skovdrift med en større variation i arts- og alderssammensætning i den enkelte bevoksning vil det blive vanskeligere at henføre skovens enkelte bevoksninger til aldersklasser. Da omstillingen til naturnær drift tager lang tid vil det stadig være relevant i denne og kommende planperioder at tage hensyn til aldersklassefordelingen, når hugstmulighederne skal vurderes.

Konkret viser aldersklassefordelingen, at der er en relativ stor andel af bøg, der er mellem 100 - 130 år, mens der er relativt lavere andel mellem 80 og 100 år. For eg samt ask og ær indgår betydelige arealer med yngre bevoksninger, mens der er færre ældre ege- og aksebevoksninger (se figur 2). Den store andel af yngre ege- og askebevoksninger skyldes, at der er gennemført en række skovrejsningsprojekter gennem de sidste 40 år.

Figur 2: Aldersklassefordeling ved planperiodens start (2013) for bøg, eg, ask og ær samt andet løvtræ. 

Med hensyn til nåletræ er arealandelen med rødgran 30-39 år meget høj. Disse bevoksninger er i vid udstrækning plantet efter stormfaldet i 1981. Ved den pågældende storm vætede således også mange af de bevoksninger som skulle have været gamle i dag, hvorfor der kun er relativt få ældre og gamle rødgranbevoksninger (figur 3). Desuden har en styrket fokus på mere løvtræ, genskabelse af naturlig hydrologi og flere lysåbne naturarealer medført væsentlig færre plantninger af gran i de sidste 20-25 år.

Figur 3: Aldersklassefordeling i 2013 for nåletræ.

Areal og vedmasse

Arealer for de enkelte driftsklasser og den stående vedmasse primo 2014 er beregnet ud fra opdaterede arealdata (i proteus) samt de nævnte korrektioner. Sammenfatningen af status for enheden fremgår af tabel 2.

Tabel 2: Areal og vedmasse for de enkelte driftsklasser primo 2014.

Vedmasse, tilvækst og hugst

Den beregnede mængde af træ ved planperiodens start i 2014 og ved planens udløb i 2028 samt den beregnede tilvækst og hugst i planperioden og gennemsnitligt årligt fremgår af tabel 3 og 4. Planhugsten er den beregnede hugst i den 15 årige planperiode. Udgangspunktet er den beregnede mængde træ ved planperiodens start, den beregnede tilvækst, hugstpolitikken samt de naturnære konverterings-modeller. Vedmassen er vist brutto før omregning til salgsenheder.

Tilvækst og hugst ved tynding er beregnet med fælles tilvækstmodeller for skovbruget, og med udgangspunkt i vækstforhold for de enkelte bevoksninger. Tilvækst og hugst i ældre bevoksninger er beregnet med de fælles tilvækstmodeller samt modeller for foryngelse af bevoksningerne – jf. ovenstående afsnit.

Tabel 3: Stående masse i 2013 samt planperiodens tilvækst og hugst resulterer i stående masse i planperiodens afslutning i 2028. Bemærk at der er anvendt samme arealfordeling i planperiodens start og slut.

I tabel 4 er værdier pr ha beregnet med den samme arealfordeling primo og ultimo i planperioden. Der er således ikke taget højde for arealændringer som er sket i planperioden som følge af for eksempel konverteringer

Tabel 4: Planperiodens gennemsnitlige årlige tilvækst og hugst pr hektar resulterer i stående masse i planperiodens afslutning i 2028. Bemærk at der er anvendt samme arealfordeling i planperiodens start og slut.

 Foryngelse og skovudvikling

Siden 2005 har Naturstyrelsens skovdrift fulgt handlingsplanen for statsskovenes omlægning til naturnær skovdrift. Den naturnære skovdrift sigter mod at opbygge mere stabile skove med vedvarende skovdække, som kan forynges naturligt, og hvor skovklimaet opretholdes. Handlingsplanen indebærer, at Naturstyrelsen så vidt muligt skal undgå renafdrifter, udnytte naturlig foryngelse og anvende hugst- og foryngelsesmetoder, der sikrer variation i arts- og alderssammensætning.

Foryngelse

Driftsplanen indeholder ikke en detaljeret, geografisk lokaliseret foryngelsesplan, men der forventes i alt forynget 372 ha i perioden eller 25 ha om året i perioden 2014-2028. Hertil kommer etablering af 38 ha lysåbne naturarealer, som i dag er skovbevokset eller henligger som skovede, men ikke tilplantede arealer.

I følgende tabel er vist sammenhængen mellem nuværende træarter og ”kulturtræarter” (svarende til ”hovedtræarten” i de planlagte skovudviklingstyper). Det ses for eksempel af tabellen at konvertering til en bøgedomineret skovudviklingstype er dominerende med i alt 307 ha.

Tabel 5: Sammenhængen mellem nuværende træart og fremtidig træart (svarende til ”hovedtræarten” i de planlagte skovudviklingstyper).

 Som kulturmodeller er anvendt en række modeller, som har ophæng i de konverteringsmodeller, som styrelsen udarbejdede i forbindelse med overgangen til naturnær skovdrift. (Naturnær skovdrift – idékatalog til konvertering, 2005).

I sammendrag er det planen at forynge 372 hektar skov med træarterne bøg (307 ha), eg (23 ha) ask og birk (41 ha) som vigtigste træart.

Skovudviklingstyper

I forbindelse med driftsplanlægningen er enhedens (skov-) arealer fordelt til en række skovudviklingstyper. Fordelingen sker ud fra vurdering af jordbund, klima, hensyn til landskab, friluftsliv, natur og kulturhistorie.

Skovudviklingstypen beskriver for en given lokalitet den på lang sigt ønskede bevoksningstype i form af et forventet skovbillede, den tilstræbte træartssammensætning samt mulig udviklings og foryngelsesdynamik. For yderligere information se ”Katalog over skovudviklingstyper i Danmark”.

I den første af nedestående tabeller er vist sammenhængen mellem de planlagte skovudviklingstyper og de aktuelle bevoksningsforhold ved planens begyndelse.

På lang sigt er det målet, at de løvtrædominerede arealer øges fra godt 3.400 ha til 4.100 ha. Nåleskovsarealerne vil på lang sigt alene findes som spredte holme og indblanding i løvskoven. (SUT 92-94 er ikke medregnet). Det skovbevoksede areal på 104 ha uden SUT omfatter bl.a. skovrejsningsarealer ved Greve og Karslunde, hvor SUT kortlægningen endnu ikke er gennemført. Det ubevoksede areal på 1.829 ha indgår ikke i SUT kortlægningen, arealet omfatter større naturområder, som f. eks enhedens store søer og sletter. Se tabel 6 og 7 for en sammenligning mellem nuværende driftsklasser og SUT samt fremtidig fordeling ved planperiodens udløb.

Træartsskiftet mod en ønsket skovudviklingstype sker gradvist over en eller flere trægenerationer. Efter en træ-generation er træartsblandingen måske kun forskudt med 5-15 %.

Tabel 6: Sammenhængen mellem skovudviklingstyper og den driftsklassevise arealanvendelse i planperiodens start når planlagt foryngelse indregnes.

Tabel 7: Sammenhængen mellem skovudviklingstyper og den driftsklassevise arealanvendelse i planperiodens slutning når planlagte foryngelse indregnes.

 Af tabel 8 fremgår, hvor meget målopfyldelsen forventes ændret i løbet af planperioden for så vidt angår forekomst af ”de rigtige træarter” i den enkelte skovudviklingstype (eller -gruppe).

Som udgangspunkt er enheden langt med at bruge ”de rigtige træarter” indenfor de enkelte skovudviklingstyper og udviklingen i perioden fortsætter i den rigtige retning. Oversigten vurderer kun forekomst af hovedtræarter. Forhold som indblandingsforhold og etagering på SUT- og bevoksningsniveau er ikke søgt vurderet.

Tabel 8: Målopfyldelse i planperiodens udvikling frem mod de langsigtede skovudviklingstyper.