Hammershus

Bevaring og formidling af Nordeuropas største borgruin.

Restaureringen af Hammershus hviler i dag i en vedligeholdelsesplan der på mange punkter præcist angiver, hvad der skal gøres, og hvornår det skal gøres. Hvert år gennemgås ruinen for skader på murværk og terræn, og vedligeholdelsesplanen opdateres. Ligeledes er plejen af de grønne arealer sat i system, så alle interesser tilgodeses på bedste vis, for Hammershus er det sted i Danmark, hvor der er registreret flest kulturreliktplanter, og dem skal vi naturligvis tage højde for i naturplejen.

Pleje af ruinen

Murværket forfalder hele tiden, fordi vejrlig konstant angriber og nedbryder de uafdækkede overflader. På trods af en konstant overvågning og restaureringsindsats opstår der altid murværksskader, som skal udbedres. Sten falder ud af væggene, fuger bliver utætte og murkroner fryser i stykker. De omkring 400.000 gæster som besøger Hammershus hvert år, skal dog stadig på sikker og forsvarlig vis, kunne opleve ruinen som en borg, og få en fornemmelse af borgens størrelse, forsvarsforanstaltninger, de enkelte bygninger samt livet og dagligdagen på borgen.

Selv om man i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet udførte et kæmpe restaureringsarbejde, blev det alligevel ikke helt færdig. Der er stadig større projekter der skal laves. Derfor er der, året rundt, altid en fast bemanding på stedet, også til at tage sig af de akutte opgaver, der hele tiden opstår.

Dette vedligeholdelsesarbejde foregår hovedsagelig i de 7-8 varmeste måneder om året. I de kolde måneder opbygger vi opvarmede overdækninger på dele af ruinen, så restaureringen kan fortsætte hen over vinteren. Sideløbende arbejdes der med at udbedre slidskader på terrænnet, og istandsættelse af publikumsfaciliteter som bænke, stier, veje og brolægning, formidling og skiltning.

Besøg Hammershus og få en snak med restaureringsmedarbejderne. De kan altid fortælle hvad der sker lige nu og i fremtiden, hvilke specielle materialer der anvendes og hvilke principper og håndværksmetoder der arbejdes efter.

Bevaringsarbejde gennem mere end 100 år

Ruinerne af Hammershus blev ved kongelig forordning fredet i 1822. På det tidspunkt var hele slottet i kraftig forfald og overgroet af buske og træer. Flere bygninger lå halvt væltede og dækket af jord og bevoksning. Broen til ruinen var faldet sammen, og der var kun snævre trampestier, der førte rundt på borgen.

Omkring 1880 begyndte Museumsinspektør Peter Christian Hauberg den enorme opgave med at rydde og fritlægge hele ruinen for at kunne påbegynde en restaurering af Hammershus. Bygning for bygning arbejdede Hauberg sig derefter igennem ruinen. Stilsikkert og tro mod det eksisterende murværk restaureredes Hammershus indtil det lignede den ruin, vi kender i dag. Igennem 40 år blev der genopbygget, rekonstrueret og istandsat overalt på ruinen, og alt blev grundigt fotograferet og dokumenteret ved hjælp af fine tegninger og opmålinger. Bl.a. denne dokumentation danner i dag det altafgørende grundlag for den kontinuerlige vedligeholdelse og drift af Nordeuropas største borgruin. Naturstyrelsen Bornholm råder over meget fine og detaljerede opmålinger og mere end 1000 registreringsbilleder taget i perioden 1880 - 1940.

Forud for alle indgreb i ruinen skal den aktuelle tilstand dokumenteres, og der er et lovmæssigt krav om at udføre en bygningsarkæologisk analyse af de berørte områder. I dag bruger restaureringsarbejdere og arkitekter noget mere avancerede teknologier til at dokumentere fortidsmindet. Tablets, digitale fotos, 3D rekonstruktioner, CAD-programmer og især laserscanninger udgør det grundlag, der skal produceres forud for restaureringsprojekterne på Hammershus.

Nyt besøgscenter

I øjeblikket bygges der på et nyt besøgscenter, som skal styrke formidlingen af Hammershus. Besøgscenteret og restaureringen af Hammershus er støttet af en bevilling på 92,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Læs mere om projektet her

Landskabspleje

I middelalderen havde man interesse i at holde bevoksningen nede, fordi et åbent landskab gjorde det nemmere at se og bekæmpe en angribende fjende. Men på strategiske steder opretholdt man også bevoksninger af krat og tjørn, som gjorde det mere besværligt for en fjende at indtage borgen. I dag har vi interesse i at bevare det åbne landskab både for at man kan se ruinerne men også fordi Hammershusklippen har en helt unik flora med 300 forskellige plantearter, herunder levende fortidsminder (kulturreliktplanter). Det er en mangfoldighed som kun kan eksistere, hvis der foretages en aktiv naturpleje.

Naturstyrelsen foretager med jævne mellemrum rydning af opvækst omkring borgen og efterfølgende holdes områderne ved hjælp af afgræsning.

Området omkring vestskråningen - den måske rigeste botaniske lokalitet på Bornholm og en af de fornemmeste i hele landet, er et fint eksempel på målrettet landskabspleje, der kombinerer bevaring af en følsom botanik med formidling af landskabet.

Der er etableret et samarbejde med et privat dyrehold, som sørger for at vegetationen holdes nede gennem afgræsning. Får og kvæg sættes ind i stort tal men i kort tid ad gangen. Derved opnås, at dyrene ikke kun spiser det gode, men også det kedelige. Hvis der er få dyr på området, spiser de kun græs og urter.

Bag de beskyttende fæstningsmure på den indre borgplads foregår naturplejen på et helt andet niveau. Her vurderes det hele tiden hvilke grønne områder, der skal holdes nede, og hvor på borgen de følsomme reliktplanter vokser. Det er nemlig ikke samme sted, de vokser op hvert år. Derfor gennemgås arealerne jævnligt af Naturstyrelsens eksperter gennem hele vækstsæsonen.

Forhistoriske fortidsminder

Naturstyrelsen Bornholm plejer og formidler også en række forhistoriske fortidsminder i området omkring Hammershus. På det nærliggende Anebjerg ligger der et stort helleristningsfelt, som vi plejer og formidler i samarbejde med Bornholms Museum.

Alle eksisterende data på fortidsminder og deres placering på Naturstyrelsens arealer er igennem mange år nøje blevet registreret på vores skovkort, således at vi altid kan genfinde selv de mindste helleristninger og gravrøser og passe på dem, når der arbejdes.

Middelaldermørtel

Brændt kalk. Klar til læskning/opblanding.

Når vi restaurerer ruinens murværk, forsøger vi at ramme et visulet resultat, der lægger sig så tæt som muligt på det oprindelige murværk. Det resultat opnås bedst ved at vi bruger den mørtel, som man oprindeligt anvendte, da Hammershus blev opført i middelalderen. Denne historiske mørtel har også den fordel, at den ikke på samme måde som moderne, cementbaseret mørtel binder og ophober vand og derved frostsprænger fugerne. Så udover at det er en bedre løsning rent æstetisk holder vores restaurering også længere.

Den mørtel, vi regner med blev brugt ved opførelsen af Hammershus, er lavet af en type kalk, man finder lokalt på sydbornholm. Det er en hydraulisk kalk - formodentlig brændt på stedet og brugt umiddelbart derefter. Det betyder, at efter kalkbrændingen er overstået, og de varme kalkstykker er taget ud af ovnen, blandes de sammen med grus (tilslaget) i et forhold, der ligger meget tæt på 1:1, og der tilføres vand. Det er en utrolig fed og meget let bearbejdelig mørtel, og man skal næsten være murer for at kunne forstå og fornemme de egenskaber, der er ved denne meget varme og våde mørtel.

Kalken til mørtelen brænder vi selv i en opretstående kalkovn ved ruinen. En brænding starter med at gennembrænde ovnen med en god opfyring med f.eks. tørt nåletræ. Det er ikke meningen, at den faktiske kalkbrænding også skal varme ovnen op. Den energi skal bruges til den rigtige kalkbrænding, som vi opbygger med skiftende lag af kalksten og bøgebrænde. Vi tænder op om formiddagen, og 24 timer efter er brændingen færdig, og de brændte kalkstykker er klar til brug.

Det er en fantastisk proces, man udsætter en godt 50 millioner år gammel kalksten for. Når man brænder kalkstenen i tilstrækkelig lang tid ved 900-1100 grader eller mere, afgiver den kuldioxid, og stenen omdannes til kalciumoxid. Kalciumoxid kalder vi brændt- eller ulæsket kalk. Hvis der sættes vand til brændt kalk, læskes den, fordi der dannes kalciumhydroxid under meget kraftig varmeudvikling.

Vi tørlæsker vores brændte kalk for at kunne opbevare den i lukkede plasttønder inden vi skal anvende den i restaureringen. De brændte sten nedsænkes kortvarigt i vand, således at den kemiske proces netop starter, og stenen omdannes til pulver. Derefter sigtes pulveret og det er klar til brug.