Ud på tur i marts

04-03-2011

Ud på tur marts 2011

Søndag den 6. marts Kl. 13.00-15.30
Over stok og sten i Stråsø Plantage (Sdr. Vosborg Hede) ca. 8 km
En guidet motionsvandretur gennem skov og hede. Turen er gratis.
Mødested: Fra Ulfborg køres der 3,3 km mod Holstebro.
Følg Lystlundvej 5,5 km mod Paradisvej. Derfra følg afmærkning.
Lørdag den 19. marts Kl. 12.30-14.30
Hugormesafari i Husby Plantage.
Kom og hør mere om disse gode skabninger. Turen er gratis.
Mødested: Husby Kirke. Der køres i egne biler.
Søndag den 27. marts Kl. 10.00-12.00
Hugormesafari på Resen Hede.
Kom og hør mere om disse gode skabninger. Turen er gratis.
Mødested: Naturskolen, Kjærgaardsmøllevej 5, 7600 Struer.

Naturstyrelsen Vestjylland, Gl. Landevej 35, 7620 Lemvig. Tlf. 97810033.
Email:


Pressemeddelelse

Over stok og sten i Stråsø Plantage (Sdr. Vosborg Hede) ca. 8 km.
Søndag den 6. marts kan man komme på en vandretur ud på Sdr. Vosborg Hede for at opleve det storslåede natursyn med indlandsklitter og åbne sandbrud. På heden er der enebærkrat hvor der lever rådyr og dem får vi måske lejlighed til at se.
Vi færdes i ujævnt terræn, så turen er ikke for gangbesværede. Praktisk fodtøj og beklædning efter vejrforholdene anbefales.
Turen er arrangeret af Naturstyrelsen Vestjylland og er gratis.

Hugormesafari

Lørdag den 19. mart kan du komme med naturvejleder Brian Kjølhede rundt i Husby Klitplantage og søndag den 27. marts kan du komme med naturvejleder Henning Givskov ud på Resen Hede og opleve hugormeland.

Hugorm. Foto: Jens Henrik Jakobsen
Hugorme er vekselvarme og bliver opvarmet af omgivelsernes temperaturer. De har ligget i dvale vinteren over i musehuller, jordhuller, under træstubbe o.lign. steder. Nu tager solen fat og temperaturen stiger, og så begynder hannerne så småt at røre på sig. De dukker frem ca. 1 måned før hunnerne – ud og ligge i solen, få varmen og en større bevægelighed. I perioden april maj udkæmper hannerne parringskampe, men hvor mange unger får en hugorm, hvornår, hvor ofte og hvor henne? Endnu en spændende historie fra den danske natur – tag med på tur og få fortsættelsen.
Turen er arrangeret af Naturstyrelsen Vestjylland. Det er gratis at deltage og der er ingen tilmelding.