Cykling i skoven - med fokus på cykelklubbernes brug
Regler for cykling i skoven
I henhold til Naturbeskyttelsesloven må der cykles på stier og skovveje. Man må således ikke cykle i skovbunden og ned ad skrænter eller på stendiger og gravhøje.
Baggrunden for disse regler er åbenlys: Cykling på disse steder ødelægger skovbunden, skrænterne og fortidsminderne. Det fremgår også af loven, at organiserede aktiviteter kræver tilladelse af ejeren.
Ifølge Færdselsloven skal hastigheden afpasses efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed. Det stiller særlige krav i skoven, hvor udsynet ofte er ringe og underlaget løst eller glat. Husk, at den almindelige højrevigepligt også gælder ved kørsel i skoven.
Rekreativ anvendelse
Alle skovene i Storkøbenhavn er meget anvendt til friluftsliv. Der skal være plads til den ensomme vandrer, familien på skovtur med barnevogn eller kørestol, kondiløberen, rytteren på hest og cykelrytteren. Det er oplagt, at det kræver nogle færdselsregler og ikke mindst gensidigt hensyn at sikre, at alle kan få en god oplevelse i skoven.
Naturstyrelsen bruger mange resurser på at holde skovene attraktive i rekreativ henseende. Styrelsen styrer eller koordinerer de forskellige friluftsaktiviteter, således at flest mulige får mulighed for at nyde deres ønskede aktivitet i skoven uden at blive generet af andre.
Konkurrence og træning
Organiserede cykelløb i skovene, herunder træningsløb, må ikke afholdes uden forudgående tilladelse.
Når styrelsen godkender cykelløb i skoven, sikres det bl.a. at det kan foregå uden at komme i konflikt med andre arrangementer (orienteringsløb, militære øvelser, motionsløb, filmoptagelser mv.). Sikkerheden for andre skovgæster skal der også tages højde for.
Arrangøren af et cykelløb skal fremsende et kort, som viser ruten og gennemkørselsretningen samt hvor der placeres vagtposter ved passage af skovvejene - på et af styrelsens kort (f.eks. vandretursfolderkortet eller skovkortet).
Styrelsen kræver i forbindelse med godkendelsen, at:
- Arrangøren opsætter skilte ved indgangene til skoven fra offentlig vej og P-pladser om, at der f.eks. mellem kl. 17 og 21 køres cykelløb på den rute, som er vist på kortet. Dette giver skovgæsten mulighed for at vælge at gå en tur et andet sted end der, hvor der køres cykelløb. Grundteksten til skiltet fås ved henvendelse til styrelsen.
- Der er vagtposter de steder, hvor cykelrytterne kører over eller ud på de store skovveje.
- Der kun må gives beskeder under løbet fra eventuelle højttalere. Dvs. der må ikke heppes eller spilles musik via højttaleranlægget.
MTB-orientering
MTB-orientering er en ny sportsgren, hvor man på cykel skal finde en række poster i skoven. Rytteren må kun køre på eksisterende stier og veje. Dvs. ruten er ikke kendt på forhånd, og derfor kan der ikke opsættes vagtposter eller vises en rute.
Styrelsen giver derfor ikke tilladelse til MTB-orientering i de mest besøgte skove, se listen nederst. Det er endvidere en betingelse at løb i weekenderne afsluttes kl. 11 på lørdage og søndage (kl. 11 er tidspunktet hvor sidste rytter skal være i mål). Der stilles krav til arrangøren om skiltning ved indgangen til skoven på samme vis som cykelløb på en rute.
Lempeligere regler for afholdelse af klubbernes interne små træningsløb
For cykelklubbers interne træningsløb med færre end 20 deltagere er der lempeligere regler for afholdelse af træningen for træningspassager af op til ½ times varighed. Det indebærer, at der ikke skal skiltes ved indgangen til skoven, og ruten skal heller ikke være godkendt på forhånd. Klubberne/cykelrytterne er ansvarlige for skovgæsternes sikkerhed samt for at nedenstående regler for ruten overholdes.
Procedure for afholdelse af klubbernes interne små træningsløb
Cykelklubben skal anmelde træningsløb i det ønskede skovområde. Der kan anmeldes flere måneder før afholdelsen, men 2 uger inden er nok.
Hvis der mod forventning ikke er plads i skoven den ønskede dag, meddeler styrelsen arrangøren, at løbet ikke kan afholdes pga. at skoven er optaget af f.eks. et motionsløb med 300 deltagere.
Selve ruten/rundturen til konkurrencedelen af træningsløbet afmærker cykelrytterne selv med vimpler, hvor der f.eks. er vist en cykel og teksten: "cykelløb". Vimplerne sættes (naturligvis uden brug af søm og stifter), så de advarer andre skovgæster om mødet med cykelryttere. Ved farlige passager af store skovveje bemandes passagen.
Ruten må ikke lægges på de afmærkede vandreture, ridestier og fortidsminder (gravhøje, stendiger og lignende).
Træningsløbene kan med fordel afholdes lørdag og søndag formiddage, hvor der ikke er så mange skovgæster.
Særlige råd til cykelryttere
- Vis hensyn når du cykler i skoven
- Sæt dig ind i reglerne, så du ikke ødelægger skoven eller andres skovtur.
- Vis hensyn til andre skovgæster, så de også kan nyde deres skovtur.
- Kør kun på skovveje og brede stier.
- Sæt farten ned, når du passerer andre skovgæster, og vær sikker på, at de har opdaget dig.
- Undgå at køre på de markerede vandretursstier (markeret med gule pletter)
- Kør med omtanke og pløj ikke stien op med bremsespor
- Husk at cykling ikke er tilladt på Søstien i Nørreskoven.
- Husk, det er lovligt at færdes til fods overalt, så pludselig kan der være et barn på stien foran dig. Du skal tilpasse hastigheden efter forholdene (udsyn, underlag osv.).
Mountainbikeruter
Naturstyrelsen har i samarbejde med Distrikt Sjælland anlagt en 25 km lang MTB-rute gennem Jonstrup Vang, Lille og Store Hareskov, Bøndernes Hegn, Frederiksdal Storskov (som er privat ejet) og Nørreskoven. MTB-ruten er anlagt så den skulle være en god udfordring til ryttere på mountainbike. Benyt den, når du vil køre i skoven; men husk også, at det er lovligt at færdes til fods overalt. Det betyder, at der pludselig også kan være et barn på denne sti, så du skal også her tilpasse hastigheden til forholdene.
MTB-ruten må ikke anvendes til cykelløb uden konkret aftale med styrelsen. Såfremt man vil benytte ruten gennem Frederiksdal Storskov til et trænings- eller cykelløb kræver det særskilt tilladelse fra Frederiksdal Gods.
I Tokkekøb Hegn og Store Dyrehave er der anlagt MTB-rute.
I Geel Skov er der anlagt en MTB-rute
I Rude Skov er der anlagt en MTB-rute
Skovenes status i relation til cykelløb
Der gives tilladelse til cykelløb (konkurrence på tid og samme rute) i nedenstående skove (når der i øvrigt er ledigt, dog maksimalt 3 gange pr. halvår i den enkelte skov/skovområde):
Bøndernes Hegn (incl. Aldershvile Skov)
Farum Lillevang,
Terkelskov
Nyvang,
Karlstrup Skov
Lille Hareskov og Jonstrup Vang
Nørreskoven (mellem Frederiksborgvej og Hillerødmotorvejen),
Ravnsholt Skov,
Slagslunde Skov,
Sperrestrup Skov
Tokkekøb Hegn,
Uggeløse Skov,
Vestskoven
Der gives tilladelse til MTB-orientering i følgende skove:
Farum Lillevang, Terkelskov og Nyvang,
Karlstrup Skov
Lystrup Skov,
Ravnsholt Skov,
Slagslunde Skov,
Sperrestrup Skov
Tokkekøb Hegn,
Uggeløse Skov
Ingen cykelløb i stillezoner
De såkaldte stillezoner friholdes for organiserede aktiviteter til glæde for plante- og dyrelivet samt de skovgæster, som søger skovens stille ro. Man får derfor ikke tilladelse til at afholde cykelløb, herunder også træningsløb, i stillezoner.
Stillezonerne er:
Ganløse Ore, Ganløse Eged, Nørreskoven (mellem Furesøen og Frederiksborgvej), Ryget Skov, Store Hareskov, Sønderskov, sydlige del af Krogenlund samt i Tokkekøb Hegns nordøstlige del (d.v.s. arealer ved Store Donsedam).
For god ordens skyld: Man må gerne cykle i stillezonerne, man må bare ikke afholde organiserede løb i stillezonerne (uanset om det er træning eller konkurrence).