Hugst, kulturer og bevoksningpleje

Indledning

Ved driftsplanlægningen fastlægges centrale parametre som den samlede hugst i den 15-årige planperiode, niveauet for nye skovkulturer, plejen af naturarealer, pleje af fortidsminder, omfanget af nye friluftsfaciliteter mv.

I nærværende kapitel er der fokus på rammerne for de næste 15 års hugst og foryngelse. En ramme som indgår i den årlige planlægning på enheden blandt andet i forbindelse med hugstplanlægning og kulturindsats.

Helt overordnet er det målet, at skovdriften sker bæredygtigt – det vil blandt andet sige, at der på lang sigt sikres balance i aldersklassefordelingen, i tilvækst og hugst og at dyrkningsgrundlaget forbedres. Dette sikres gennem Naturstyrelsens generelle retningslinjer og årlig opfølgning. Der sker kontrol af dette som følge af styrelsens certificering i henhold til FSC og PEFC-standarderne.

Kapitlet er opdelt i tre afsnit og kan sammenfattes i følgende:

• Grundlag for beregning af vedmasse og hugst:Taksationen viser lavere vedmasse og produktion for ældre bøg og eg og modsat en højere vedmasse for yngre gran. Der er ikke takseret i andre træarter, hvor der i stedet tages udgangspunkt i målinger ved den sidste driftsplanlægning for 15 år siden.

• Status, tilvækst og hugst: Aldersklassefordelingen for løvtræ viser, at der er en relativ stor andel af løvskov på 10-29 år samt på 60-79 år. Fordelingen i nåletræ viser en ujævn aldersklassefordeling, hvor aldersklassen for rødgran 30-49 er stor jævnfør genplantning efter stormfald i 1967 og 1981. Andelen med helt unge arealer med gran er mindre, som følge af praksis om begrænset anlæg af nye nåletræ bevoksninger.

Den planlagte hugst resulterer for alle løvtræarterne i en opsparing i den samlede stående masse. Således går for eksempel bøg fra 205 m3 pr. ha i planperiodens start til 229 m3 pr. ha i planperiodens slutning. I gran øges vedmassen fra 300 m3 pr. ha til 349 m3 pr. ha. Samlet set øges vedmassen pr. ha fra 199 til 233 m3, svarende til 15 pct. øgning. Den samlede opsparing på enheden er først og fremmest en følge af aldersklassefordelingen, ligesom der ikke er korrigeret for arealændringer i form af tilvækst fra nye kulturer ved opgørelsen.  

• Foryngelse og skovudvikling: Med naturnær skovdrift sker udviklingen frem mod den ønskede skovudviklingstype[1] langsommere og mere glidende end i det tidligere renafdriftssystem. Overgangen vil således ske med gradvis træartsskifte over en eller flere trægenerationer. Med de planlagte foryngelser vil 40 % af det skovbevoksede areal have nået sin langsigtede skovudviklingstype efter den kommende 15 årige planperiode. Bøg er den primære træart i de ønskede skovudviklingstyper og indgår derfor i 254 ha af en samlet foryngelse på 418 ha. Udover bøg satsets der på bl.a. eg, hvorimod arealet med gran og andre nåletræarter med tiden vil blive konverteret til nåletræ blandingsbevoksninger, løvtræ eller lysåbne naturarealer.

Grundlag for beregning af vedmasse og hugst

Hugstberegningen er en konsekvensberegning af, hvor meget træ der står i skoven, hvor meget skoven gror og de valgte behandlingsmetoder - som igen bygger på de generelle retningslinjer for naturnær skovdrift. Tidligere indeholdt en driftsplan for en skov normalt en oversigt over hvilke bevoksninger, der i den kommende planperiode skulle forynges og, hvad der skulle plantes og hvornår. Men som konsekvens af beslutningen om at konvertere statens skovdrift til et naturnært skovbrug, søges renafdrifter så vidt muligt helt undgået. Dette afsnit giver en overordnet ramme for hugst og foryngelsesindsatsen i den kommende periode.

Som led i planlægningen er de ældre nåletræbevoksninger grupperet efter hhv. foryngelse ved renafdrift eller skærmstilling i planperioden eller senere foryngelse. På enheden er visse bevoksninger med nåletræ særligt udsatte for stormfald, og der anvendes derfor i disse renafdrifter i stedet for skærmstillinger. Disse arealer fremgår af planens bilag.

Grundlaget for beregning af vedmasse, tilvækst og hugst er ajourføringer af arealanvendelser og bevoksningsforhold. Det sker gennem markregistrering og taksation, som giver anledning til justering af eksisterende bevoksningsdata i planlægningsværktøjet Proteus samt af vækst- og hugstmodeller.

Skovene på enheden er gennemgået med en vurdering af bevoksningsforhold og en ajourføring af nye foryngelsesarealer. Der er anvendt luftfotos som grundlag.

Vedmasse på skovrejsningsarealer er fastlagt ud fra en ny vurdering af bevoksningsforholdene ved driftsplanlægningen. Desuden er i ældre skov korrigeret for de seneste års hugst af udgåede ask.    

I den efterfølgende taksation er der lavet stikprøver for at fastlægge vedmasseniveau for træarten bøg, eg og rødgran, der udgør hovedtræarterne på enheden. Der er gennemført taksation med målinger i 62 bevoksninger.

Der er ved de tidligere driftsplanlægninger fastlagt højde-vedmassekurver for enheden. Taksationerne for bøg og eg viser, at vedmassen for ældre bevoksninger er lavere end forudsat, og vedmasse, tilvækst og hugst er derfor nedsat for disse bevoksninger. Taksationerne for rødgran viser højere vedmasse end forudsat for yngre bevoksninger, og vedmasse, tilvækst og hugst er derfor øget.

Beregninger af højder, diametre, stamtal, vedmasse, tilvækst og hugst tager udgangspunkt i træartsvise formtal samt tilvækst- og hugstmodeller. Bevoksninger som er underlagt særlige hensyn tages ud af hugstberegningerne. Særlige hensyn kan for eksempel være bevoksninger udpeget som urørt skov. 

For yngre bevoksninger beregnes en årlig hugst svarende til den gennemsnitlige årlige udtynding af bevoksningerne. For ældre løvtræ-bevoksninger beregnes en hugst hvert femte år ved konvertering til ny skov. For gran over 40 år beregnes hugst udfra enhedens plan for foryngelser. Ved renafdrifter med udtag af 100 pct. af vedmassen og skærmstillinger 3 * 25 pct. af vedmassen i planperioden. For bevoksninger uden foryngelse er beregnet sædvanlig tynding.   

Et eksempel på den anvendte hugststyrke er for bøg givet i tabel 1. Indtil bøgen når 84 år, er beregningerne baseret på normal tynding, hvorefter der for bevoksninger mellem 85 og 94 års alder gennemføres tre hugster med hver 11 pct. af vedmassen. For 95 - 104 år 14 pct. etc. Der beregnes desuden tilvækst indtil ca. 130 års alder, hvorefter der ikke regnes tilvækst, da bevoksningen har en lavere vedmasse og nedsat produktion.

Tabel 1: Anvendt hugst % som gennemføres 3 gange (hvert 5 år) i planperioden.

Hugstmodellen for bøg er eksemplificeret grafisk i figur 1 og fremstiller hvordan beregning af vedmasse, tilvækst og hugst vil se ud med de anvendte modeller. Der er beregnet en mindre hugst i planperioden end ved en traditionel hugst med fældning af hele bevoksningen ved 110 år eller med selvforyngelse mellem 100 år og 125 år.

Figur 1: Afviklingsmodel for bøg. Bemærk, at der ikke beregnes tilvækst fra 130 år. Ligeledes at slut massen ved endt hugst er 50 m³, som følge af politikken om at efterlade 5 træer/ha til død og henfald.  

Det skal bemærkes at praktiske forhold kan medføre, at beregningsforudsætningen med den opstillede hugststyrke og intervallet på 5 år ikke er den hugst der gennemføres i den enkelte konkrete bevoksning. Set over enheden som helhed forventes det, at hugsten i bøgebevoksningerne vil følge den angivne kurve, men i den enkelte bevoksning vil det være afgørende, om der findes en naturlig foryngelse i bevoksningen, som alt andet lige vil fordre lidt stærkere hugst i den konkrete bevoksning, for at give foryngelsen lys. Omvendt vil der være bevoksninger, hvor foryngelsen ikke kommer så godt, og hvor det f.eks. kan være relevant at hugge lidt mindre end forudsat i modellen. Hertil kommer, at der ud fra en praktisk betragtning formentlig ofte vil forekomme sjældnere indgreb men til gengæld en lidt stærkere hugst ved det enkelte indgreb.

Grundlaget for en naturnær skovdrift i form af stabile, selvforyngende skovstrukturer er til stede i langt de fleste skove på enheden. Der kan være steder, hvor man for eksempel ønsker at konverterer fra bøg til eg eller i nåleskov, hvor grundlaget endnu kun i begrænset omfang er til stede. I disse bevoksninger vil der i skovdriften være behov for plantede kulturer i stedet for selvforyngelse samt brug af mindre renafdrifter nogle steder. Som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget i forhold til, om der kan gennemføres mindre renafdrifter, inddrages den eksisterende viden om biodiversiteten på det konkrete areal.

Status, tilvækst og hugst

På baggrund af den aktuelle status samt tilvækst- og hugstmodellerne beregnes den aktuelle hugst. Hugsten beregnes samlet for planperioden, og giver således en retningslinje for enhedens årlige hugst. 

Aldersfordeling

Et kendskab til aldersklassefordelingen af bevoksningerne i skoven er vigtigfor at sikre, at der på kort sigt ikke sker en for kraftig hugst. I forbindelse med overgangen til naturnær skovdrift med en større variation i arts- og alderssammensætning i den enkelte bevoksning, vil det blive vanskeligere at henføre skovens enkelte bevoksninger til aldersklasser. Da omstillingen til naturnær drift tager lang tid, vil det stadig være relevant i denne og kommende planperioder at tage hensyn til aldersklassefordelingen, når hugstmulighederne skal vurderes.

Alderklassefordelingerne er påvirket af udlægget af urørt skov, stormfald i 1967 og 1981og etableringen af nye skove på enheden.

Konkret viser aldersklassefordelingen for løvtræ, at der er en relativ stor andel bøg og eg på 60 -80 år

Aldersgrupperne 50 – 60 omfatter bl.a. genplantning efter stormfaldet i 1967, mens aldersgrupperne 0 – 29 år bl.a. repræsenterer nye skove (se figur 2). 

Figur 2: Aldersklassefordeling ved planperiodens start (2015) for bøg, eg, ask og ær samt andet løvtræ 

Med hensyn til nåletræ er arealandelen høj med driftsklassen gran på 40-49 år, og driftsklassen ædelgran på 30-39 år mens ældre nåletræsarealer over 50 år er af mindre omfang (figur 3). Aldersklasserne 30 -59 år repræsenterer tilplantninger efter stormfaldet i 1967 og 1981. Desuden har ny praksis med fokus på løvtræ og lysåbne arealer, ikke mindst på skovrejsningsarealer medført en mindre arealandel af gran i de sidste 30 år. Arealer med andet nåletræ omfatter bl.a. skovfyr og østrigsk fyr.

Figur 3: Aldersklassefordeling i 2015 for nåletræ.

Areal og vedmasse

Arealer for de enkelte driftsklasser og den stående vedmasse primo 2015 er beregnet ud fra opdaterede arealdata i Proteus samt de nævnte korrektioner. Sammenfatningen af status for enheden fremgår af tabel 2.

Tabel 2: Areal og vedmasse for de enkelte driftsklasser primo 2015.

Vedmasse, tilvækst og hugst

Den beregnede mængde af træ ved planperiodens start i 2015 og ved planens udløb med udgangen af 2029 samt den beregnede tilvækst og hugst i planperioden og gennemsnitligt årligt fremgår af tabel 3 og 4. Planhugsten er den beregnede hugst i den 15-årige planperiode. Udgangspunktet er den beregnede mængde træ ved planperiodens start, den beregnede tilvækst, hugstpolitikken samt de naturnære konverterings-modeller. Vedmasse er vist brutto før omregning til salgsenheder. Tilvækst og hugst ved tynding er beregnet med fælles tilvækstmodeller for skovbruget og med udgangspunkt i vækstforhold for de enkelte bevoksninger. Tilvækst og hugst i ældre bevoksninger er beregnet med de fælles tilvækstmodeller samt plan og modeller for foryngelse af bevoksningerne – jf. ovenstående afsnit.Beregningen af vedmasse pr. ha 2029 for gran og ædelgran er uden areal for overstandere (ældre træer med ny skov på vej nedenunder)

Tabel 3: Vedmasse i 2015 plus planperiodens tilvækst minus hugst resulterer i vedmasse ved planperiodens afslutning i 2029.

Den beregnede årlige tilvækst og hugst samt årlige ændringer i stående vedmasse fremgår af tabel 4, der også viser gennemsnit pr hektar.

Tabel 4: Planperiodens gennemsnitlige årlige tilvækst og hugst.

Den årlige planhugst er vist i tabel 4 sammen med den beregnede hugst. Forskellen på disse er, at den årlige planhugst er fratrukket ”ikke udnyttet vedmasse” og tillagt ekstra vedmasse udnyttet som flis.

Ikke udnyttet vedmasse dækker groft sagt over den mængde træ som efterlades i bevoksningen ved skovning. Den ikke udnyttede vedmasse inkluderer ikke de 3-5 træer pr. hektar som efterlades til død og henfald. Den ikke udnyttede vedmasse fragår i enhedens beregnede hugst. Desuden er den årlige planhugst tillagt ekstra vedmasse udnyttet som flis, med udnyttelse af grene og toppe ved flishugning.

Enhedens årlige planhugst i perioden er 23.100 kbm, hvoraf 9.300 m3 forventes at komme fra flis. Fordelt på hugst i løv og nål svarer det til, at der skal hugges 13.500 kbm løv og 9.600 kbm nål, heraf hhv. 6.200 kbm og 3.100 kbm flis.

Foryngelse og skovudvikling

Siden 2005 har Naturstyrelsens skovdrift fulgt handlingsplanen for statsskovenes omlægning til naturnær skovdrift. Den naturnære skovdrift sigter mod at opbygge mere stabile skove med vedvarende skovdække, som kan forynges naturligt, og hvor skovklimaet opretholdes. Handlingsplanen indebærer, at Naturstyrelsen så vidt muligt skal undgå renafdrifter, udnytte naturlig foryngelse og anvende hugst- og foryngelsesmetoder, der sikrer variation i arts- og alderssammensætning.

Foryngelse

Driftsplanen indeholder en modelbaseret aldersklassevis foryngelsesplan for løvtræ samt en detaljeret, geografisk lokaliseret foryngelsesplan for nåletræ, og i alt forventes forynget ca.  418 ha i perioden eller ca. 28 ha ha om året i perioden 2015-2029. Hertil kommer etablering af ca. 19 ha åbne naturarealer, som i dag er skovbevokset.

I følgende tabel er vist sammenhængen mellem nuværende træarter og fremtidige. Tabellen bygger på det overordnede foryngelses og kulturareal som er planlagt i planperioden . Det ses for eksempel af tabellen, at konvertering til en bøgedomineret skovudviklingstype udgør i alt 254 ha hvor af 116 ha allerede er bøg. Det ligger endvidere som en forudsætning i beregningerne, at de beregnede, foryngede løvtræ aldersklasser i alle tilfælde konverteres direkte til den fremtidige skovudviklingstype. Det er naturligvis en grov forenkling, fordi der vil forekomme situationer, hvor de naturgivne forhold tilsiger en langsomere udvikling mod skovudviklingstypen. Tallene i tabellen skal derfor tages med forbehold og viser en retning mere end et konkret resultat.

Tabel 5: Sammenhængen mellem nuværende træart og fremtidig træart (svarende til ”hovedtræarten” i de planlagte skovudviklingstyper) Tabellen bygger på det overordnede foryngelses og kulturareal som er planlagt i planperioden.

Som kulturmodeller er anvendt en række robuste modeller, som har ophæng i de konverterings-modeller, som styrelsen udarbejdede i forbindelse med overgangen til naturnær skovdrift. (Naturnær skovdrift – idékatalog til konvertering, 2005).

I sammendrag er det planen at forynge 418 hektar skov med træarterne bøg  (254 ha), eg (62 ha) og ask m.v. (40 ha) som vigtigste fremtidige træarter.

Skovudviklingstyper

I forbindelse med driftsplanlægningen er enhedens (skov-) arealer fordelt til en række skovudviklingstyper. Fordelingen er sket ud fra vurdering af jordbund, klima, hensyn til landskab, friluftsliv, natur og kulturhistorie. Skovudviklingstypen beskriver for en given lokalitet den ønskede bevoksningstype på lang sigt i form af et forventet skovbillede, den tilstræbte træartssammensætning samt mulig udviklings og foryngelsesdynamik. For yderligere information se ”Katalog over skovudviklingstyper i Danmark”.

Se tabel 6 og 7 for en sammenligning mellem nuværende driftsklasser og SUT samt fremtidig fordeling. I den første af nedestående tabeller er vist sammenhængen mellem de planlagte skovudviklingstyper og de aktuelle bevoksningsforhold ved planens begyndelse og i den anden tabel tilsvarende 15 år senere.

Som nævnt ovenfor skal tallenei tabel 7  tages med forbehold, fordi der er tale om en blanding af modeltal og planlagte tiltag.

Tabel 6: Sammenhængen mellem skovudviklingstyper og den driftsklassevise arealanvendelse ved planperiodens start.

På lang sigt er det målet, at de løvtrædominerede arealer øges fra godt 2.300 ha til ca. 3.000 ha. Nåleskovsarealerne skal modsvarende gå tilbage, hvor det især er granarealet som mindskes. (Skovudviklingstype 91-94 er ikke medregnet). 900 ha af de lysåbne naturarealer på 1.800 ha indgår ikke i SUT kortlægningen, arealet omfatter større naturområder, som f. eks. enhedens naturarealer med enge, strandenge og overdrev.

Træartsskiftet mod en ønsket skovudviklingstype sker gradvist over en eller flere trægenerationer. Efter en trægeneration er træartsblandingen måske kun forskudt med 5-15 % point.

Af tabel 8 fremgår, hvor meget målopfyldelsen forventes ændret i løbet af planperioden for så vidt angår forekomst af ”de rigtige træarter” i den enkelte skovudviklingstype (eller -gruppe).

Tabel 7: Sammenhængen mellem skovudviklingstyper og den driftsklassevise arealanvendelse i planperiodens slutning når planlagte foryngelser indregnes.

Som udgangspunkt er enheden langt med at bruge ”de rigtige træarter” indenfor de enkelte skovudviklingstyper og udviklingen i perioden fortsætter i den rigtige retning. Oversigten vurderer kun forekomst af hovedtræarter. Forhold som indblandingsforhold og etagering på SUT- og bevoksningsniveau er ikke søgt vurderet.

Tabel 8: Målopfyldelse i planperiodens udvikling frem mod de langsigtede skovudviklingstyper.  

[1] Skovudviklingstypen beskriver for en given lokalitet den på lang sigt ønskede bevoksningstype i form af et forventet skovbillede, den tilstræbte træartssammensætning samt mulig udviklings og foryngelsesdynamik. For yderligere information se ”Katalog over skovudviklingstyper i Danmark”.