Indvielse af skovhjælperprojekt i Stenderup Skovene den 14. januar kl. 10

13-01-2011

En ung gruppe udviklingshæmmede fra Institutionen Nordhøj i Kolding har siden foråret 2009 været under en forsøgsordning som Skovhjælpere i Stenderup Skovene øst for Kolding, som ejes af Naturstyrelsen. Naturstuen og Økobasen ved Stenderup Strand har dannet ramme om deres arbejde. Stedet her besøges årligt af ca. 5000 gæster, der har behov for brænde, tipier, rafter, gode stier og en bred vifte af andre naturoplevelser. Skovhjælperne har bl.a. til opgave at være frontpersonel i serviceringen af brugerne af stedet som variere fra vuggestuebørn til pensionister.

Den 14. januar 2011 fra kl. 10-12 markere vi, at denne ordning nu er permanent og at Kolding Kommune og Naturstyrelsen i fællesskab kan tilbyde nogle af de unge udviklingshæmmede arbejde og oplevelser i naturen samtidig med, at det er til glæde for skovens andre brugere.

Ordningen med skovhjælpere udspringer af et pilotprojekt i Vestskoven ved København og med baggrund i disse gode erfaringer inviterede daværende miljøminister Troels Lund Poulsen i foråret alle landets kommuner til et samarbejde om at udbrede skovhjælperordningen til hele landet. Det er også en ordning, som den nuværende miljøminister Karen Ellemann (V) er meget optaget af.

Skovhjælperordningen i Stenderup Skovene opstod med baggrund i denne kampagne i samarbejde mellem Naturstyrelsen Trekantsområdet og institutionen Nordhøj, der på det tidspunkt brugte skovene til enkelte udflugter.

Alle er velkommende den 14 januar kl.10, hvor der vil være tændt et godt varmt bål i det store bålhus på adressen Mørkholtvej 5, 6092 Sdr. Stenderup.

Der vil være taler af Borgmester Jørn Nielsen (V) og Tine Roos Nørgaard (C ) fra Kolding kommune, skovidere Ole Livbjerg Klitgaard og Henrik J. Vinther fra Naturstyrelsen, Trekantsområdet samt institutionsleder Anette Nielsen, Nordhøj, Kolding kommune.

Der vil blive serveret en varm forfriskning samt være rundvisning af skovhjælperne.

På samme måde som i Stenderup skovene har Miljøministeriet, Naturstyrelsen (tidligere Skov-og Naturstyrelsen), tilsvarende etableret samarbejder om 10 andre projektet rundt i landet, og vi kan anbefale, at andre kommuner etablerer tilsvarende ordninger i samarbejde med Naturstyrelsens lokale enheder.

Yderligere oplysninger: Skovfoged, naturvejleder Claus Simonsen, mobil 20983590 eller skovrider Ole Livbjerg Klitgaard, mobil 20464898 eller hos institutionsleder Anette Nielsen, telefon 40289722.