Til tops i Magasinbygningen på Hammershus

20-07-2011

Magasinbygningen på Hammershus har været udsat for en grundig sikkerhedsundersøgelse for at få et overblik over tilstanden af toppen af murene.

Til tops i Magasinbygningen - Foto: NST Bornholm

Sikkerheden er i top - Foto: NST Bornholm Bortset fra en overfladebesigtigelse af den indvendige facade for godt 30 år siden, har den store Magasinbygning på Hammershus ellers ikke været undersøgt i de sidste 100 år. Derfor har Naturstyrelsen nu udført en sikkerhedsundersøgelse af bygningen - det var på tide at få et overblik over tilstanden af toppen af murerne. Fra jorden kunne vi med kikkert se, at der lå flere løse sten på toppen af murene. Disse kunne risikere at styrte ned - enten ved en vindpåvirkning eller ved mekanisk påvirkning af f.eks. fra en fugl. Også dumdristige gæster ses af og til oppe på murene. Det er selvfølgelig strengt forbudt, men da murene nogle steder er 14-15 meter høje, er det desuden også med livet som indsats.

Med det formål at dokumentere og beskrive overfladen samt nedtage de sten, der lå så yderligt, at de var i fare for at styrte ned, fik vi et firma til at kravle op og undersøge sagen – naturligvis med sikkerhed og kvalitet som første prioritet.

Ved et system af reb og seler var det muligt for medarbejderne at sikre sig tilstrækkeligt til at kravle op og inspicere murværket på helt tæt hold. Under besigtigelsen, har vi fået transmitteret både still-billeder og live-billeder af murkronen, således at vi med det samme har kunnet tage stilling til, om den enkelte løse sten skulle hejses ned eller blive liggende.

Murkronen undersøges - Foto: NST Bornholm Løse sten er taget ned - Foto: NST Bornholm

Resultatet af undersøgelsen er som forventet.  Murkronen har det generelt godt, og der er kun nedtaget materiale i beskedent omfang - overvejende noget der stammer fra restaureringen for 100 år siden, så heldigvis er det oprindelige 700-årige materiale ikke i fare.

På baggrund af undersøgelsen af Magasinbygningen vil Naturstyrelsen i samarbejde med Kulturarvstyrelsen udarbejde en plan for den videre behandling og vedligeholdelse af både bygningen og murkronen.