Stjernekigger for en aften - åbent hus i Rold Skovs mørke

23-12-2011

Månen

Efter et veloverstået nytårsfyrværkeri har du måske lyst til at se andre stjerner på himlen? Vi fejrer nytåret ved at holde åbent hus på naturskolen i Rold Skov, tirsdag aften d. 3. januar . Vi har slæbt alt hvad vi kan finde af kikkerter frem, også det store teleskop, og hvis vejrguderne er med os, tør vi godt garantere en spændende oplevelse. Rigtigt mørke er ved at blive en mangelvare, overalt er der en eller anden form for "lysforurening", men her midt i Rold skov er der "mørkt som inden i en ko" d. 3. januar. Hvis vejrguderne er med os, kan himmelrummet dog godt byde på en vis oplysning. Månen er i tiltagende, og hvis du aldrig har gået på opdagelse på månen med en god kikkert, venter der dig noget specielt.

Omkring 2. - 3. januar passerer jorden hvert år igennem en meteorsværm, og hvis vi er heldige, kan vi opleve op mod 100 stjerneskud i timen. Kæmpeplaneten Jupiter bidrager også til underholdningen denne aften. Jupiter har 4 måner på størrelse med vores egen, og de kan ses med en god håndkikkert. De senere år har man opdaget, at Jupiter er omgivet af hele 63 måner, de fleste dog langt mindre end de nævnte 4, som Galilei opdagede allerede i 1610.

Vi holder åbent hus på Naturskolen denne stjerneaften fra kl. 18.30 til 21.30. Naturskolen ligger Møldrupvej 22, 9520 Skørping. Parkér ved den Jyske Skovhave (kør gennem den røde portal) og følg flagermuselygterne gennem mørket frem til naturskolen. Husk varmt tøj, og hvis du fryser, kan vi byde på en kop kaffe indenfor i naturskolen. Arrangementet er velegnet for børn. Kun ved totalt overskyet kan vi ikke gennemføre, men er der huller i skydækket, så mød op.

Arrangør: Naturstyrelsen og Naturskolen i Rold Skov

Yderligere oplysning:

Naturvejleder Søren Risborg
Naturskolen i Rold Skov
tlf. 30105794

Naturgeograf Peter A. Larsen
Naturstyrelsen
tlf. 72543000